Niveauet på Fredericias skoler bliver løftet af, at kommunen vil ansætte flere lærere, lyder det fra formand for Fredericia Lærerkreds Per Breckling.

Fredericia investerer millioner i skoler

Ekstra 17,8 millioner til driften af Fredericias skoler er en del af det budgetforslag, som et enigt byråd i går bakkede op om. Formand for Fredericia Lærerkreds glæder sig over resultatet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flere lærere og pædagoger, bedre indeklima, bedre skoletoiletter og oprustning af uddannelsesvejledning er nogle af de punkter, hvor politikerne i Fredericia er klar til at bruge penge over de næste år.

"Det er en rigtig positiv nyhed", siger formand for Fredericia Lærerkreds Per Breckling.

Han hæfter sig især ved, at Fredericia vil satse på mere uddannelsesvejledning.

"Regeringens vejledningsreform betyder, at vi taber nogle elever. Det bliver vi nødt til at løse lokalt ved at ansætte flere vejledere", siger han.

Fredericia har flere gange i 2016 foretaget ekstraordinære investeringer i folkeskolen - beløbet svarer til 14,8 millioner. I budgetforslaget bliver de puljer gjort permanente.

"Det betyder, at vi over de næste fire år investerer omkring 60 milioner kroner i vores folkeskole. Der skal fortsat fokuseres på inklusion og på en ekstra indsats for de bogligt stærke elever og talentudviklingen. Vi er optagede af at arbejde med fortsat metodeudvikling i skolen, således at de unge blandt andet klarer beståelseskravet og kan fortsætte direkte i ungdomsuddannelse", står der i budgetforslaget.

Millionbevilling: Fredericia får 16 ekstra lærere næste år

Fredericia skal bruge flere lærere

Derudover investerer kommunen tre millioner i flere lærere og pædagoger.

"Det betyder, at vi kan fortsætte det arbejde, vi gør. Pengene er udmøntet i lærerstillinger og pædagogstillinger. Det vil løfte niveauet. Jeg håber, at man kan begynde at se på, om man kan sænke vores høje klassekvotient", siger Per Breckling.

Desuden bliver der sat penge af til fortsat renovering af skolers og daginstitutioners toiletter. Desuden optager kommunen et såkaldt energilån på 20 millioner, som skal bruges til at skabe bedre indeklima på skoler og daginstitutioner over de næste fire år.

Per Breckling håber, at kommunens velvilje betyder, at det bliver lettere at rekruttere lærere til Fredericia.

"Det er et arbejdsmiljøplus. Vi har via vores forståelsesaftale et fleksibelt arbejdsliv for lærerne. Kommunen vil folkeskolen og vil dermed også fremadrettet kunne rekruttere lærere", siger han. 

Lærerne i Fredericia får ny aftale med mere fleksibilitet

Politikere: Vi investerer massivt i folkeskolen

Den socialdemokratiske borgmester i Fredericia, Jacob Bjerregaard, glæder sig over, at det er lykkedes at investere "massivt" i folkeskolen. Enhedslistens byrådsmedlem og næstformand i Børne- og Skoleudvalget Cecilie Roed Schultz har kæmpet for flere lærere i skolerne.

"I Enhedslisten glæder vi os over de mange grønne tiltag, vi har fået skrevet ind i aftalen. Et af de helt store tiltag er energirenoveringerne for 20 millioner kroner i 2017. Og det er kun er starten på en fire-årig massiv investering i at energi- og klimaforbedre byens skoler og daginstitutioner. Det er godt for indeklimaet, som det virkelig haltede med, men også for miljøet og driftsøkonomien. Og så vil det skabe en masse gode arbejdspladser. Oven i det kommer de fem millioner kroner til bedre toiletforhold. Noget børn og unge virkelig efterspørger. Vi ved, at de mange millioner til ekstra hænder hos børn og unge også vil blive taget godt imod", lyder det fra hende i en pressemeddelelse fra kommunen.