
I dag afholdes det måske sidste Danmarksmesterskab i skolens fag
415 elever fra omkring 90 skoler dyster i dag om at kunne kalde sig Danmarksmester i et af skolens fag. De kan samtidig ende med at blive danmarkshistoriens sidste. Bevillingen til mesterskabet udløber nemlig i år.
Landet over har elever fra 7.-9. klasse kvalificeret sig til dagens afgørende finaler, hvor der vil blive dystet i dansk, matematik, biologi, historie eller engelsk.
Mesterskabet afholdes i dag i DOKK1 i Aarhus, og det markerer tredje år i streg, hvor elever fra grundskolen konkurrerer om at kunne kalde sig Danmarks bedste til et af de fem fag.
Ifølge DM i fagene forventes 415 elever fra omkring 90 skoler at deltage i dagens konkurrencer. De har kvalificeret sig blandt næsten 10.000 elever, der har deltaget i regionale mesterskaber.
Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) laver en ekstern evaluering af mesterskabet, og derudover udarbejder Danske Skoleelever en statusrapport over deres og konsortiets oplevelse af mesterskaberne.
Evaluering: Stor succes
Der foreligger allerede en statusrapport fra Danske Skolelever, som baserer sig på mesterskabernes første to år. Og her er erfaringerne fra konsortiet positive:
"Overordnet set anser konsortiet afviklingen af år to som en stor succes", lyder det i rapporten.
Det overordnede formål med DM i Fagene er at "udfolde folkeskolens fag med afsæt i Fælles mål, demonstrere varierede læringsformer og giver eleverne mulighed for at vise deres talenter i fagene og konkurrere på forskellige faglige niveauer".