Halvt så mange skoler har søgt om tilskud til skolefrugt

Interessen for tilskud til skolefrugt har været stor. Sidste år søgte 500 skoler om tilskud. Men i år har kun 215 søgt. Årsagen kan være, at ansøgningsfristen lå før sommerferien, og Skolefrugt er derfor åbne over for skoler, der vil tilmelde sig nu.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har lavet systemet om, så skolerne skulle søge tidligere for at de kan tilbyde børnene frisk frugt allerede en uge efter skolestart. Tidligere har mange først fået frugt i oktober eller december. Men måske er der en del skoler, der ikke har været opmærksomme på muligheden før sommerferien", forklarer fungerende kontorchef i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og fiskeri Henrik Jacobsgaard.

Muligvis er antallet af skoler, der har søgt højere, da de 219 ansøgere også dækker leverandører, som leverer til flere skoler.

Det kan måske nås endnu

EU-skolefrugtordningen betyder, at skoler kan søge om at få dækket op til halvdelen af udgifterne til frugt, der uddeles til elever på 0.-10. klassetrin, dog højst 1,25 kr. pr. elev pr. undervisningsdag. Den samlede tilskudspulje udgør cirka 14 millioner kroner.

Henrik Jacobsgaard siger til folkeskolen.dk, at hvis der er skoler, som ikke har været opmærksomme på ansøgningsfristen og ønsker at deltage i ordningen, kan de kontakte skolefrugt.dk og så vil kontoret forsøge at hjælpe, så længe der findes puljemidler.

Læs mere