”Hvis man sammenligner med tysk, så er engelsk grammatik jo meget sværere, men alligevel har de nemmere ved det. Hvis jeg spørger ind til, hvor det kommer fra, så svarer de ofte, at ’det kan jeg bare høre’ (...)", siger formanden for Sproglærerforeningens engelske fagudvalg om, hvorfor danske elever også er gode til skriftlig engelsk.

Afgangseksamen: Eleverne er bedst til engelsk

Både piger og drenge er dygtige til engelsk i skolen. I sommer scorede eleverne de højeste gennemsnitskarakterer ved afgangseksamen i netop engelsk, og det glæder formanden for Sproglærerforeningens engelske fagudvalg.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I det seneste skoleår fik den gennemsnitlige elev 8,0 og dermed en højere karakter i mundtlig engelsk end i noget andet fag i skolen.

Dette overrasker ikke formanden for Sproglærerforeningens engelske fagudvalg.

"Vi lever i et samfund, hvor engelsk er en del af elevernes hverdag. De ser YouTube og Netflix uden undertekster, og så er de motiverede for at lære sproget, for de ved godt, at de skal bruge det. Desuden er det en god prøveform, der anvendes i engelsk, hvor eleverne bliver belønnet for en grundig forberedelse", siger Lena Smith Boysen, som også var beskikket censor ved dette års afgangseksamen.

Grundskolens elever får bedst karakterer i mundtlige prøver

"Men det hører med til historien, at der også er mange, som ikke klarer sig så godt. Når jeg er ude som censor, bruger vi ofte hele skalaen fra 02 til 12. Der er heldigvis ikke så mange, som får 00 eller -03", siger hun.

Lena Smith Boysen mener ikke, at der er gået inflation i 12-tallerne.

"Nej, for eleverne er dygtige til det, der står i prøvevejledningerne, at de skal kunne. Min egen oplevelse er, at vi aldrig er i tvivl, om en elev skal have 12. Dog savner jeg nogle gange at kunne give en bedre karakter end 12 for det ekstraordinære", siger hun.

2017: Mere end 25 procent fik 12 i engelsk i sommer

Pigerne og drengene næsten lige dygtige

Det er velkendt, at pigerne klarer sig bedre i skolen end drengene, og det er også tydeligt i de fleste fag, men ikke i engelsk.

Hvor pigerne i gennemsnit scorer 8,9 mod drengenes 7,0 i mundtlig dansk, så er forskellen kun 0,3 karakterpoint i engelsk, hvor pigerne får 8,2 og drengene 7,9.

"Èn af forklaringerne er, at begge køn er vant til at beskæftige sig med det engelske sprog i hverdagen. Mange af drengene er vant til at udtrykke sig på engelsk, når de f.eks. gamer på computeren. En anden forklaring er gode prøveoplæg, for de kan gøre en stor forskel. Da jeg var censor sidste år, var der nogle gode prøveoplæg, hvor eleverne kunne vælge at skrive om noget, som interesserede den enkelte - om det så var en koncert, en sportsbegivenhed eller en anden kulturel begivenhed", siger Lena Smith Boysen.

Danmark rykket ned ad international engelsk-rangliste 

Også flotte skriftlige karakterer

Også når stavning og grammatik skal vises på skrift, scorer eleverne med 7,3 i gennemsnit også deres bedste skriftlige karakterer i netop engelsk.

Til sammenligning får de 6,3 i skriftlig fremstilling i dansk, 6,5 i skriftlig tysk og 6,1 i fransk.

Igen skal forklaringen findes i det faktum, at engelsk er allestedsnærværende og interessebåret, mener Lena Smith Boysen.

"Hvis man sammenligner med tysk, så er engelsk grammatik meget sværere, men alligevel har de nemmere ved det. Hvis jeg spørger ind til, hvor det kommer fra, så svarer de ofte, at 'det kan jeg bare høre'. Det er klart, at når man er dygtig til mundtlig engelsk, så har det også en positiv afsmitning på det skriftlige, så igen er forklaringen nok, at de beskæftiger sig så meget med engelsk til daglig. Derudover skal det nævnes, at de har god tid til den skriftlige afgangseksamen", siger hun.

Lille karakterstigning på 4 år

Det største umiddelbare hår i suppen, når det kommer til elevernes engelskkundskaber, er, at gennemsnitskarakteren næsten ikke er steget de seneste fire år.

I 2014/15 fik eleverne i snit 7,8 i mundtlig og 7,3 i skriftlig engelsk, og siden er det blevet til 7,9 og 7,2 i 2015/16 samt 7,9 og 7,3 forrige år.

Det er Lena Smith Boysen dog ikke så bekymret over.

"Nej, vi skal ikke være bekymrede over, at de ikke bliver nævneværdigt bedre, for det ser rigtig fint ud. Men det bliver spændende at se, om de elever, som har haft engelsk siden 1. klasse, går hen og bliver endnu dygtigere til engelsk, når de første årgange skal til afgangseksamen om nogle år", siger hun.

Nyt center skal styrke fremmedsprog