Det er 2½ år siden, at den nu 64-årige Anders Bondo Christensen gav formandsposten videre efter 18 år i spidsen for lærerne.

Og det er 1½ år siden han besluttede, at hvis han skulle fortælle den vigtige samfundshistorie fortælling, han havde på hjerte, så skulle det gøres ordentligt.

Derfor ville han gerne lære at bruge de journalistiske arbejdsmetoder, så han valgte at starte på fagjournalistuddannelsen.

Og om et par måneder afleverer han sin afsluttende opgave på uddannelsen: En journalistisk analyse af folkeskolens økonomi set i forhold til de politiske målsætninger i 2013.

Selv var han – dengang som formand for lærerne og Lærernes Centralorganisation (LC) - en af de helt centrale hovedpersoner i det, han troede skulle være overenskomstforhandlinger, men som han oplevede som et på forhånd planlagt overgreb.

”Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at nogen vil læse noget, jeg skriver om det her emne uden at se mig som part".

"Men jeg vil gerne bruge de journalistiske arbejdsredskaber til at dykke ned i det her og afdække et emne på en måde, hvor jeg sikrer mig, at alt er kildemæssigt i orden”, fortæller Anders Bondo Christensen.

Lige nu sidder han og skriver på en kronik om forløbet i 2013, hvor han tydeligt kan mærke, at han har lært at kildevurdere og vinkle sin historie, fortæller han.

Oplever at der ikke er plads til intern kritik

Den afsluttende opgave bliver måske til et kapitel i en kommende bog fra den tidligere lærerformand om de seneste årtiers politiske beslutningsprocesser i Danmark. Det er i hvert fald nogle af de tanker, han går med lige nu.

Anders Bondo er nemlig dybt bekymret for demokratiet og optaget af, hvorfor der tages så mange politiske beslutninger, som han oplever som ufornuftige, og som ikke har været bredt diskuteret.

Med sin nye uddannelse på CV'et har han planer om at bruge de journalistiske arbejdsredskaber til at afdække problemer, han selv har oplevet i den politiske beslutningsproces.

”Det handler for eksempel om 2013. Men også om politireformen. Der er en lukkethed i den politiske proces, hvor intern kritik ikke er velkommen”, fortæller Anders Bondo.

I første omgang forsøger han at afdække mere af, hvad der foregik i det såkaldte ’sorte tårn’, da Socialdemokratiet, SF og Radikale forhandlede regeringsgrundlag i 2011 på 25. etage i Hotel Crowne Plaza i Ørestaden.

”Hvor meget blev aftalt allerede dengang? Vi ved jo fra Anette Vilhelmsen, at hendes forgænger Villy Søvndal havde givet et tilsagn på SF’s vegne. Og vi ved, at De Radikales interne uddannelsesudvalg ikke måtte holde mødes om folkeskolereformen, medmindre Margrethe Vestager var med”.

Hemmeligt notat

Anders Bondo fortæller, at han den gang selv holdt møde med de tre partiers skoleordførere Lotte Rod (R), Troels Ravn (S), og Pernille Vigsø Bagge (SF), få uger før statsministeren præsenterede forslaget til skolereform den 4. december 2012.

Dem mødtes han jævnligt med, men denne gang var det, fordi han havde fået fat i et hemmeligt notat fra Finansministeriet, han gerne ville vise dem.

Alle tre ordfører fortalte, at de ikke havde hørt noget som helst om, at reformen skulle finansieres af ændrede arbejdstidsregler for lærerne. Men det fremgik af notatet.

”Det er jo en systemfejl, at man ikke inddrager dem, der arbejder med området”, mener Anders Bondo.

Danmarks Radio havde et enkelt indslag i 21Søndag den 17. marts 2013, som afslørede, at regeringen og KL havde planlagt opgøret med lærernes arbejdstidsregler igennem halvandet år.

”Men generelt beskrev medierne forløbet, som om det var en overenskomstforhandling med to hovedpersoner, og ingen af dem ville rigtigt give sig”, fortæller Anders Bondo, der igen og igen beredvilligt stillede sig op og fortalte journalisterne, at han ikke havde modtaget et eneste konkret udspil til en ny arbejdstidsaftale fra KL.

”Hvorfor spurgte journalisterne ikke en arbejdsmarkedsforsker, om de har set nogen fortilfælde, hvor man ikke kommer med nogen udspil til forhandlingerne?”

Ikke for at skælde ud på embedsværket

Selv efter et bredt flertal på Christiansborg havde grebet ind i lærerlockouten med en arbejdstidslov, der opfyldte arbejdsgivernes ønsker og i praksis gjorde det muligt at sætte elevernes timetal i vejret uden ekstra udgifter, fortsatte planlægningen af folkeskolereformen uden om de folkevalgte politikere, mener Anders Bondo.

Marianne Jelved, der som kulturminister var centralt placeret i regeringen under hele forløbet, har i Folkeskolen fortalt, hvordan hele konceptet læringsmålstyret undervisning med de tusindvis af bindende mål for skolens fag, blev en del af folkeskolereformen, uden politikerne overhovedet havde hørt om det.

”Det handler om balancen mellem embedsværk og politikere", siger Anders Bondo.

"Så det er ikke for at skælde embedsmændene ud, men hvis man giver dem så meget magt, så opnår man det, der skete dengang. At en reform af folkeskolen blev planlagt i Finansministeriet, som er fuld af embedsmænd uden indsigt i folkeskolen".

Den tidligere lærerformand mener ikke, at den såkaldte fjerde statsmagt, journalisterne, levede op til deres rolle som vagthunde i sagen.

"At det var lærerne, der kom til at finansiere reformen, er efter min mening den største demokratiske skandale siden anden verdenskrig”, siger han.

”Jeg håber virkelig, at man nu tør tage de grundlæggende snakke"

Anders Bondo stoppede som formand for lærerne 7,5 år efter lockouten, efter lærerne i august 2020 endelig igen fik en arbejdstidsaftale.

Inden da var der skiftet ud på topposterne både i KL og i Børne- og Undervisningsministeriet, og grundstenen til Sammen om skolen-partnerskabet var lagt med den såkaldte Ny start-aftale, som Anders Bondo havde indgået med KL-formand Jacob Bundsgaard (S) i 2018.

Desuden var læringsmålene slettet fra de officielle dokumenter om skolen, og efter de første coronanedlukninger var politikerne desuden begyndt at slække på kravet om lange skoledage.

”Jeg håber virkelig, at man nu tør tage de grundlæggende snakke om, hvad vi vil med skolen og diskutere, hvad der er skolens rolle”.

Men der er vel ægte ideologiske forskelle imellem partierne, også når det gælder skolen?

”Ja, men de forskelle forsvinder jo ikke, fordi vi ikke snakker om dem”.