Debat
2   17

Har Albertslund Kommune fat i den lange ende?

Faglige resultater fylder meget i den danske folkeskole, mener to lærerstuderende, der er brug for en sidestilling med elevernes sociale liv. Derfor har de kastet et blik på det nye pædagogiske koncept “Genoprettende Praksis”, som stiller skarpt på det sociale samspil mellem eleverne og den enkeltes selvrespekt. Konceptet bliver for første gang afprøvet i Danmark på samtlige skoler i Albertslund.

Med skolereformen, som trådte i kraft 2014, er det blevet et mål for folkeskolen at mindske betydningen af social baggrund for faglige resultater og hermed er det altså lærernes opgave at gøre noget ved den såkaldte systematiske ulighed.

Efter at have deltaget i ni ud af ti undervisningsgange på specialpædagogik-modulet på læreruddannelsen udgør vores små specialpædagogiske rygsække nu: specialpædagogikkens historie, overfladeberøringer af diagnoseforståelse, inklusionsspørgsmålet og en række tiltag til det specialpædagogiske arbejde i form af koncepter.

Artiklen fortsætter under banneret

Men hvordan kan vi som (kommende) lærere overhovedet lære at mindske betydningen af elevens sociale baggrund, og kan vi overhovedet mindske uligheden uden at stigmatisere?

De mange koncepter, som vi har mødt de sidste par måneder, taler alle ind i inkluderende undervisning og fællesskaber. Imens fandt vi det nye tiltag Genoprettende Praksis eller som det også kaldes “Albertslund-projektet”. Her arbejder de blandt andet med social arv, og de tildeler eleverne et ansvar. Til forskel for andre koncepter beskæftiger Genoprettende Praksis sig ikke kun med lærernes praksis, men også elevernes. Egentlig har dette nye koncept samme grundsyn på eleverne - nemlig at forstå det bagvedliggende og se på problemstillinger som udefrakommende - men måske kan den noget nyt?

Genoprettende Praksis har en anden og ny faktor, som vi mener er vigtig at blive meget mere bevidst om. Det handler om den autentiske samtale - både med eleverne, men også mellem eleverne. Det er i samtalen, at både elever og lærere kan finde hinanden, og det er denne samtale, som Genoprettende Praksis kredser om.

 

Bliver børn i udsatte positioner misforstået?

En af de store problemstillinger vi har mødt i modulet, og som Genoprettende Praksis tager fat i, handler om social arv. Social arv har en negativ klang, og det er denne diskurs som lektor emeritus Morten Ejrnæs kritiserer. For burde dette begreb overhovedet have en plads i folkeskolen? Ejrnæs er sociolog og har i mange år beskæftiget sig med børn i udsatte positioner. Han ser at lærere og pædagogere har tilbøjelighed til at forstå problemer hos børn og unge som en følge af social arv. Hvilket ikke er så mærkeligt, når de såkaldte mønsterbrydere eller mælkebøttebørn, som det så smukt kaldes, hyldes fordi en anden social arv er at foretrække. Når vi som lærere forstår problemer som følge af social arv, så betyder det, at vi generelt laver en overvurdering af risikoen for, at eleverne arver forældrenes psykosociale problemer. Og dermed bliver den sociale arv altså ofte årsagen til udviklingsproblemer.

For at forstå disse udviklingsproblemer, og hvorfor de ofte knyttes an til social arv, må følgende to begreber nævnes: risiko- og beskyttelsesfaktorer. Disse faktorer er afgørende for om et barn befinder sig i en udsat position.

Risikofaktorer kan for eksempel være helbredskomplikationer, medfødte udviklingsvanskeligheder, økonomiske faktorer, uharmonisk minoritetsbaggrund, hændelsesforløb af ulykkekarakter og/eller dødsfald i familien, problemer hos forældrene eller problemer i det sociale netværk. I praksis viser det sig, at der tit er mere end én risikofaktor i spil, før det øger risikoen betydeligt i forhold til at skabe udviklingsproblemer hos barnet.

Beskyttelsesfaktorer opdeles i tre kategorier; de individuelle, dem i og dem uden for familien. De individuelle dækker over god intellektuel funktion, sociale kompetencer, selvtillid, selvværd og muligvis en stærk humoristisk sans. Beskyttelsesfaktorer i familien omhandler et nært forhold til en omsorgsperson, autoritativt forældreskab, socioøkonomiske ressourcer, at familien har forbindelse til et understøttende socialt netværk, og om familien formår at få adgang til offentlig hjælp. Beskyttelsesfaktorer kan også være uden for familien, som for eksempel kan ses ved et stærkt bånd til en hjælpsom voksen, en god skole og daginstitution og generel støtte fra velfærdssamfundet.

En ofte misforstået forståelse af børn i udsatte positioner, mener Morten Ejrnæs, handler om en enten overvurdering af risikofaktorer eller en undervurdering af beskyttelsesfaktorerne. Eksempelvis er en skilsmisse, en engangshændelse, ikke nødvendigvis en risikofaktor i sig selv. Problemet er at lærere og pædagogere i skolen overvurderer denne risikofaktor og dermed overser, hvilke beskyttelsesfaktorer barnet også har med sig.

 

Er børn fra blokken alligevel bagud på point?

For selvom Ejrnæs mener, at sociale problemer ikke er årsagen til udviklingsproblemer, så må der gøres nogle tiltag for de elever, som nu engang er i udsatte positioner. Men det er her, det er vigtigt, at tiltagene ikke bliver indgribende, men derimod bygger på en forståelse af eleverne, som egne individer og ikke som ofre af social arv. For som Agi Csonka, programchef for Villumfonden, argumenterer for, så kan den sociale arv tages ud af ligningen, hvis der stilles høje forventninger til elever i udsatte positioner. Hvis det ikke er tilfældet, og vi samtidig som lærere ikke viser, at vi forventer noget af alle vores elever og tror på dem, risikerer vi at positionere eleverne negativt.

Genoprettende Praksis-konceptet er meget optaget af lærerens respekt for eleven og elevens respekt for sig selv. Respekten etableres, når læreren har forventninger til eleven, og dermed får eleven også forventninger til sig selv. Når de høje forventninger indbefatter alle elever og dermed bygger på elevernes individuelle behov og faglighed, bliver den sociale arv taget ud af ligningen! Hvis vi som lærere ser på den enkelte elev og ikke en bestemt elevgruppe, er vi også med til at bevare elevens integritet og praktisere lighed, hvilket stiller hver enkelt elev i en mere retfærdig position. Det samme gælder, hvad angår konfliktmægling, som Genoprettende Praksis også beskæftiger sig meget med. Ved konfliktløsning skal alle involverede efterlades i en position, hvor alle føler sig hørt. Det handler dermed ikke om, at man skal opnå enighed, men derimod forståelse for hinanden.

Den Kriminalpræventive Enhed, DKE, har på lokalplan i Albertslund Kommune søsat projektet Genoprettende Praksis på alle kommunens udskolingsafdelinger. Formålet med projektet er at styrke elevernes sociale kapital, og derved reducere voldelig adfærd og kriminalitet hos eleverne. Metoden er baseret på værdier som ligeværd, frivillighed og medbestemmelse. I sådan et miljø trives mennesker bedre, og de er mere tilbøjelige til at bidrage til fællesskabet og regulere egen adfærd i en positiv retning. Fællesskabet er også vigtigt i Genoprettende Praksis. Eksempelvis kan et slagsmål mellem to have påvirket hele årgangen, og det kan derfor være relevant at inddrage alle.

Det er ikke overraskende for os, og nok heller ikke dig, at tiltaget afprøves i Albertslund Kommune, hvilket kun bekræfter den store stigmatisering, der følger med at bo på Københavns vestegn. Det er tvivlsomt om tiltaget kan gøre op med netop denne problemstilling, men det mener vi heller ikke er projektets opgave. Det interessante er det store fokus på de lokale udfordringer og de børn og unge, som befinder sig der. Projektet startede i 2018 i udskolingsafdelingerne, og med implementeringen af praksissen i indskolingen og mellemtrinnet ved skolestart 2019, kan der muligvis være tale om en forebyggende praksis frem for blot en indgribende. Når tiltaget bliver forebyggende, kan der tales om en beskyttelsesfaktor for eleverne, både på et individuelt plan i form af selvrespekt og bedre selvværd, men også i form af et fælles bedre socialt miljø.

Men er Genoprettende Praksis alligevel bare endnu en ny elev i klassen af specialpædagogiske tiltag? Er der noget nyt under solen ved lige præcis det her koncept? Vi ser, at konceptet muligvis er en vej ind i noget, der er brug for i skolen i dag; en forståelse for hinanden blandt både elever og lærere. Forståelsen opstår ikke på trods af forskelligheder, ikke fordi man er ofre for miljøet og heller ikke grundet den positionering, der kan følge med - men fordi eleverne bliver set og forstået ud fra deres egen livsverden og ikke risikofaktorer.

 

Skrevet af Amalie Rytter & Liv Monnerup, lærerstuderende ved Københavns Professionshøjskole 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.396 andre er allerede tilmeldt

Lærerstuderendenetværket er for alle lærerstuderende samt andre med interessere for læreruddannelsen. I samarbejde med Lærerstuderendes Landskreds.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
103 andre er allerede tilmeldt