Specialundervisning
0   21

Speciallærere kan ændre elevernes hjerner fra modspillere til medspillere

Hjernens spilleregler kan gøre en positiv forskel på elevernes læring, hvis læreren kender reglerne og kan anvende dem hensigtsmæssigt. For eksempel ved at være bevidst om sit sprogbrug og give eleverne indsigt i, hvordan hjernen fungerer, siger sociolog Anette Prehn.

Hjernen kan let blive en modspiller, ikke mindst for elever i specialundervisning. Men ved at være bevidst om dens spilleregler kan man gøre den til en medspiller for eleverne. Det skyldes, at hjernen er plastisk og kan forandres.

Artiklen fortsætter under banneret

Det fortalte Anette Prehn, da hun onsdag i denne uge holdt det indledende oplæg på Undervisningsministeriets læringskonference for specialtilbud i Middelfart. Hun er sociolog, forfatter og foredragsholder og fik interesse for hjernen, da hun efter studentereksamen for 25 år siden arbejdede frivilligt blandt hjerneskadede børn og unge i England.

Da hun senere skulle vælge uddannelse, oplevede hun selv konsekvenserne af at have hjernen som modspiller.

"Jeg var utrolig genert og valgte uddannelser fra, fordi der stod, at man skulle forsvare sit speciale foran mange mennesker i et auditorium. Det ville jeg ikke udsætte mig selv for. Så hvorfor synes jeg, det er sjovt at stå foran jer i dag? Det skyldes, at hjernen er formbar og foranderlig", sagde Anette Prehn til de 200 i salen.

Om Anette Prehn

Anette Prehn er sociolog, facilitator, foredragsholder og forfatter til fem bøger og syv minibøger om hjernens spilleregler. Hun opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler, men at stort set ingen kender dem.

Det er hendes ambition at lave jordnær videnskabsformidling og i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle. Hendes bøger er således udkommet på engelsk, kinesisk, russisk, tysk, svensk og norsk foruden dansk.

I perioden 2008 til 2013 boede Anette Prehn i England og Schweiz. I dag bor hun i Danmark.

Kilde: hjernesmart.dk

Hun har blandt andet har udgivet bøgerne 'Hjernesmarte børn', 'Hjernesmart pædagogik' og syv minibøger til 10 til 18-årige om, hvad der foregår på øverste etage. Hun har ladet sig fortælle, at bøgerne bruges til børn fra fire år.

Hjernen er som stier i en skov

Hjernen består af celler, som er forbundet i et netværk, så de kan aktivere hinanden.

"Hvis man giver en abeunge et nyt stykke legetøj, kan vi måle, at aktivitetsmønstrene i hjernen ændrer sig. Derfor bliver vi bedre, når vi øver os. Det er som stier i en skov. Jo oftere vi går på dem, desto bredere og tydelige bliver de, og derfor er det oplagt, at vi vælger dem. Sådan er det også med de brede stier i hjernen. Vi tænker ikke over, at vi bruger dem", sagde Anette Prehn.

Hvad har det med specialundervisning at gøre, spurgte hun og gav selv svaret.

"Jo, vi har stier i hjernen, nogle er helt tynde og andre tykke som regnorme. Som en dreng med ADHD sagde til mig: 'Min læsesti er ikke blevet en regnorm endnu'. Det er et godt eksempel på en elev, som forstår, hvad der sker i hjernen".

Tegninger af hjernen gør elever bevidste om deres færdigheder

Hver gang man som lærer hører en elev sige, at han ikke kan finde ud af det, han skal arbejde med, skal man ikke tro, det er en invitation til en dybere samtale. I stedet skal man sige: 'Ok, det er måske fordi vi skal være gode til at øve os', anbefalede Anette Prehn.

Det kan man gøre eleverne bevidste om ved at lade dem tegne deres stier i hjernen, hvor tykke stier viser, hvad de er gode til, mens tynde illustrerer det, de ikke er så gode til. Det har Anette Prehn ladet børn gøre, og hun viste nogle af tegningerne til tilhørerne. På en af dem havde en dreng tegnet brede YouTube- og spillestier.

"Det gav ham et sprog for, hvilke stier der allerede er kraftige som regnorme, og hvilke der trængte til at blive trampet op. Når forældrene ser sådan en tegning, bliver de meget rørte, fordi den viser, at deres barn er bevidst om sine færdigheder", fortalte hun.

Betrådte stier kan bruges konstruktivt ved nye udfordringer

Anette Prehn viste en video med en mor, hvis søn er ved at blive udredt for ADHD. Moren er pædagog, og hun fortæller, hvordan hun bruger sin viden om hjernens stier til at hjælpe sin søn, når han går i baglås.

For eksempel nægtede han at tage med, da familien skulle i sommerhus sammen med 10-11 andre. Moren vidste, at hun ikke ville kunne få ham med ud i bilen. Derfor prøvede hun at lave nye stier ved at minde ham om, at de havde kørt gokart, kastet sten i vandet og kigget på fugle fra et fugletårn, da de sidst var i sommerhuset. Efter ti minutter sagde sønnen: 'Så skal jeg have min kikkert med'.

"Det giver mening for børn, at de kan se, at de er på vej ned ad en sti, men nogle gange kommer de i situationer, hvor de ikke har nogen betrådte stier at ty til, og så er det et spørgsmål, hvor mange andre stier de har øvet sig på og er tryg ved", sagde Anette Prehn og gav et eksempel med en dreng, som skulle løbe fem kilometer sammen med sin klasse.

"Han havde ikke trænet, så han blev meget forpustet, også mere end han havde regnet med. Men han kom i mål, og da han nogle dage senere skulle lave matematik og ikke kunne finde ud af det, tænkte han på, om der var stier, han allerede havde gået på, hvor det gik godt", fortalte hun.

Drengen kom i tanke om, at løbet også havde været en udfordring, og der blev han ved med at løbe.

"Forskellen på, om du bliver god til matematik eller ej, er, om du giver op, eller om du prøver dig frem. Derfor har løbet rigtig meget til fælles med regnestykkerne. Hvis vi træner os i at se efter et mønster, får vi øje på resurser hos eleven, som er værd at aktivere".  

Andreas gør det modsate af det, han får besked på

Også de ord, læreren bruger i sin undervisning har stor betydning for elevernes læring. Det handler igen om hjernes spilleregler.

Det illustrerede Anette Prehn med en video af en gruppe store børnehavebørn. Andreas har fået en lysende pandelampe på og skal gøre det, den voksne siger. Så når han får besked på at kigge på Agnes, gør han det. Når han derefter får at vide, at han ikke må kigge på Ellen, vender han alligevel lyset mod hende.

"Andreas går sig umage, men han overhører ordet ikke. Vi kender det fra sætninger som 'hold op med at slå', 'du må ikke drille' og 'pas på, du ikke falder'", sagde Anette Prehn.

Sproglig dårlig advarsel fik ung kvinde til at springe i døden

Oplægsholdeen understregede sin pointen med en ung kvinde, som under en ferie i Spanien besluttede at springe bungy jump.

"Instruktøren satte linen på hende, før han fæstnede den til broen, og sagde derfor 'no jump'. Men kvinden hørte kun ordet jump og sprang i døden. Det er det samme, som når I er på tur med klassen og siger til eleverne, at de ikke må gå ud på vejen", sagde Anette Prehn og tilføjede, at instruktøren burde have sagt stop, stå stille eller frys.

Pointen er, at man ud fra hjernens spilleregler kan hjælpe elevene til at magte situationen med sine ord. For eksempel så 'pas på, du ikke falder' bliver til 'hold fokus på balancen'.

"Hvis vi skal ændre vaner og følelser, er det afgørende at lyse andre stier op. Det gælder ikke bare børn. Jeg talte med en kvinde, som havde haft en depression. Hun var bange for at ryge ned i hullet igen. Jeg spurgte hende, hvilke farver og lyde det sted havde, hvor hun gerne ville være. Det vidste hun ikke. Vores fokus betyder meget, fordi det påvirker hjernen", sagde Anette Prehn.

Skoler har mange symbolske bjørne for eleverne

I hjernen fortæller amygdala os om farlige situationer. Det illustrerede Anette Prehn med en tv-klip af en bjørn, som går rundt i et boligkvarter. Pludselig kommer en intetanende mand gående. Da han får øje på bjørnen, løber han væk.

"Amygdala skanner omgivelserne for at spotte, om noget er farligt. Det gør den i mange situationer for jeres elever, for I har symbolske bjørne på jeres skoler. Ud over at være en alarmklokke gemmer amygdala følelsesmæssige minder, men den gemmer dem utydeligt, så når man komme ud for noget, der minder om en dårlig oplevelse, går man i forsvar. Det kan være en hævet stemme, en svær opgave, eller at man bliver holdt uden for legen", forklarede oplægsholderen.

Der skal investeres i eleven i fredstid

Eleverne kan blive kapret af deres amygdala og få et anfald af raseri. Igen hjælper det at sætte eleverne ind i, hvad amygdala gør ved dem.

"Bare det at kalde amygdala ved navn kan nedregulere dens aktivitet. Det kan åndedrætsøvelser også, men alt det, man frygter i krigstid, skal nedreguleres i fredstid, så man er nødt til at investere i de redskaber, barnet skal have adgang til, når det bliver vredt".

Man kan også hjælpe eleven med at berolige amygdala med et kram.

"Børn har tit brug for det modsatte af det, de udtrykker, men det kan være svært at favne dem, fordi agmydala-aktivitet smitter. Man skal også være klar over, at eleven ikke ændrer sig med det samme, for når han ofte kapres af amygdala, asfalterer han den sti i hjernen. En asfalteret sti kan godt gro til, men det tager tid", sagde Anette Prehn.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet
Folkeskolen.dk er lukket for indlæg og kommentarer fra 6. juli og i uge 28 og 29 - vi åbner igen mandag den 23. juli. God ferie!

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.045 andre er allerede tilmeldt