Lindas mor Dorte sender datteren fortrøstningsfuld af sted med skoletasken hver morgen. Hun håber, at Linda på Baggesenskolen kan slippe for det mobberi, hun oplevede på den gamle skole. Men læreren i 8.a ser ikke noget til hende. Og hvis hun kommer, så skrider hun, når det passer hende. Det er sjovere at hænge ud med de nye ældre venner og kæresten, der er 19 år, og som hun deler alt med.

Hjemme bliver hun aggressiv, ligegyldig, kan ikke overholde aftaler. Hendes mor er i vildrede. Hun spørger, hvad der er galt, men Linda bliver rasende, smækker med dørene og skrider.

»Jeg var på amfetamin. Og på ecstasy, hash, alt. De andre tog det, så det gjorde jeg også. Første gang man prøver . den optur man får . det er så fedt, at man bliver nødt til at tage det igen. Indeni har man det så fedt. Men hvis nogen siger noget til en, så bliver man herretosset«.

Pupiller så store som møllehjul

Pludselig en dag bliver Dorte kontaktet af et par mænd, som vil have de penge, Linda skylder dem. Hun går til politiet, og nu ved hun, at noget er helt galt. Men datteren nægter stadig alt.

»En aften fik jeg ecstasy og blev dårlig og kastede op. De andre blev bange. Jeg skulle kun have haft en halv pille. Så de kørte mig på sygehuset, og der blev jeg testet positiv for fem forskellige stoffer. Dem, jeg rendte sammen med, havde taget stoffer i mange år, så jeg følte jo, at jeg var i gode hænder .«.

Kontakten til de andre i klassen går rigtig skidt, så hun bruger en del tid i AKT-klassen (adfærd, kontakt, trivsel). Her ser skolens nyansatte socialrådgiver Lilian, at Linda er rigtig god til at tage sig af de små børn. Helt fra begyndelsen tror socialrådgiveren, at Linda er en udadreagerende teenagepige, der trænger til opmærksomhed. Når hun får lov til at passe sig selv blandt de yngre børn, går det godt, og Linda begynder at tale med Lilian. Men Lindas ture med vennerne tager til, og efter ti års arbejde på et misbrugscenter er Lilian ikke til at narre. Hun genkender Lindas pupiller - store som møllehjul.

Lilian tager kontakt til Dorte og fortæller hende om problemerne i skolen og om den mistanke, hun har. De aftaler et møde for alle tre, men Linda dukker ikke op. En dag møder hun påvirket i skole, og Lilian bliver så bekymret, at hun får oprettet en akut sag hos børne- og ungeforvaltningen. Skolen tør ikke længere tage ansvaret.

Hjemme venter en akutanbringelse

Linda smutter hjemmefra og bor hos venner i en uge, hvor ingen hører fra hende.

»Jeg boede vist hos en psykisk syg mand - en af 'vennerne'. Der sad jeg og tog snitter. På det tidspunkt vejede jeg kun 45 kilo«.

Da hun kommer hjem forbi for at hente tøj, sidder hendes mor, Lilian og to fra børne- og ungeforvaltningen i stuen og venter. Lilian har fået arrangeret en akutanbringelse.

»Jeg kan faktisk ikke helt huske situationen, men jeg har fået fortalt, at jeg sagde, at jeg selv gerne ville væk. Og min kæreste sagde også, at det skulle jeg gøre«.

Hun bliver kørt til et bofællesskab på Fyn. Det er et almindeligt bocenter for unge med problemer, for Lilian vil ikke have hende på et center for stofmisbrugere. Bocenteret accepterer at tage hende, selv om hun måske får abstinenser, og her bor hun de næste måneder. Fysiske abstinenser bliver ikke det store problem, men hun skærer fuldstændig kontakten til alle vennerne og kæresten. Hun taler i telefon med sin mor hver dag, og der bliver grædt meget. Af lettelse og af savn. Det er ikke nemt, men Linda føler sig velkommen og hjulpet. Hun knytter sig særligt til en pædagog - Pernille, som får hende gjort interesseret i skolearbejdet igen. Hvis hendes gamle drøm om at blive politimand skal blive til virkelighed, så skal hun klø på for at indhente alle de timer, hun har pjækket fra. Og med Pernilles hjælp og uden fristelserne hjemmefra kan hun langsomt vende tilbage til overfladen.

»Jeg tror faktisk, at jeg gerne selv ville have hjælp. Og det var bare de sødeste mennesker. Nu kommer jeg næsten til at græde . Skolen, udflugterne, motion, samtalerne. Det er de bedste oplevelser i mit liv. Pludselig kunne jeg ånde igen«.

I dag er Linda tilbage i Korsør. Først ville hun ikke, men hun har besluttet, at hun er stærk nok til at sige nej. Hun taler stadig med ekskæresten, men de er som bror og søster, og hun går ikke i byen med ham. Hun er begyndt på en ny skole, og alle de gamle venner er fuldstændig droppet.

»Mine nye venner tager ikke stoffer. Selvfølgelig er jeg da bange for at falde i igen. Min veninde testede mig for nylig. Prøvede at friste mig for at sikre sig, at jeg virkelig kunne stå imod. Det kunne jeg! Nu synes jeg, det virker klamt. Jeg har også fået et meget bedre forhold til voksne. Først med Lilian og også på bocenteret, hvor Pernille hjalp mig til at komme videre«.

Begyndelsen på den nye skole var svær, og hun pjækkede lidt i starten, men de tidligere erfaringer gjorde hende og moren i stand til at finde frem til en løsning, så nu er hun med i timerne igen, og hendes karakterer er rykket op over middel i alle fag. Drømmen er blevet til en reel fremtidsplan - først gymnasiet og siden politiskolen.

»Hvis Lilian ikke havde været der, så var det gået op i hat og briller. Jeg lyttede hverken til min mor eller til lærerne. De kan ikke opdage sådan noget, og de forstår det ikke. Hvis Lilian ikke havde været der . Så havde jeg ikke været her i dag«.

For Lindas mor Dorte er der ingen tvivl om, at Baggesenskolens socialrådgiver Lilian Jørgensen har gjort en kæmpe forskel.

»Jeg havde prøvet at få hjælp fra kommunen, for jeg var jo godt klar over, at der var noget galt. Men jeg blev bare sendt fra den ene til den anden. Med Lilian var det helt anderledes, der kunne vi med det samme tale om, hvilke problemer der var«.

Hun lægger ikke skjul på, at det var hårdt at skulle sige til sin datter, at hun skulle sendes væk - at sidde og vente på hende med en akutanbringelse i hånden. Men det tætte samarbejde med Lilian og tiltroen til, at hun vidste bedst, gjorde, at hun ikke var i tvivl om, at det var det eneste rigtige at gøre.

»Det var svært, men det var også en utrolig lettelse, for den tid var meget hård psykisk. Jeg tror på, at hun blev taget på det rigtige tidspunkt. Selv følte jeg helt, at jeg havde mistet hende. Hvis Lilian ikke havde taget over, så ved jeg ikke, hvor vi var endt«.

Hver fjerde 15-16-årige har røget hash. Seks procent har prøvet at sniffe, fem procent har været på ecstasy og amfetamin, og tre procent har eksperimenteret med kokain. Antallet af helt unge, der ryger hash, har været stabilt de seneste år, mens der ifølge Sundhedsstyrelsen er en lille stigning blandt de 15-16-årige i brugen af euforiserende stoffer. Der er flere drenge end piger, der eksperimenterer med stoffer.

Kommunen er forpligtet til at hjælpe stofmisbrugere under 18 år. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan i samarbejde med den unge og familien for, hvilken behandling og støtte den unge skal have.

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Socialministeriet