Forskning

En iPad fungerer her som kamera under optagelserne af en film på Birkhovedskolen, der er en af de elleve filmprofilskoler på Fyn.

Elever filmer sig til digital dannelse

Danske skoleelever skal gennem arbejdet med film lære at forstå den medievirkelighed, de befinder sig i. Det er kongstanken bag nyt læremiddel, som udspringer fra pilotprojekt på 11 fynske skoler.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Film som praktisk-musisk faglighed". Det er den formelle titel på Kulturregion Fyns pilotprojekt, hvor 11 fynske skoler har prøvet kræfter med at integrere film som et tværfagligt element i særligt musik, billedkunst og dansk gennem skoleåret 2015-2016.

"Film giver mulighed for at få alle med, fordi man skal tænke ud af boksen. For et år tilbage havde vi et hold af elever fra 5. klasse, som vandt en stor filmkonkurrence på Fyn. Tre af dem var ordblinde", fortæller Martin Nørgaard fra Højby Skole. Han er en af de lærere, som har brugt film i sin undervisning og ikke mindst glæder sig over inklusionselementet.

Nu er der kommet et praksiskatalog om brug af film i grundskolen, baseret på følgeforskningen af projektet. Her kan lærere finde en stor mængde nyt undervisningsmateriale, som vejleder til, hvordan film kan bruges i undervisningen på alle klassetrin.

Skabelse går forud for forståelse

Projektleder i Kulturregion Fyn, Anne Bertram, forklarer idéen bag det indledende projekt.

"Man kan bruge overskriften ´Produktiv læring´. Eleverne skal arbejde skabende med de nye medier. Mange lærere er glade for at vise film, men det forbliver ofte på et analytisk niveau og tager sjældent udgangspunkt i det kreative. For at kunne analysere, skal man også kunne producere".

Professor i medievidenskab ved Syddansk Universitet, Kirsten Drotner, er den ene af de to forfattere til både følgeforskningsrapporten og praksiskataloget. Hun pointerer, at elevernes skabende arbejde med film er en vigtig grundpille i den digitale dannelse.

 "Digital dannelse handler grundlæggende om at kunne bruge medier til at ytre sig og tage del i en demokratisk dialog. Filmen er særegen ved at have et såkaldt multimodalt sprog, som integrerer både lyd, billede og tekst. Det er det sprog, den digitale dannelse hviler på i dag. Når eleverne bruger filmmediet i undervisningen, udvider de deres udtryksregister".

Film giver faglig spændevidde

Filmens varierende bestanddele danner samtidig udgangspunkt for et tværfagligt samarbejde, hvilket også er noget Ditte Mejlhede har sat fokus på. Hun er redaktør på de tre nye undervisningsmaterialer, der har hovedfokus på film i dansk og de praktisk-musiske fag.

"Man kan sagtens sprede det samme filmprojekt ud over flere fag på forskellige tidspunkter. Skal man eksempelvis lave en animationsfilm i indskolingen, kan man lave figurerne af ler i billedkunst, manuskriptet i dansk og lydsiden i musiktimerne". 

Lommefilms-dyst for 6.- og 7.-klasser

Lydene kan eleverne nemlig selv producere, fortæller hun. Således kan en blafrende jakke blive fuglens vingesus og sammenpresset kartoffelmel bruges til lette tråd i et snelandskab.

Positive forskningsresultater

Følgeforskningsrapportens konklusioner peger på, at filmskabelse i grundskolen giver mere end bare alsidighed. Det er samtidig også et kvalitetsløft af undervisningen. Kirsten Drotner fremhæver, at særligt tre elementer bliver styrket.

"For det første opgraderes elevernes koncentrationsevne. De arbejder med noget, som de kan se en mening med. Derudover træner filmarbejdet deres udholdenhed. Selvom der opstår konflikter, har eleverne et fælles mål, som er filmen, og det betyder, at de bliver ved, selvom det bliver svært. Processen rummer dertil også store inklusionsmuligheder".

Digital dannelse er ikke en selvfølge

Men selvom mange børn er naturligt motiverede for filmmediet, betyder det ikke nødvendigvis, at dannelsen følger med. Digital dannelse kræver undervisning i det multimodale sprog, lyder det fra Kirsten Drotner.

'Lommefilm' styrker elevers dansk-kompetencer 

"Mange voksne tror, at børn er digitalt indfødte, men der er forskel på at være aktiv med medier og at være digitalt dannet. Børn og unge skal mediedannes lige så vel som de skal lære at regne, læse og skrive".

Hun fastslår dermed vigtigheden af det fynske pilotprojekt, som hun håber, vil brede sig til resten af landets skoler. Ditte Mejlhede understreger ligeledes, at filmmediet bør have en større rolle i undervisningen.

"Børn og unge er født ind i en film -og medievirkelighed. Det er derfor rigtigt vigtigt, at skolen byder film og medier indenfor i klasselokalet, så eleverne kan blive rustet til at navigere i den verden, de er en del af".

 

Læs mere

Kulturregion Fyns udviklingsprojekt "Film som praktisk-musiskfaglighed". 

Følgeforskningsrapporten af Heidi Phillipsen og KirstenDrotner.

Praksiskatalog af Heidi Phillipsen og Kirsten Drotner.

Undervisningsmaterialetil indskoling, mellemtrin og udskoling.

Eksempler på film skabtaf eleverne på de fynske filmprofilskoler