Folkeskolens leder:
Drop polarisering – og hjælp lærerne
For at hjælpe lærerne vil SF nu bede Undervisningsministeriet om at fremstille materiale, som kan bruges til at undervise i ytringsfrihed og Muhammed-tegningerne. De skulle hellere støtte lærerne i at arbejde med integration.
Hvorfor Socialistisk Folkeparti (SF) har brug for at signalere til sine vælgere, at man går i kamp mod de muslimer, som oplever Muhammed-tegningerne som en hån mod deres religion, kan være svært at forstå. Det er symbolpolitik, for enhver lærer og elev kan finde tegningerne på internettet.
Ytringsfrihed betyder, at borgerne har ret til at ytre sig, uden at statsmagten kan censurere - ikke at man har pligt til at sige hvad som helst.
Folkeskolen skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Heldigvis er det også det, som præger skolen til hverdag. Den består af lærere, som bestræber sig på at bygge stærke og holdbare broer, så alle føler sig inkluderet.
Det burde politikerne bakke op.