Anders Bondo Christensen: Ti år efter lærerlockouten – vi skal lære af fortiden

Den omfattende lockout af lærerne i 2013 er en vigtig del af vores historie. Kender vi ikke historien, forstår vi ikke nutiden og øger risikoen for at handle uhensigtsmæssigt i fremtiden.

Publiceret Senest opdateret

Dette indlæg blev bragt som kronik i Politiken 5. april 2023

”Det her er et stort skuespil. Resultatet har været giver på forhånd. Så kom nu hurtigt med det indgreb, der allerede ligger klart i skuffen.”

Ordene blev udtalt af Kristian Thulesen Dahl for 10 år siden den 2. april 2013. Scenen var TV2’s stort opsat debatmøde på Ålholmskolen på førstedagen af lockouten af mere end 65.000 lærere.

Regeringen fulgte ikke Thulesen Dahls opfordring. Lockouten fortsatte i næsten fire uger, inden den blev afsluttet med et lovindgreb den 26. april. Lovindgrebet flugtede fuldstændigt med arbejdsgivernes krav.

Forløbet i 2013 kan give os vigtig erfaring og viden i forhold til flere centrale samfundsanliggender. Det drejer sig ikke mindst om værdien af den danske forhandlingsmodel, og hvordan vi sikrer kvalitet i den politiske beslutningsproces. Bruger vi ikke vores historiske erfaringer, forpasser vi muligheden for at gøre det bedre i fremtiden.

Den danske forhandlingsmodel er værdifuld

Under lockouten deltog tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) Debatten på DR2 for at drøfte konflikten. Her kom han med denne markante udtalelse:

”Det er en ekstraordinær situation, at man fremlægger et lovforslag, der forudsætter et bestemt resultat af en overenskomstforhandling. Vi har ikke set det før. Jeg ville aldrig have turde gøre det. Det er jo en kanon manøvre, som socialdemokraterne er i gang med. Jeg er helt misundelig.”

Den dag i dag hører vi politikere give udtryk for, at der var et beklageligt sammenfald mellem lockouten og skolereformen. Men som Hjort Frederiksen præcist udtrykte det, forudsatte reformen, at regeringen kom igennem med en ændring af lærernes arbejdstidsregler. Det fremgår også tydeligt af det oplæg til skolereform, der blev udarbejdet i Finansministeriet med assistance fra Undervisningsministeriet dateret 18. oktober 2012. Her står der gentagne gange, at reformens forskellige elementer skulle finansieres ved at omlægge lærernes arbejdstid. Uden det politiske indgreb i lærernes overenskomst kunne reformen ganske enkelt ikke gennemføres.

Den 17. marts 2013 beskrev TV-avisen, hvordan de øverste politikere i regeringen og KL sammen med deres topembedsmænd mødtes i Finansministeriet den 13. november 2012. På dagsordenen var kun folkeskolereformen og de kommende forhandlinger om lærernes arbejdstid.

Thulesen Dahl vidste også, at det hele var planlagt, længe inden overenskomstforhandlingerne begyndte. I bogen Søren og Mette i Benlås fortæller han om sit første møde med statsministeren få uger efter, at han blev valgt som DF-formand i september 2012. Mødet blev kort. Statsministeren ønskede blot at høre, om DF ville støtte et forventet regeringsindgreb i lærernes overenskomst til foråret.

Med den viden giver det god mening, at KL, der havde opsagt arbejdstidsaftalen, aldrig gik ind i reelle forhandlinger om en ny aftale. KL havde på forhånd en klar forståelse med regeringen om, hvad udfaldet skulle være. Det kunne de ikke bøje af på, og de vidste, at regeringen ville gennemføre deres krav, hvis lærerne ikke selv accepterede dem. Den politiske indblanding betød, at forhandlingsmodellen parterne imellem blev sat ud af kraft.

Lockouten havde enorme omkostninger

Lockouten, der var en nødvendig forudsætning for, at regeringen kunne gennemføre indgrebet i overenskomsten, kostede lærerne mere end to milliarder kroner, og regeringsindgrebet fjernede værdier for adskillige hundrede millioner fra lærernes overenskomster. Værdier som lærerne går glip af år efter år.

Men omkostningerne blev endnu større for folkeskolen. Mere end 18 procent af lærerstillingerne er i dag besat af personer uden læreruddannelse, heraf udgør personer uden nogen kompetencegivende uddannelse klart hovedparten. Folkeskolen er dermed den offentlige institution, der står med de allerstørste rekrutteringsudfordringer. 28.000 uddannede folkeskolelærere arbejder uden for folkeskolen. Vi mangler altså ikke lærere, men folkeskolen gør.

Samarbejdet blev demonteret

Forløbet havde endvidere den konsekvens, at det daglige samarbejde på arbejdspladsen og samarbejde mellem parterne, der også er en del af den danske model, blev sat på vågeblus. Samarbejdsprojekter blev skrinlagt, og KL skrev ud til skolelederne, at det ikke nødvendigvis var tillidsrepræsentanten, de skulle samarbejde med. Det kunne også være en af de fremmeste blandt medarbejderne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I dag er vi et andet sted. Med det fælles projekt ”Sammen om skolen” har parterne givet hinanden håndslag på, at den gode skole kun kan skabes i fællesskab. Det kommer også til udtryk i den aftale, der i 2020 afløste lovindgrebet fra 2013. Med aftalen er tillidsrepræsentanten og lærerne sikret en direkte stemme i forhold til de ledelsesmæssige prioriteringer i kommunen og på skolen.

Samtidig med at vi glæder os over den udvikling, er det nødvendigt at huske hinanden på de omkostninger, det havde for skolen, at samarbejdet blev afmonteret. Og så har forløbet understreget, at den danske forhandlingsmodel er et kolossalt aktiv. Værdien i, at parterne gennem forhandlingerne og kompromisset tager et fælles ansvar, overstiger langt en tilsyneladende gevinst ved et ensidigt lovindgreb. Er det ikke en del af vores fælles hukommelse, risikerer vi, at samme fejl bliver begået igen.

Et fælles retvisende billede

Med mit udgangspunkt er denne kronik et klart partsindlæg. Vi har brug for, at journalister, historikere og arbejdsmarkedsforskere laver en grundig analyse af baggrunden for, at vi for ti år siden endte i en konflikt, der kostede og koster samfundet uhyrlige summer. Analysen skal bruges til, at vi får et fælles retvisende billede af, hvad der skete.

Jeg møder fortsat det synspunkt, at hvis lærerne blot havde vist lidt mere fleksibilitet, kunne konflikten være udgået. Det synspunkt bygger efter min opfattelse på uvidenhed.

På vej ud til lockoutarrangementer i konfliktens anden uge var jeg meget tidligt en morgen forbi et borgmesterkontor. Borgmesteren havde et solidt kendskab til forløbet og havde også fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rørte sig blandt lærerne. Jeg spurgte borgmesteren, om jeg havde nogen som helst chance for at lande en aftale, som der var et gran af sandsynlighed for, at lærerne efterfølgende ville godkende. Svaret var et ærligt og præcist: NEJ!

Journalister og forskere kan kun lykkes med den opgave, jeg her efterlyser, hvis de har adgang til alt relevant materiale omkring forløbet. Det er derfor bekymrende, når journalister ti år efter forsat bliver mødt med afslag på ansøgninger om aktindsigt i Finansministeriet med den begrundelse, at offentliggørelse ville kunne skade det offentlige område ved kommende forhandlinger. Det er hemmelighedskræmmeriet, der udgør en trussel.

Lockouten fik betydning for fagbevægelsen

Internt i fagbevægelsen har 2013 sat tydelige spor. I lærerforeningen var vi alt for lidt opmærksomme på, hvor vigtigt det var at informere og inddrage de øvrige organisationer. Mange lærere var ved at eksplodere, da de midt under lockouten hørte Claus Jensen fra Dansk Metal give udtryk for, at alt kørte efter bogen.

Forud for forhandlingerne i de kommende år var vi derfor uhyre opmærksomme på at komme rundt til så mange forbund som muligt for at drøfte de forestående forhandlinger. Vi skulle sikre os, at de øvrige organisationer vidste, hvad der var på spil.

I 2018 kulminerede samarbejdet mellem organisationerne om overenskomsterne på det offentlige område under sloganet En for alle – alle for en! Og samme år sluttede hovedorganisationerne FTF og LO sig sammen i FH. Erfaringerne fra 2013 var katalysator for denne udvikling.

Da lærerne og KL i 2020 endelig kom i mål med en aftale, havde opbakningen fra hovedorganisationerne og fagforbundene stor betydning. Vi havde lært af historien. Sammenholdet er fagbevægelsens styrke også i dag.

Skolereformen

Forslaget til den skolereform, der var baggrunden for de dramatiske begivenheder i foråret 2013, præsenterede statsminister Helle Thorning Smidts på et pressemøde den 4. december 2012. Statsministeren lovede et markant fagligt løft af folkeskolen. Senere samme dag fulgte undervisningsministeren op med løfter om en reform, der skulle forbedre trivslen og mindske betydningen af elevernes sociale baggrund.

Oplægget til skolereformen var udarbejdet i en meget lukket gruppe af embedsmænd fra Finansministeriet og Undervisningsministeriet. I oplægget kunne man genfinde en række de anbefalinger, der fremgik af et hemmeligstemplet bilag til økonomiaftalen mellem KL og regeringen helt tilbage fra juni 2011. Det drejede sig eksempelvis om den økonomiske gevinst, der lå i at andre overtog en del af lærernes undervisning og en øget undervisningstid til lærerne. Bilaget blev i øvrigt først frigivet tre måneder efter reformen var vedtaget i folketinget i 2013.

De tre regeringspartier S, SF og RV havde hver især et uddannelsesudvalg, der skulle rådgive folketingsgrupperne i skolespørgsmål. Ingen af udvalgene blev på noget tidspunkt præsenteret for det oplæg, der var udarbejdet i de to ministerier. Og da jeg i midten af november 2012 havde møder med ordførerne fra de tre regeringspartier, kunne jeg konstatere, at ingen af ordførerne havde kendskab til oplægget fra ministerierne. Det var ganske få uger før pressemødet i statsministeriet.

Forskningen blev ignoreret

I kølvandet på præsentationen af skolereformen opstod der en hel grotesk situation. Tre anerkendte forskere gjorde opmærksom på, at der ikke var belæg for, at en længere skoledag i sig selv resulterede i dygtigere elever. Det fik Undervisningsministeriet til at udsende en pressemeddelelse med det budskab, at forskerne ikke havde forstået deres egen forskning. Tre måneder senere, da de fleste medier havde glemt alt om sagen, fik de tre forskere en undskyldning fra ministeriet.

Mange lærere gav med udgangspunkt i egen praksis konkrete eksempler på forskernes konklusioner. Men også de talte for døve øren. Reformen blev gennemført med kosmetiske ændringer i forhold til det udspil, der blev præsenteret.

Den forskning, der fulgte reformen, viser, at forskernes og lærernes advarsler var velbegrundede. Da forskningsprogrammet blev afsluttet i 2020, blev det konkluderet, at ingen af de politiske målsætninger var indfriet.

Manglende politisk proces

Samfundet har investeret et syvcifret beløb i implementeringstiltag af reformen i form af læringskonsulenter, uddannelse, konferencer, evalueringer, læringsplatforme mm. Et stort antal lærere har vendt folkeskolen ryggen. Og andelen af forældre, der fravælger folkeskolen, er stigende.

Vi har som samfund en forpligtigelse til at gøre os den umage at analysere, hvorfor vi er endt her. Samfundet har spildt enorme resurser på reformen. Og i den sammenhæng er det værd at huske på, at den foregående skolereform fra 2007 heller ikke indfriede de politiske målsætninger.

Kort før valget i 2011 mødtes jeg som formand for Danmarks Lærerforening med undervisningsordførerne fra de tre partier, der efter valget dannede regering. Vi havde en flere timer lang konstruktiv samtale om, hvordan der kunne skabes en endnu bedre skole for eleverne. Jeg mener ikke, at jeg afslører for meget fra vores fortrolige samtale ved at fortælle, at samtalen ikke på nogen måde handlede om lange skoledage, læringsmålstyret undervisning eller en langt større undervisningsforpligtigelse for lærerne.

Jeg ved fra mine politiske kontakter, at meget få mennesker havde kendskab til reformen, inden den blev præsenteret. Jeg ved, at socialdemokrater, der tillod sig at være kritiske, blev kaldt til orden. Jeg ved, at undervisningsudvalget i Radikale Venstre ikke måtte holde møder med mig uden deltagelse af partiledelsen. Den demokratiske samtale var ikke-eksisterende.

Vi skal blive klogere i fællesskab

Merete Risager har om sin tid som undervisningsordfører og senere undervisningsminister udtalt:

”Det kom som en enorm overraskelse for mig, at embedsværket spillede så stor en rolle i forhold til politikudvikling. Det var min oplevelse, at embedsværket havde helt afgørende indflydelse på udspillet til folkeskolereformen. Når jeg læste reformudspillet, var det tydeligt for mig, at det ikke var en pædagogisk tænkt reform. Det var en styringsreform. Og på Christiansborg blev det også italesat, at det var Finansministeriets reform.”

De faktuelle forhold omkring tilblivelsen af folkeskolereformen understøtter unægteligt Riisagers oplevelse.

Skiftende ministre har efterfølgende forsøgt at sætte en anden kurs. Jeg havde personligt et glimrende samarbejde med Ellen Trane Nørby, Merete Risager og Pernille Rosenkrantz-Theil. I 2018 indgik Danmarks Lærerforening en formel aftale om ”Ny Start” med KL. Aftalen banede vej for, at det forkætrede lovindgreb fra 2013 blev afløst af en ny aftale mellem parterne, og i dag taler alle med varme om ”Sammen om Skolen”.

Det er uden forbehold en meget positiv udvikling. Det afgørende er nu, at det forbedrede samarbejde udmønter sig i konkrete forbedringer i elevernes undervisning og lærernes dagligdag på alle landets skoler. Og så er der brug for, at det gode samarbejdsklima også bliver brugt på fælles refleksioner over det, der gik galt:

Hvad har det betydet for hele forløbet, at reformen har sit udspring i, at embedsmænd i to ministerier får til opgave at udmønte en økonomiaftale mellem regeringen og KL i en skolereform? Hvad har det betydet, at den interne demokratiske proces i de regeringsbærende partier blev sat ud af kraft? Hvad har det betydet, at den pædagogiske forskning og lærernes praksiserfaring blev ignoreret?

Det er i fredstid, vi har mulighed for at blive klogere i fællesskab.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Powered by Labrador CMS