"Man skal som minimum co-teache i 30 minutter ad gangen, men helst i 45. Det perfekte er 60-90 minutter et par gange om ugen og nogle gange en halv dag", sagde Marilyn Friend.
Amerikansk ekspert: Co-teaching skal bruges varieret og med omtanke
'Co-teaching' kan få inklusion til at lykkes og sikre, at eleverne får udbytte af undervisningen. Men det er ikke nok, at to lærere går sammen. De skal være bevidste om, hvilken model de bruger, så de får det bedste frem hos eleverne, siger den amerikanske ekspert Marilyn Friend.
MARILYN FRIEND
Ph.d. Marilyn Friend er uddannet lærer ogspeciallærer og har også selv uddannet lærere. Hun er professoremerita i uddannelse fra The Departement of Specialized EducationServices på The University of North Carolina og tidligere præsidentfor The Council of Exceptional Children, der arbejder på atforbedre undervisningen af børn og unge med funktionsnedsættelserog/eller særlige talenter.
Hun har specialiset sig i emner som samarbejde, co-teaching oginkluderende undervisning og har blandt andet skrevet "Co-Teach! AManual for Creating and Sustaining Effective Classroom Partnershipsin Inclusive Schools".
SEKS MODELLER TIL CO-TEACHING
Station teaching
Eleverne deles i tre grupper. De to undervisere tager hver engruppe, og den tredje arbejder selvstændigt. Undervejs rotererenten elever eller lærere, så lærerne ser alle elever. De to lærerekan undervise i hvert sit emne, og når eleverne arbejderselvstændigt, kan de løse opgaver i forskellige sværhedsgrader.
Rotationen behøver ikke være slavisk. For eksempel kan enfagligt svag elev være to gange hos speciallæreren og springe detselvstændige arbejde over. Eller den dygtige elev kan begynde medat arbejde selvstændigt, komme en tur omkring læreren og arbejdeselvstændigt igen.
Parallel teaching
Lærerne underviser hver sin halvdel af klassen, men eleverneroterer ikke. Opdelingen giver den enkelte elev større mulighed forat komme til orde, man kan dele eleverne i niveau og arbejde medmaterialer i forskellige sværhedsgrader, eller lærerne kanundervise på hver sin måde. De kan også diskutere det samme emne ibegge grupper, men fra hver sin synsvinkel og til sidst mødes iplenum.
Alternative teaching
Læreren arbejder med hovedparten af klassen, mens speciallærerengiver en lille gruppe elever en særlig introduktion til det,klassen skal arbejde med. Det er vigtigt at skifte ud den lillegruppe, for ellers går der ikke længe, før eleverne bliverstigmatiseret som klassens dumme børn. Man kan for eksempel brugemodellen til at samle op på undervisningen med elever, som harværet syge.
Team teaching
Lærerne laver et fælles oplæg. Hvis det fungerer, instruerer denene lærer klassen, mens den anden tager elevernes parti ogmodellerer, hvad de tænker om opgaven. For eksempel: "Nu er jegforvirret. Hvad er det, du vil have os til?"
Det kræver, at lærerne planlægger, hvem der gør hvad og hvordan.Ellers er der stor risiko for, at lærerne kommer til at laveekko-undervisning, hvor den ene blot gentager det, kollegaen ligehar sagt. Eller endnu værre: De afslutter hinandens sætninger. Enanden ulempe ved modellen er, at lærerne træder frem på bekostningaf eleverne, som må træde i baggrunden. Derfor skal modellen brugesmed omtanke.
One teach - one observe
Det kan være godt at få andre øjne på sin undervisning, så mankan blive en bedre lærer. Men Marilyn Friend har tit set lærereobservere en kollegas undervisning uden at tage notater, og så fårman ikke de nødvendige data til at udvikle sin praksis ud fra. Derer ellers nok at holde øje med og notere ned om, mener hun: Harlæreren øjenkontakt med eleverne? Hvor længe venter hun, før hunlader eleverne svare? Er hun særlig opmærksom på, om elever fraandre sprogområder har forstået, hvad de skal?
One teach - one assist
Den ene lærer underviser, og den anden hjælper eleverne med atvære opmærksomme eller truer dem til at være stille. Derfor kaldesmodellen også for One teach - one police. Marilyn Friend har hørtelever i de yngste klasser spørge assisterende lærere: "Betaler dedig for det?" Eller: "Hvorfor har du ikke dit egetklasseværelse?"
Når eleverne senere løser opgaver på egen hånd, går denassisterende lærer rundt og hjælper dem. Reelt lærer eleverne atvente på, at der kommer en voksen, frem for at de lærer at arbejdeselvstændigt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Co-teaching er i sin spæde start i Danmark og ses blandt andet i form af, at speciallærere tilknyttes almenklasser for at styrke inklusionen. I USA har de brugt metoden i en årrække.
I Nyborg hjælper specialskolerne med at få inklusion til at lykkes
Marilyn Friend begyndte selv som klasselærer og uddannede sig siden som speciallærer. Hun skrev sine første artikler om co-teaching i slutningen af 1970'erne, og i dag er hun ekspert på området.
"En almenlærer vil have fokus på at nå igennem pensum med eleverne. Derfor vil hun forsøge at forstå alle elever. Det kan man kalde crowd control", sagde Marilyn Friend, da hun torsdag i sidste uge holdt oplæg om co-teaching for lidt over 100 forskere, PPR-psykologer og lærere i Aarhus.
Odense-projekt: En co-teacher skal hjælpe lærerne med inklusionen
Dagen inden havde hun talt på et tilsvarende seminar i København. Begge seminarer var arrangeret af Hans Reitzels Forlag og professionshøjskolerne Metropol og Via.
Speciallæreren har fokus på en elev ad gangen
Modsat vil speciallæreren fokuserer på en elev ad gangen.
"Speciallæreren bekymrer sig ikke om, hvorvidt klassen når i mål, men om eleven gør det. Når en elev ikke forstår undervisningen, ser speciallæreren det som sin opgave at få eleven med", sagde Marilyn Friend.
Konstellationen kan også være en lærer og en pædagog, en lærer og en psykolog eller en lærer og en vejleder i for eksempel læsning. Pointen er, at underviserne ikke behøver være ens.
"Det er styrken ved co-teaching, at deltagene kan supplere hinanden med deres fagligheder", sagde Marilyn Friend og refererede til undersøgelser, som dokumenter, at elever med særlige behov gør større faglige fremskridt i klasser med co-teaching end i specialklasser.
"Det er ikke nok at inkludere elever med særlige behov i almenklasser. De skal også vokse af det," sagde hun.
Rotationsmodel indbyder til forskellige arbejdsmetoder
Der er forskellige måder at bedrive co-teaching på, og nogle er bedre end andre, betonede Marilyn Friend og gennemgik seks modeller.
For hende er station teaching den mest anbefalelsesværdige. Her deles klassen i tre grupper. De to undervisere tager hver en gruppe, mens den tredje arbejder selvstændigt. Undervejs roterer elever eller lærere.
"Begge lærere arbejder med små grupper og lærer derfor eleverne bedre at kende. Den ene lærer kan undervise i ét emne og den anden i et andet, og fordi eleverne roterer, kommer lærerne til at se alle elever", forklarede Marilyn Friend.
Samtidig kan eleverne i den selvstændige gruppe få opgaver i forskellige sværhedsgrader, eller de kan få opgaver, som kræver, at de samarbejder.
Lærerne kan også variere rotationen, så en fagligt svag elev først er hos klasselæreren og dernæst arbejder med speciallæreren i to rotationer og springer altså det selvstændige arbejde over.
"Mange lærere er bange for, at elever med indlæringsvanskeligheder ikke når pensum, men i station teaching når man det, fordi eleverne kan være to gange hos speciallæreren. På samme måde kan den gennemsnitlige elev blive to gange hos klasselæreren og så arbejde selvstændigt, og den dygtige elev kan arbejde selvstændigt i to rotationer."
Erfarne lærere må ikke have lov at sige nej
Til gengæld fraråder Marilyn Friend one teach - one assist, hvor den ene lærer underviser, mens den anden går rundt og hjælper eleverne med at være opmærksomme eller truer dem til at være stille. Senere hjælper den assisterende lærer eleverne med at løse deres opgaver.
"Eleverne lærer, at skal vente på en voksen, før de kan komme videre, fremfor at de lærer at arbejde uden at få hjælp", sagde hun.
Eva parat med inspiration til samarbejdet mellem almen- og speciallærere
Uanset model behøver co-teaching ikke foregå i alle lektioner.
"Man skal som minimum co-teache i 30 minutter ad gangen, men helst i 45. Det perfekte er 60-90 minutter et par gange om ugen og nogle gange en halv dag", sagde Marilyn Friend.
Hun ser det som naturligt, at co-teaching begynder på frivillig basis, og at lærere selv vælger, hvem de vil i partnerskab med. Men efter cirka tre år bør co-teaching være standardpraksis
"Over tid skal co-teaching være en del af den professionelle opgave, men lad lærere, som er tæt på pension, være i fred. Til gengæld må andre erfarne lærere ikke have lov til at sige nej, for de har både viden og visdom", sagde Marilyn Friend.
