Klagenævnet for Specialundervisning har i dag underkendt, at Silkeborg Kommune har henvist 18-årige Maria til sit eget STU-tilbud.

Klokkeklar STU-afgørelse: Kommune skal opfylde 18-årigs ønske om landbrugsuddannelse

Det har vakt opsigt helt inde på Christiansborg, at Silkeborg Kommune ikke vil opfylde 18-årige Marias ønske om en landbrugsuddannelse, men henviser hende til sit eget STU-tilbud. Nu fastslår klagenævnet, at det kommunale uddannelsescenter ikke tilgodeser hendes behov.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Under en debat i Folketinget i sidste uge ville undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ikke tage stilling til, om Silkeborg Kommune har vurderet rigtigt eller forkert, når den har henvist 18-årige Maria fra Them til en STU på sit eget Lysbro Uddannelsescenter, selv om hun ønsker en landbrugsuddannelse. Det vil Klagenævnet for Specialundervisning til gengæld.

Undervisningsministeren til DF: Vi er ikke nået i mål med kvaliteten af STU

"Lysbro Uddannelsescenter tilgodeser ikke dit behov i en STU", skriver klagenævnet i den afgørelse, som Lisa Vilhelmsen fra Them har modtaget på vegne af sin datter i dag.

"Vi vurderer, at Lysbro Uddannelsescenter ikke i tilstrækkelig grad kan imødekomme de opstillede specifikke faglige mål i din uddannelsesplan. Vi er opmærksomme på, at centret vil tilrettelægge din STU, så de undervisningsforløb, det ikke selv kan tilbyde, vil blive søgt opfyldt gennem praktikforløb. I betragtning af dine vanskeligheder vurderer vi, at det ikke er hensigtsmæssigt, at du skal modtage en stor del af din undervisning gennem praktikforløb uden for dit uddannelsessted", skriver klagenævnet.

Maria har potentiale til at uddanne sig til landbrugsassistent

Maria har diagnoserne forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed, blandet udviklingsforstyrrelse af specifikke vanskeligheder og idiopatisk epilepsi eller epileptiske syndromer. Hun har daglige epileptiske anfald, som bliver yderligere koncentreret, når hun bliver stresset eller får mange beskeder på en gang.

18-årig STU-elev kan ikke få opfyldt sin drøm om at arbejde i landbruget

På den baggrund vurderer klagenævnet, at Maria har brug for et undervisningsmiljø, som kan imødekomme hendes behov for struktur, overskuelighed og ro, samtidig med at undervisningen udfordrer hende med opgaver, som udspringer af hendes evner og interesse for landbrug og dyrehold.

"Du har behov for ro, faste strukturer og overskuelighed. Du har behov for guidning i opgaver og problemløsning i forhold til personlig, social og faglig udvikling. Du synes at tage alt ind og er 'meget på' sansemæssigt og trives derfor med udendørsaktiviteter på små hold", skriver klagenævnet.

Tidligere STU-elev kæmper for større valgfrihed til sine efterfølgere

Nævnet hæfter sig ved, at Maria både på sin efterskole og under afklaringsforløbet på Havredal Praktiske Uddannelser ved Viborg har vist evner og aktiv deltagelse med at passe dyr.

"Havredal vurderer, at du har potentiale til at kunne gennemføre grunduddannelsen til landbrugsassistent, hvis du får mulighed for at gøre det i trygge og skærmede rammer og med den relevante målrettede pædagogiske og faglige viden og tilgang", hedder det i afgørelsen, som er truffet i enighed.

Ministeren lover forbedringer for unge som Maria

Under debatten i Folketinget i sidste uge pointerede uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, at han ikke er i tvivl om, at det handler om penge, når Silkeborg Kommune har henvist Maria til sit eget tilbud fremfor til landbrugsuddannelsen på Havredal Praktiske Uddannelser.

Dansk Folkeparti spørger ind til relevante tilbud til STU-elever ud fra en konkret sag

"Det ene tilbud er relativt dyrt, og det andet tilbud er noget, kommunen selv har lavet, og det koster formentlig kun en brøkdel af det, hun gerne vil gå på. Men his hun skal have en chance for efterfølgende at komme ud og få et liv og kunne bidrage i samfundet, bør hun have det tilbud, hun gerne vil have. Helt kynisk vil det være langt, langt billigere for samfundet i det lange løb", sagde Jens Henrik Thulesen Dahl.

Pernille Rosenkrantz-Theil fandt det ikke rimeligt, at hun som minister skulle komme med en meget klar tilkendegivelse af, om Silkeborg Kommune havde bedømt rigtigt eller forkert i den konkrete sag med Marie. Men hun er enig i, at der er unge, som ikke får relevante STU-tilbud.

"Kunne det være tilfældet for hende her? Ja, det kunne det godt, men det vil jeg helst ikke tage specifikt stilling til. Hvad vil jeg gøre? Jeg vil gerne, at vi sætter os ned ved et bord og får ordnet det her, sådan at folk får et relevant uddannelsestilbud", sagde undervisningsministeren.

Maria har brug for at komme i gang med det, hun brænder for

Klagenævnet for Specialundervisning kan ikke henvise Maria til hverken Havredal Praktiske Uddannelser eller et andet specifikt undervisningstilbud, da kompetencen til at visere unge til STU-forløb ligger hos kommunerne.

Arbejdsgruppe: Trods positiv evaluering bør områder af STU'en ses efter i sømmene

Men i og med at klagenævnet ændrer kommunens afgørelse, skal Silkeborg Kommune finde en anden uddannelsesuddannelsesinstitution til hende.

"Nu afventer vi på at høre fra kommunens sagsbehandler. Så må vi se, hvad der sker. Maria har behov for at få en afslutning og komme i gang med det, hun brænder for. Sagen har været en meget hård psykisk belastning for hende", siger hendes mor, Lisa Vilhelmsen.