”Vi bliver hele tiden forstyrret af initiativer og projekter, som kommer ude fra", siger formand for Skole og Forældre Mette With Hagensen.

Skolebestyrelser: Forvaltningens projekter fjerner fokus fra skolernes principper

De mange kommunale projekter i skolen forstyrrer og fjerner fokus for de enkelte skolers egne principper. Sådan lyder det fra formanden for Skole og Forældre. Formanden ønsker også et farvel til obligatoriske projekter fra kommunen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Kommunerne ønsker ro i/om skolen. Hvorfor alle disse kommunale projekter? Skolebestyrelser siger også fra".

Sådan skrev formand for Skole og Forældre Mette With Hagensen, der repræsenterer skolebestyrelserne, i et tweet i går. Under teksten var et billede af en af artikel i dagens udgave af Jyllands-Posten, som omtaler Fagbladet Folkeskolens undersøgelse af kommunale projekter.

Skolerne drukner i projekter

"Jeg skrev tweet'et, fordi vi oplever nøjagtigt det samme, som undersøgelsen viser", siger Mette With Hagensen efterfølgende til folkeskolen.dk.

Forstyrrende mail fra forvaltningen tikker ind

Formanden fortæller, at skolebestyrelserne ofte oplever, at deres arbejde udfordres af nye ideer fra forvaltningen.

"Når vi som bestyrelser har lavet principper for, hvordan vi gør hos os, så kommer der en mail fra forvaltningen om, at 'nu har vi bestemt, at I skal arbejde med det og det og det'. Så spørger vi skolelederen, om vi skal gøre som aftalt, eller om vi skal følge forvaltningen".  

"Og så sidder der en skoleleder og siger 'jamen, jeg er jo ansat af kommunen til at gøre det, som kommunen bestemmer. Så vi skal gøre, som forvaltningen siger'", fortæller hun og understreger, at samarbejdet med forvaltningen andre steder fungerer godt.

Projekterne får os ud af kurs

Ligesom mange af de øvrige kilder, som Folkeskolen har talt med, er Mette With Hagensen ikke i tvivl om, at reformen har ført et øget antal projekter med sig. Og de mange projekter gør det svært at holde den kurs, skolen selv har besluttet.

Konsulent: Kommuner bliver oversvømmet med konsulentopkald 

"Vi bliver hele tiden forstyrret af initiativer og projekter, som kommer ude fra. Så det er svært som skole at holde fokus på det, som vi har valgt at have fokus på".

I fagbladet Folkeskolens undersøgelse svarer under hver femte lærerkreds, at projekterne har en positiv effekt. Ifølge Mette With Hagensen er der stor forskel på, om projekterne fører noget godt at sig.

"Nogle projekter kan vi godt se en positiv effekt ved, mens der er andre, hvor vi bagefter tænker, hvad fik vi lige ud af det. Typisk er projekterne, som sætter de overordnede rammer, ganske gode. Hvorimod projekter, der snævert retter sig mod undervisningen, er svære at se så meget godt ved".

Mette With Hagensen peger på, at projekter om understøttende undervisning eller den åbne skole biddrage med gode elementer.

Lav projekterne sammen med os

Ligesom både lærernes formand Anders Bondo Christensen, Radikales ordfører Marianne Jelved og Enhedslistens Jakob Sølvhøj mener hun, at kommunerne helt skal holde sig fra at diktere, at skolerne skal deltage i bestemte projekter.

Christiansborg om kommunernes projektitis: Utilstedeligt  

"Jeg så gerne, at det hed 'vi har et forslag fra kommunal side. Giver det mening ude hos jer?'. Det er også fint, hvis forvaltningen siger, at de gerne vil udvikle et projekt sammen med skolerne. Så kommer kommunen med midler og konsulenter, men det er skolen, som former indholdet i forhold til et behov, der er på den enkelte skole". 

Undersøgelse om kommunale projekter: Sådan gjorde vi