Undervisningsminister Christine Antorini inviterer skoler ind i Ny Nordisk Skole.

Anden ansøgningsrunde til Ny Nordisk Skole går nu i gang

Hvis du og din skole vil være med i Ny Nordisk Skole, skal du til at gøre dig klar. Undervisningsministeriet åbner for tilmeldinger i begyndelsen af september og lukker igen den 11. oktober. Du skal finde et par institutioner, som ikke er skoler, som du skal søge sammen med.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fra begyndelsen af september kan du og din skole søge om at komme med i Ny Nordisk Skole. Det kan du gøre på nynordiskskole.dk.

Det er anden gang, skoler kan søge om at blive Ny Nordisk Skole. Som noget nyt, skal skolen allerede har fundet minimum to andre institutioner, som den vil være i netværk med, inden ansøgningen sendes afsted. Sidste frist er 11. oktober 2013. De to andre institutioner må ikke være folkeskoler.

Debat: Hvor er Ny nordisk skole i reformen?

Antorini indkalder til info-møder

Undervisningsminister Christine Antorini vil skyde ansøgningsrunden i gang med informationsmøder i København, Odense og Aalborg. Cirka 340 dagtilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser er allerede med i Ny Nordisk Skole, og repræsentanter fra disse institutioner vil også være til stede ved møderne.

Du kan tilmelde dig informationsmøderne på uvm.dk fra i dag. Møderne vil foregå:

•29. august 2013, kl. 17.00-18.30: Professionshøjskolen Metropol,Sigurdsgade 26, 2200 København N

•16. september 2013, kl. 17.00-18.30: Ejerslykkeskolen, Rødegårdsvej 164, 5230 Odense M

•23. september 2013, kl. 17.00-18.30: Hasseris Gymnasium, Hasserisvej 300, 9000 Aalborg

Antorini: Ny nordisk skole har ikke noget med lockouten at gøre

Du kan søge elektronisk

Ansøgningen om at blive Ny Nordisk Skole skal indeholde en beskrivelse af de forandringsprojekter, som institutionerne i netværket hver især vil arbejde med, oplyser Undervisningsministeriet.

Desuden skal der i ansøgningen være en beskrivelse af den fælles netværksramme. Hvert netværk skal udpege en kontaktperson, der skal være tovholder på ansøgningen.

Søg på nynordiskskole.dk

Der vil blive åbnet for ansøgninger via et elektronisk ansøgningsskema i starten af september via nynordiskskole.dk.

Hold øje med hjemmesiden, hvor ministeriet løbende vil holde dig opdateret om ansøgningsrunden. På hjemmesiden er der også mulighed for at benytte Ny Nordisk Skoles "netværksdatingsite", der skaber kontakt mellem institutioner, som leder efter et netværk: Opbyg et netværk.

Skive-skoler har meldt sig ud af Ny Nordisk Skole