Musiklærere fik svar på, hvorfor 'Danse i måneskin' og 'Du ligner din mor' kan løfte morgensangen
Der skal være mere og bedre morgensang i folkeskolen, mener regeringen. Derfor har musiklærere i foråret mulighed for at komme på inspirationskursus. Folkeskolen.dk/musik tog sammen med 50 lærere og pædagoger til Herning for at blive inspireret.
”Jeg bager cupcakes og roulade, pynter op med chokolade,
pisker kagecreme og flødeskum i spandevis... laver pølsehorn og tærte former
bolledej til hjerter...”
Annonce:
De voksne hænder laver piskeris i cirkler og former boller i
luften, mens de synger med på Bagesangen
af Anders Møller, der strømmer ud af højtalerne.
Det er ren gestik, for deltagerne er ikke på bagekursus, men
mødt op til kurset “Godt i gang med
morgensang”, som Musiklærerforeningen,
Sangens Hus og Phillip Faber står bag.
Vi befinder os i Herning, og derudover har kurset været afholdt i Middelfart og
slutter af i Ringsted i maj. Kurset er en del af regeringens fokus på morgensang.
Regeringen har et mål om, at hver fjerde folkeskole skal synge morgensang i dette skoleår, og derfor er der afsat en såkaldt morgensangspulje til at opgradere instrumenter og opkvalificere lærere og pædagoger til at holde og løfte morgensangen.
Annonce:
Forperson for Musiklærerforeningen og musiklærer på Kontikiskolen
i Hillerød Karen Kjær Johansen har fået deltagerne op af stolene
og i gang med piskeris og pølsehornsbevægelser.
”Hvilke fagter bruger I? Der er ikke noget, der er rigtigt
eller forkert”, siger hun ud i salen, hvor de godt 50 deltagere står bag borde dækket
af noder og Dansk Sangs ”Morgensangbogen” og ”Glade stemmer i skolen”. Bøger som
dagens kursister får med hjem.
Skabe musikalsk flow
En del af pointen fra Sangens Hus er, at det ikke handler om at have så meget fokus på
repertoire, men mere måden, man gør
det på.
Annonce:
Astrid Steen Noringriis har oplevet musiklærere, som føler, at det kan være grænseoverskridende at bruge deres krop og stemme, når de skal synge en sang igennem, synge for eller starte en sang.Foto: Marianne Thørgersen
Faglig ansvarlig og sangkonsulent ved Sangens Hus Astrid
Steen Noringriis er ofte ude på skoler og oplever, at det kan det være grænseoverskridende
for selv musiklærere, men i høj grad også andre lærere eller pædagoger at bruge
deres krop og stemme, når de skal synge en sang igennem, synge for eller starte
en sang.
”Der ligger noget i at få etableret tryghed, og det kan
nogle gange ligge i at vælge sange, som er meget simple, ikke teksttunge og melodisvære,
men som man kan bygge en masse lag på”, forklarer hun.
Om kurset
Siden august har landets folkeskoler kunnet søge penge fra den såkaldte morgensangspulje til at opgradere instrumenter og opkvalificere lærere og pædagoger til at holde og løfte morgensangen i skolen.
Morgensangskurset ”Godt i gang med morgensang” udbydes af
Sangens Hus, Phillip Faber og Musiklærerforeningen. Næste kursus afholdes i Ringsted
den 27. maj.
De lag kan være fx fagter som i Bagesangen, puls i kroppen, body percussion, dynamik, klap,
billeder af en sur eller glad smiley, der viser, hvordan sangen skal synges, og
hvilken stemning man er i.
Hun fortæller, at det kan være en
idé at vise med krop og stemme, hvordan man synger i stedet for at bruge en
masse ord på at forklare, hvad der skal ske. På den måde kan man skabe et rum
med mulighed for musikalsk flow, der giver glæde, nærvær og fokus.
Annonce:
Og det er et af dagens hovedpunkter. Nemlig at morgensang er
mere end fællessang, men kan aktivere eleverne i et særligt fællesskab, hvor særligt
de ældste elever kræver specifik opmærksomhed.
Du ligner din mor
Bag klaveret på scenen viser musiklærer, komponist og sangkonsulent i Sangens Hus Anna
Kjærsgaard, hvordan man kan få særligt de ældre og ofte mere tilbagelænede
elever med.
Hun sætter gang
i Benjamin Havs ”Du ligner din mor” og får salen til at synge omkvædet fra ”Du
ligner din mor” i loop for at vise, hvordan man aktiverer de unge.
Annonce:
Men arbejdet
med at etablere morgensang starter med de små, som Anna Kjærsgaard siger.
Med Benjamin Havs ”Du ligner din mor” viser Anna Kjærsgaard, hvordan man aktiverer de unge ved at syne omkvædet i loop.Foto: Marianne Thørgersen
”Der er en fuldstændig umiddelbarhed, når du har førskolebørn,
indskoling og helt op i mellemtrinnet. En umiddelbarhed, som hvis man dyrkede
det og skabte et miljø for det, ville brede sig op til udskolingen. Det er det
lange seje træk. Jeg tror, der er nogle skoler derude, der er lykkedes med
morgensang, fordi de har stået og sunget i indskolingen, og så gør de det også
i 7. 8. og 9. klasse”.
”Men det er svært at starte med at få dem til at synge 7.,
8. og 9. hvis de ikke har været vant til det. Så det er med at bygge det op”,
siger Anna Kjærsgaard.
Senere på dagen fortæller Astrid Steen Noringriis fra
Sangens Hus, hvad man kan gøre:
”Det er der, man kan arbejde i lag. Hvis du skal synge ’Du ligner din mor’, så kan du arbejde med et loop. Sørge for
at få det til at køre hos de store, så de kan bære det, og så kan de små synge
melodien. Eller en sej body percussion-rytme, som er fed at mestre for dem.
Man kan også engagere børnene og
de største elever og lade dem byde ind med, hvordan man kan putte lag på en
sang”, forklarer hun.
Kursusdeltager og lærer Mette Østergaard underviser i musik
og matematik på Spjald Skole, og hun er begejstret for valget af ”Du ligner din
mor”.
”Det er
rytmisk, og så er det noget, de hører i radioen. Og så får de forskellige
roller. Udskolingen får her en rolle, som faktisk er rigtig nem for dem at
tappe ind i. Det kræver ikke en hel masse. Det bliver en måde, hvor de kan hoppe
ind og være med uden at yde en hel masse. Og så er det de små, som har de svære
roller”, fortæller hun.
”Jeg vil
rigtig gerne trække meget af det her ind for at aktivere børnene og de unge
mennesker lidt mere, så de bliver mere aktive i det og så flest mulig deltager.
Så det ikke bare bliver 20 minutter, hvor de sidder ned og synger et par sange.
Hvis vi mixer indholdet, både repertoiremæssigt, men også den måde, vi arbejder
på, så har vi mulighed for at ramme flere forskellige ting”, siger lærer Mette
Østergaard.
Youtube og den danske sangskat
”Der er så
meget ensomhed. Også blandt unge. Men hvis man kan fem sange fra det, man kan
kalde ’kernen af danske sange’, og senere i livet er trist og ensom og går
forbi en åben dør, hvor der synges, så kan man gå ind, tage en blå sangbog og
så er man en del af et fællesskab”.
Ordene kommer
fra dirigent og komponist Phillip Faber, der har indtaget klaveret. For ham
handler det ikke om blot at vælge noget fra radioen eller Youtube.
For som han
siger, har vi noget, vi kalder den danske sangskat som fx ’Kvinde min’, ’I
østen stiger solen op’ og ’Nu titte til hinanden’. Sange, som er forankret i os
alle sammen.
”Det er sange
med slidstyrke, hvor poesien har flyvehøjde”, siger han og opfordrer lærerne
til at være kritiske i deres valg af sange.
”Spørg jer
selv, hvad har den her sang af værdi”, siger han og fortæller, at ungerne
elsker sange fra det, han kalder tonefilmsrepertoiret fx ’Er du dus med himlens
fugle’, ’Tag med ud og fisk’ og ’Jens Vejmand’, fordi det er god poesi og en
god melodi, forklarer han.
Jo ældre,
jo sværere
Lærer Mette
Østergaard er begejstret for dagens inspiration.
”Både
repertoiremæssigt men i høj grad de forskellige indstuderingsmetoder og
forskellige måder at gennemarbejde et nummer på, hvor man fx kan arbejde med et
omkvæd alene i 20 minutter. Og så det med at holde gryden i kog, så man ikke
har for mange stop undervejs, giver rigtig god mening for mig”, siger hun.
Mette Østergaard er meget glad for dagens inspirationskursus.Foto: Marianne Thøgersen
Mette
Østergaard fortæller, at hun allerede synger flere af dagens sange med
sine elever, og at det mere er noget med måden at arbejde på, hvor hun kan få
udskolingen med.
Hun mærker
stor forskel på begejstringen fra de yngste og de ældste elever, fortæller hun.
”Når vi har
morgensamling, så sidder de små forrest. Og så har vi mellemtrin og udskoling
på en trappe. Og det er indskoling, som synger allermest. Det stråler ud af
dem, at de nyder det og synes, det er sjovt og spændende. Jeg er primært
musiklærer på mellemtrinnet, og jeg kan se, at jo ældre de bliver på
mellemtrinnet, jo sværere bliver det at holde dem motiveret for andet end
samspil. De vil helst bare spille. Eller lave projekter, hvor de dykker ned i
nogle musikere. Men det der med at synge synes jeg bliver sværere, jo ældre de
bliver”.
En anden af dagens deltagere er lærer Anna Friis Bang, der
underviser i musik på Sabro-Korsvejens Skole, selvom hun ikke er uddannet til
faget.
Anna Friis Bang glæder sig til at dele dagens erfaringer med sine kolleger.Foto: Marianne Thørgersen
”Det er
tydeligt, at morgensang er en fælles aktivitet, som binder os sammen på kryds
og tværs af alder og kompetencer. Og giver en forståelse for musikkens verden, i
bund og grund. Måske kommer man der ikke for musikken, måske kommer man for den
gode historie, måske kommer man for at føle, at man hører til på en eller anden
vis”.
Dagens program har givet hende lyst til at dele sin viden om
sang over for de andre lærere på hendes skole:
”Jeg vil gerne bidrage med, at det forskningsbaserede
omkring sang er vigtigt. Det træner faktisk også nogle ting, der giver noget
til fællesskabet”.
Kitsch og god energi
”Hvorfor
virker Danse i måneskin altid?" siger Karen Kjær Johansen og spørger ud i salen
efter en, der vil flytte teksten på skærmen, så alle kan følge med.
Det er sidst
på dagen og på trods af kaffe og kage har trætheden indfundet sig ved bordene.
”For jeg kan
ikke lave morgensang alene. Jeg håber, der er en, der vil hjælpe”, siger hun og
griner, fordi der bliver lurepasset, indtil en melder sig.
Karen Kjær
Johansen slår hun et par toner an, mens salen unisont begynder at synge den
velkendte Melodi Grand Prix-sang fra 1987. Bagefter gentager hun spørgsmålet:
”Hvorfor virker
den her altid”?
Nogle stykker
byder ind. ”Den er kitsch. Den har god energi. De voksne elsker den”.
”Lige netop.
De voksne”, siger hun.
”Forældre
spørger, om det er mig, der har lært børnene den. Og det er vigtigt, for så får
vi bygget bro mellem generationer, og det er fedt, når forældrene bakker os op”,
siger Karen Kjær Johansen.
En dag med
morgensang er ved at slutte, men først gentager Anna Kjærsgaard hittet fra
tidligere på dagen ”Du ligner din mor”.
Hun deler salen op mellem dem, der synger
omkvædet og dem, der holder tonen efter strofen i loop. Der klappes taktfast og
rummet gynger.
”Jeg vil'
lige kom' forbi, Og sig', at baby, du har den, baby, du har den, Du har hele
pakken. Du ligner din mor. Du ligner din mor”.