"Det var vores gode samarbejde, der gjorde, at vi vandt", fortæller Jens, Emma og Lærke.

Skills-vindere: Vi vil have håndværksfag på alle klassetrin

Det er fedt at skifte dæk, banke søm i og løse tekniske opgaver. Det er der alt for lidt af i folkeskolen. Sådan lyder det fra Emma, Lærke og Jens fra 8.C som i fredags vandt DM i Skills Stafetten for 8. klasser.

Publiceret
Jens vil gerne være håndværker, men Emma og Lærke nød i den grad også de praktiske og tekniske opgaver.
Og selvfølgelig var kammeraterne med for at heppe.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var en hæsblæsende finale, da de sidste fire hold i fredags stod på scenen i DM i Skills Stafet i Herning.

Her skulle eleverne fra Langmarkskolen, Løjt Kirkeby Skole, Juelsminde Skole og Vinde-Helsinge Friskole skulle blandt andet dyste i dækskift, montering af elpisker til æggehvider og sømbankning.

"I er for vilde!! Vi har en vinder. Juelsmindeskole er klar", råbte konferencieren, mens eleverne løftede en metalskål med æggehvider over hovedet med kæmpe smil.

"Man ved jo godt, at man skal holde hovedet koldt, men jeg blev alligevel megastresset, da jeg stod der. Havde det ikke været for Emma, havde vi ikke opdaget, at noget var skruet forkert i", fortæller Jens til folkeskolen.dk.

Han blev sammen med sine to holdkammerater Lærke og Emma de stolte vindere af konkurrencen. Grunden til, at de tre elever fra Juelsminde Skole vandt, er samarbejdet, fortæller de.

"Vi kan lidt allesammen. Jens er supergod med hænderne, og Lærke er god til at holde roen og have overblikket", fortæller Emma. Og Jens tillægger, at Emma er den, der hurtigt gennemskuer opgaven og får styr på, hvad der skal gøres.

Se finalen fra DM i Skills Staffen fra Skills Denmark.

Vigtig del af uddannelses- og jobvejledningen

DM i Skills i Herning løber over tre dage og er en kæmpe konkurrence for unge i håndværksfag. Sammen med de øvrige konkurrencer er der en Stafet for 8. klasser om fredagen, så der er mange folkeskoleelever med både til deres egen konkurrence og for at se på de ældres konkurrencer.

På Juelsminde Skole i Hedensted Kommune har man deltaget i DM i Skills siden det begyndte. Det er en del af deres satsning på uddannelsesvejledning, fortæller skolens leder Karsten Damgaard.

"Vi har jo som mål at rekruttere flere til de praktiske uddannelser. Skills kan være med til at give dem en ekstra interesse. Vi har gennem tiden haft gode tal i forhold til at få de unge videre i uddannelse, og det her kan sagtens være en medvirkende årsag, for det er jo oftest de unge, der er sværest at få med videre".

Håndværksfagene skal være med hele vejen

Jens vil gerne selv være håndværker. Måske tømrer. Så for ham har det været en ren fest at være med i konkurrencen og også at se de mange andre håndværksuddannelser i messehallen i Herning. Men Lærke og Emma, som ikke umiddelbart har tænkt sig at gå den vej, har også været superglade for opgaverne.

"Det ville være så fedt, hvis vi havde mere af den slags opgaver i skolen", siger Emma. Jens tilføjer:

"Efter man slutter med sløjd i 4.-5. klasse, er der slet ikke fokus på erhvervsuddannelserne. Så er det kun, hvis man kommer ud et sted i praktikken, at man ser det. Det er jo helt skørt, hvis man vil fange de unge".

De ville alle tre gerne have haft et fast håndværksfag på skemaet hele vejen igennem skolen.

Og det kan deres skoleleder Karsten Damgaard sagtens forstå.

"Vi har faktisk netop indført profilfag på skolen med blandt andet et fag, der hedder 'Godt håndværk'. Hos os har de håndværk og design til 6. klasse. Og så kan de fremover vælge at fortsætte med profilfaget fra 7.-9. klasse. Der er jo en række elever, som tidligt har interesse for håndværkene, og den interesse vil vi nu bygge videre på".

 

Læs mere

Mere om DM i Skills