Lærerne havde ikke stillet nogen overenskomstkrav om deres arbejdstid. Alligevel var det lærernes arbejdstid, der tog al opmærksomheden op til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område for præcis ti år siden.

Det var arbejdsgiverne, der havde noget på spil.

Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) havde i et år talt sammen om lærernes arbejdstid i en arbejdsgruppe, som Danmarks Lærerforening (DLF) og offentligheden ikke kunne få indsigt i.

Da overenskomstforhandlingerne gik i gang, stod det klart, at både finansministeren, der er arbejdsgiver for undervisere på friskolerne, og KL på folkeskoleområdet ville helt af med lærernes arbejdstidsaftale.

Så det blev kun til ét møde mellem KL’s Michael Ziegler og lærerformand Anders Bondo Christensen, før arbejdsgiverne varslede en historisk og altomfattende lockout af 67.000 lærere på folkeskoler, friskoler og voksenundervisningscentre.

Efter påske, den 2. april 2013, blev alle overenskomstansatte lærere forment adgang til skolerne. Kun de tjenestemandsansatte og skolelederne måtte komme på arbejde.

25 dage senere greb Folketinget ind med en lov, der stoppede lockouten. Med lov nummer 409 mistede lærerne de fleste af deres arbejdstidsregler. De skulle undervise flere timer og blive på skolen og arbejde med forberedelse og efterbehandling af undervisningen, når eleverne var gået hjem.

I denne artikel ser Folkeskolen tilbage på, hvad det var, arbejdsgiverne ville dengang, punkt for punkt.

Og hvor meget der er tilbage af den skole, som lovindgrebet skabte for lærerne.

“Jeg har mange gange tænkt: Gad vide, hvor vi havde stået i dag, hvis vi ikke havde spildt otte-ti års skoleudvikling”, funderer formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen i anledning af tiåret.

Han oplever i dag et godt og respektfuldt samarbejde med både landspolitikerne og de kommunale arbejdsgivere om skolen:

“Alle har lært af forløbet og konsekvenserne, og alle er enige om, at man ikke kan løse folkeskolens problemer, medmindre man gør det i fællesskab”.

KAPITEL 1

Reformen skulle betales

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og undervisningsminister Christine Antorini (S) havde året før lockouten præsenteret regeringens udspil til en folkeskolereform.

Kernen var, at eleverne skulle gå mange flere timer i skole. Ingen af de to ministre sagde det direkte, men i oppositionen og i skoleverdenen var der ingen tvivl:

Reformen skulle finansieres via et opgør med lærernes arbejdstidsaftale.

Måling viser skrantende tillid til den danske model

Og i februar 2013, inden lærernes forhandler, Anders Bondo Christensen, og kommunernes forhandler, Michael Ziegler, havde haft deres første – og sidste – forhandlingsmøde om lærernes arbejdstid, bekræftede Christine Antorini i et folketingssvar, at:

“En normalisering af lærernes arbejdstidsregler vil muliggøre, at lærerne tilbringer mere tid sammen med eleverne, hvorved antallet af timer i folkeskolen kan øges inden for en uændret udgiftsramme”.

Projektet lykkedes. Ikke i forhandlingerne og ikke ved hjælp af kampskridtet lockout. Men store bededag den 26. april 2013 stoppede et flertal i Folketinget lockouten med en lov om lærernes arbejdstid.

Med den forsvandt loftet over, hvor mange undervisningstimer den enkelte lærer kunne pålægges.

At folkeskolereformen faktisk blev finansieret af lærerne, ses blandt andet af, at der kun blev afsat 600 millioner kroner om året i tre år til finansiering af reformen, da den trådte i kraft ved skoleårets start i 2014.

Kommunerne måtte selv finansiere reformens mange ekstra undervisningstimer ved at give lærerne flere timer på skemaet. I Høje-Taastrup Kommune for eksempel blev lærerne pålagt 66 lektioner mere i skoleåret 2014/15, end de havde haft året før.

På landsplan faldt prisen for at give én elev én undervisningstime fra 78 til 68 kroner (2022-tal), og antallet af skoletimer blev skruet markant i vejret, uden at man ansatte flere lærere i kommunerne.

I dag konstaterer formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal uden tøven, at folkeskolereformen var underfinansieret. Og at det endte med at gå ud over inklusionen.

Lige før lockouten havde Folketinget nemlig vedtaget inklusionsreformen og lovet, at inklusion ikke skulle være en spareøvelse.

Men den underfinansierede folkeskolereform betød, vurderer Claus Hjortdal, at børn med særlige udfordringer alligevel ikke fik den nødvendige hjælp med sig, når de blev inkluderet i almenklasserne.

Hvor står vi i dag?

I årene efter 2013 fik lærerne altså flere undervisningstimer, og antallet af lærere i folkeskolen faldt.

Men siden coronanedlukningerne i 2020 er politikerne begyndt at rulle reformens lange skoledage tilbage, og i dag koster en skoletime cirka 76 kroner per elev, altså næsten det samme som før lovindgrebet.

Udviklingen skyldes, at politikerne efter corona har givet skoler og kommuner lov til at forkorte skoletiden, på betingelse af at man i stedet sætter en ekstra lærer ind i nogle af fagtimerne. Samtidig bevilgede et flertal på Christiansborg i 2020 penge til at ansætte flere folkeskolelærere, den såkaldte lærermilliard.

Tilsammen har det betydet, at mange års fald i antallet af lærere i folkeskolen er bremset.

Både lærermilliarden og de kortere skoledage er udtryk for, at Christiansborg-politikerne har fortrudt mange af 2013-beslutningerne, oplever nuværende formand for Lærerforeningen Gordon Ørskov Madsen.

Men det kniber stadig med finansieringen af folkeskolen, fremhæver han.

“Man mangler penge i kommunerne, og specialområdet bliver dyrere og dyrere. Og så bliver det normalområdet, der betaler. Der er brug for en langt mere sikker økonomi for folkeskolen, hvad enten det så er via overenskomsten eller ad et andet spor”, siger han.

KAPITEL 2

Fuld ledelsesret til skolelederne

“Det er dybt indgribende i den lokale ledelsesret, at anvendelsen af lærernes arbejdstid tilrettelægges i aftaler”.

Sådan lød meldingen fra KL’s formand Erik Nielsen (S) og Michael Ziegler (K), formand for KL's løn- og personaleudvalg, før overenskomstforhandlingerne i 2013.

Leder: Det gør I aldrig igen

Det er som bekendt arbejdsgivers ret at lede og fordele arbejdet. Det har arbejdsgivere og arbejdstagere i fællesskab anerkendt lige fra den danske models “fødsel” i 1899. Men ledelsesretten skal udøves i overensstemmelse med de aftaler, arbejdsmarkedets parter har indgået.

“De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu skal de da ej!” sagde lærerformand Anders Bondo Christensen i en meget omtalt tale på en lockoutfest i Nørrebrohallen for ti år siden.

Og den dag i dag kalder hans efterfølger KL’s krav om fuld ledelsesret noget vrøvl.

“Alle overenskomstaftaler griber jo ind i ledelsesretten. Til gengæld skaber vi i fællesskab opbakning og mindsker konflikterne på arbejdspladserne”, siger Gordon Ørskov Madsen og mener, at man sagtens kunne have forhandlet sig frem til ændringer i arbejdstidsaftalen.

Skolelederforeningen så anderledes på det og var enig med KL i, at de lokale arbejdstidsaftaler indskrænkede skoleledernes ledelsesmuligheder.

“Der var en tendens til, at forberedelsestiden blev opfattet som lærerens selvstændige tid. Lidt karikeret sagde vi, at eleverne havde et skema, og lærerne havde et skema, og de var på skolen i skematiden”, husker formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal.

“Der var lærerkredsformænd, der ikke anerkendte, hvis man sagde, at der skulle være en dag om ugen, hvor lærere og pædagoger kunne mødes”.

Med lov 409 fik skolelederne som udgangspunkt fuld råderet over lærerne i hele deres arbejdstid.

Hvor står vi i dag?

Ledelsesrummet er nok formelt større i dag, i kraft af at der ikke er sat hegn om forberedelsestiden i en landsdækkende overenskomst, vurderer arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand.

Men han oplever også, at det er lykkedes Lærerforeningen at spille sig tilbage på banen igen, nu blot lokalt på hver enkelt skole.

Det tog tid at komme sig over tillidstabet efter lockouten, men i dag planlægges lærerarbejdet de fleste steder i en pragmatisk dialog på den enkelte skole. Men sådan var det langtfra de første år efter lovindgrebet – eller “overgrebet”, som det blev kaldt.

“Lockouten ødelagde rigtig meget på tilliden – lærerne havde jo oplevet, at man havde pisset på dem”, fortæller skolelederformand Claus Hjortdal. “Skolelederne fik rigtig travlt med at samle op på arbejdsmiljøet”.

Og selv om Claus Hjortdal har det godt med, at der blev gjort op med nogle læreres opfattelse af, at en del af deres arbejdstid var deres private domæne, så mener han, at man kunne være nået til den dialogbaserede tilgang, man ser i dag, på en langt mindre skadelig måde.

Lærernes formand Gordon Ørskov Madsen påpeger, at ledelsesret ikke kan være et mål i sig selv:

“Målet må være at skabe en god skole”.

KAPITEL 3

Lærerne skulle "normaliseres"

“Det er jo det eneste område på arbejdsmarkedet, hvor man har noget, der bare minder om det, så det er måske ikke vildt overraskende, at KL mener, at det er arbejdstidsreglerne, der er problemet”.

Sådan sagde KL’s direktør, Kristian Vendelboe, til Folkeskolen om optakten til overenskomstforhandlingerne i 2013.

Lærere verden over har traditionelt haft overenskomster, som muliggør, at de arbejder meget i de uger, hvor eleverne går i skole, og holder meget fri i skoleferierne. Og så har de haft lov til at lægge en del af deres forberedelses- og rettearbejde om aftenen eller i weekenden.

Og skiftende regeringer havde da også ønsket sig at komme af med de arbejdstidsregler, som gjaldt for gymnasie- og skolelærere.

KL spillede ud med, at lærerne skulle “normaliseres”. Og det blev modtaget som en kæmpe provokation. For de fleste andre faggrupper har som bekendt 37-timers arbejdsuge og mulighed for at ønske ferie, når ski- og solrejserne er billigst, men det var ikke, hvad arbejdsgiverne havde i tankerne. Kommunerne ville gerne disponere over lærernes fulde arbejdstid.

Med lov 409, som Folketinget vedtog som afslutning på lockouten, fik lærerne 37-timers arbejdsuge. På papiret.

For der stod også, at arbejdstiden opgøres over et helt år, så lærerne skulle stadig arbejde mere i de uger, hvor eleverne går i skole. Næsten alle skoler indførte også, at lærerne skal møde ind en uge før eleverne i august.

I august året efter lockouten og lovindgrebet tog daværende lærerformand Anders Bondo Christensen som sædvanlig på Smukfest i Skanderborg og konstaterede i et meget kritiseret tweet, at der ikke var nogen andre lærere på festivalen på grund af “oldnordiske, ufleksible” arbejdstidsregler.

Hvor står vi i dag?

“Lærerne har fået lidt glæde af at være normaliseret – de har da fået sjette ferieuge”, fremhæver skolelederformand Claus Hjortdal her ti år efter lockouten.

Bortset fra en enkelt ferieuge er der dog ikke meget tilbage af normaliseringen i dag.

Formentlig på grund af Socialistisk Folkepartis rolle i 2013-regeringen rummede lov 409 ikke noget forbud mod, at man fortsatte med at forhandle lokale arbejdstidsaftaler på plads.

Ved de efterfølgende overenskomstforhandlinger lykkedes det ikke DLF at komme af med lov 409. Og i 2014 kunne Folkeskolen fortælle om lærere, der havde fået 30 lektioner på skemaet om ugen.

Men de kommuner, der holdt fast i lov 409, var i konkurrence om lærerne fra de kommuner, der indgik andre aftaler med lærerne. Og i 2019 var der indgået en eller anden form for lokal aftale om lærernes arbejdstid i 81 ud af landets 98 kommuner. I august 2020 fik lærerne så endelig forhandlet en landsdækkende arbejdstidsaftale igen.

I KL vil man nu se fremad:

“Alle ved, at vi havde en konflikt tilbage i 2013, som bundede i en uenighed om arbejdstidsregler. Det var en hård og langvarig konflikt. I 2018 besluttede vi sammen med DLF at nedsætte Lærerkommissionen og igangsætte Ny Start-samarbejdet i forsøget på at erstatte konflikt med samarbejde. Det førte til mere og bedre samarbejde, og i 2020 lykkedes det os at begrave konflikten med en arbejdstidsaftale. Det var en lang og udfordrende proces, men også et vigtigt vendepunkt for skolen. Siden har vi sammen kigget fremad”, siger formand for KL’s skoleudvalg Thomas Gyldal Petersen (S) i en skriftlig kommentar.

“Jeg føler mig meget privilegeret over at have været med på især den sidste del af rejsen, hvor det er blevet meget tydeligt, hvor meget vi alle holder af folkeskolen. Ligesom det er blevet tydeligt, hvor store fællesmængder der faktisk er i vores syn på, hvordan vi skaber den bedste skole og undervisning for vores børn og unge. Både DLF og KL lægger mange kræfter i samarbejdet og fællesskabet om skolen, hvilket det store arbejde i Sammen om skolen er et glimrende eksempel på. Og netop det gode samarbejde og fællesskabet med DLF og skolens øvrige parter om fremtidens skole er det, vi i KL fokuserer på nu”.

KAPITEL 4

Mere fælles forberedelse

Forberedelse og efterbehandling af undervisningen skal foregå på skolen sammen med de andre lærere og sammen med eleverne, lød visionen fra de to KL-bestyrelsesmedlemmer Jane Findahl og Michael Ziegler i en kronik den 1. marts 2013, netop som KL havde varslet lockout.

Forberedelsen skulle ikke længere have karakter af, at den enkelte lærer forberedte sig “en til en”, det vil sige med en times forberedelse til en times undervisning. I stedet skulle lærerne forberede længere undervisningsforløb sammen, understøttet af it.

Når de havde forberedt forløbet sammen, skulle hver enkelt lærer kun foretage mindre justeringer af hensyn til bestemte grupper af elever.

Før lockouten arbejdede lærerne under den såkaldte professionsaftale fra 2008, hvor det som udgangspunkt var læreren, der havde det professionelle ansvar for at levere en god undervisning, uden at der var sat timetal, klokkeslæt eller sted på forberedelsesarbejdet. Lov 409 “normaliserede lærerjobbet”, sådan at arbejdstiden begyndte, når man mødte på skolen om morgenen, og sluttede, når man kunne forlade skolens matrikel igen.

Skolerne fik travlt med at indrette lokaler, hvor lærerne kunne forberede sig og rette opgaver efter skoletid. Men opnåede arbejdsgiverne også målet om, at lærerne i højere grad forberedte sig sammen?

“Ja”, mener både lærerformand Gordon Ørskov Madsen og skolelederformand Claus Hjortdal.

“Men det kunne man sagtens have opnået helt udramatisk uden at sætte hele folkeskolens fremtid på spil”, understreger lærerformanden.

Hvor står vi i dag?

Lærersamarbejdet fylder mere i dag end før 2013, vurderer Claus Hjortdal.

Men kravet om tilstedeværelse på skolen i hele arbejdstiden er blevet stadig mindre i de arbejdstidsaftaler, der er indgået i årene siden 2013, og i dag vælger mange af lærerne igen at tage arbejdsopgaver med hjem.

Så skolelederne har fået en større fleksibilitet, konstaterer Claus Hjortdal. Men fordi økonomien er stram og medarbejderne pressede på tid, skamrider skolelederne ikke deres mulighed for at bruge ledelsesretten.

For lærerformand Gordon Ørskov Madsen giver det mening, at lærerne kan forberede sig, når de er friske til opgaven. Men også han fremhæver, at der er pres på forberedelsestiden, både den individuelle og den fælles:

“Pres på forberedelsestiden, samtidig med at man skal leve op til de mange mål og emner og temaer, der er beskrevet for fagene, betyder i kombination med digitale læringsplatforme og præfabrikerede undervisningsforløb mindre mulighed for spændende undervisning. For spændende undervisning kræver mere både fælles og individuel forberedelse”.

KAPITEL 5

Slut med aldersreduktionen

Tilbage i 1922 fik ældre lærere ret til en kortere arbejdstid, den såkaldte aldersreduktion. Da lærerne blev overenskomstansat fra 1993, blev det en del af overenskomsten, at lærere over 60 år havde ret til at få nedsat deres arbejdstid med 175 timer årligt – vel at mærke uden at det gik ud over lønnen.

I 2013 drejede det sig om op imod en million arbejdstimer, kommunerne oplevede at gå glip af.

“De timer kan bruges til gavn for børnene, for eksempel til flere timer”, sagde KL’s Michael Ziegler dengang til Berlingske, og meningsmålinger viste, at han havde befolkningens opbakning. Mens lærernes Anders Bondo Christensen påpegede, at lærerne jo havde valgt den model frem for lønstigninger.

Da Christiansborg-politikerne indtog dommersædet, blev begge parter skuffede. Lærere over 57 år fik lov til at beholde ordningen, mens lærere over 50 år fik retten til nedsat tid mod lønnedgang efter de 60 år, men med fuld pensionsoptjening. En alt for langsom og dyr udfasning, mente KL.

Lærerforeningen talte om “tyveri ved højlys dag” og “ekspropriation”. Lærerne fik cirka 300 millioner kroner i lønstigninger ved lovindgrebet, men skulle efter DLF’s beregninger have haft det dobbelte. Blandt andet på grund af den mistede aldersreduktion.

Hvor står vi i dag?

Da parterne i 2020 lykkedes med at forhandle en landsdækkende arbejdstidsaftale, og lov 409 blev skrottet, fik alle lærere igen ret til – når de fylder 60 år – at få nedsat deres arbejdstid med op til 175 timer årligt. Mod tilsvarende lønnedgang, men med fuld pensionsopsparing.

“Det er blevet sværere og sværere at fastholde lærere i folkeskolen”, konstaterer Gordon Ørskov. “Og det kan i et vist omfang tilskrives konflikten i 2013. Både de konkrete ændringer og måden, lærerne blev behandlet på”.

KAPITEL 6

Tid til at forberede efter fag

“En lærer, som underviser ti timer i idræt på en uge, får samme tid til forberedelse som en lærer, der underviser fem dansktimer i 9. klasse, tre engelsktimer i 7. klasse og to tysktimer i 8. klasse. Det siger sig selv, at de to læreres opgaver ikke kræver samme tid til forberedelse, undervisning og efterbehandling af undervisningen”.

For de kommunale arbejdsgiveres topforhandler Michael Ziegler var muligheden for at differentiere lærernes forberedelsestid efter fag og erfaring et krav, der fyldte meget før overenskomstforhandlingerne i 2013.

I Lærerforeningen er og var opfattelsen, at undervisningen i alle fag skal være velforberedt. At helt nyuddannede har brug for ekstra forberedelsestid, er DLF til gengæld helt enig med KL om. Ingen af delene stod nævnt med et ord i lov 409 – for lovindgrebet overlod det jo til arbejdsgiveren at fordele lærernes arbejdstid. Og det er ikke lykkedes Folkeskolen at finde et eneste eksempel på skoler, hvor man systematisk har differentieret forberedelsestiden efter fag.

Hvor står vi i dag?

“Det slog aldrig igennem”, bekræfter formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal.

“Det er bøvlet og giver utilfredshed. I stedet kigger man som leder på den samlede belastning af den enkelte medarbejder – har man én lærer med meget udfordrede elever, passer man på vedkommende ved at give lidt færre lektioner”.

I den nye landsdækkende arbejdstidsaftale, A20, forpligtes skolerne til at tage “særligt hensyn til nyuddannede” for at understøtte en god start på lærerlivet, både når det gælder antallet af lektioner, fag og klasser.

Og i mange lokalaftaler fastslås da også et maksimalt undervisningstimetal for nyuddannede.