To skoleår er skåret væk siden 1960

En beregning viser nu, at de danske skoleelever har mistet op til to års undervisning fra 1. til 9. klasse siden 1960. Især danskundervisningen er hårdt ramt, hvor der er forsvundet næsten 167 undervisningstimer i de tre første skoleår.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg troede først, jeg havde lavet en fejl. Det kom som et chok, at det drejede sig om så mange timer, for det går ud over det faglige niveau i klasserne", siger Tobias Zimling Kristiansen til Politiken. Han er skolelærer og manden bag beregningen, som altså viser, at eleverne, siden staten første gang opsatte krav til antallet af undervisningstimer, har mistet 1.300 klokketimers undervisning i løbet af et skoleforløb.

Formanden for det danske Pisa-konsortium og rådgiver for regeringen om skoleforhold har blåstemplet beregningerne og siger til Politiken:

"Der er ingen tvivl om, at det er helt rigtigt. Det er en problemstilling, som jeg har talt om siden 1984, men det har oftest været for døve øren"