Forskning Skolepolitik
9   115

Ove K. Pedersen: Skolen er en politisk fiasko - og lærerne forstår det ikke

Folkeskolen er en historisk succes, der er skabt af de lærere, der arbejdede i skolen i 1960’erne, ’70’erne og 80’erne. Men lærerne kan ikke hvile på laurbærrene, for nutidens skole er en politisk fiasko, og lærerne forstår det ikke, siger professor Ove Kaj Pedersen.

Menneskesynet og synet på fællesskab er ændret. Kundskaber og færdigheder betyder noget andet i dag, og med de højere ambitioner er der kommet en politisering af skolens manglende ambitionsopfyldelse, siger Ove Kaj Pedersen. 

OVE KAJ PEDERSEN

Født 1948. Professor i komparativ politisk økonomi ved CBS, Copenhagen Business School. Bøgerne 'Konkurrencestaten'og'Markedsstaten' har givet ham titlen dr.phil.

Uddannet i Paris, Philadelphia og Aarhus, journalist 1970 og cand.scient.pol. i 1979. I 2009 modtog han Videnskabsministeriets forskningskommunikationspris.

Især 'Konkurrencestaten' har givet voldsom debat - ikke mindst afsnittet om skolen.

 

Artiklen fortsætter under banneret

Historisk succes og nutidig fiasko

Og forklaringerne skal først og fremmest hentes uden for skolen, siger han. Fra 1950'erne til i hvert fald slutningen af 1980'erne var der en uudtalt accept af, at folkeskolen ikke fik de sidste af hver årgang fagligt med, inden de forlod skolen. Det blev accepteret, fordi bogligt svage unge kunne gå ud og finde et arbejde. De fik job som landbrugsmedhjælper, mælkekusk, pige i huset og så videre, også selv om de ikke var helt gode læsere og ikke havde de bedste stave- og regnefærdigheder. De klarede sig og bidrog positivt til samfundsøkonomien. Men efterhånden som erhvervsstrukturen ændrede sig, forsvandt de jobtyper, der kunne klares med hårdt arbejde, med det resultat at personer fra den gruppe gik fra at være en indtægt for samfundet til for manges vedkommende, at blive arbejdsløse, eller ustabilt tilknyttet til arbejdsmarkedet, og dermed af mange også anset for at være en udgift.

"Derfor skiftede holdningen, så det i dag er en politisk målsætning, at op til 95 procent af enhver ungdomsårgang skal have færdigheder og kundskaber, som gør dem egnede til at gå ud på et arbejdsmarked eller til videre uddannelse. Når det så ikke lykkes, bliver skolen opfattet som en fiasko", siger Ove Kaj Pedersen. "Det, skolen leverede i efterkrigsperioden, tager vi i dag for givet. Det kan lærerne, det véd vi. Men der skal mere til i dag. Med de højere ambitioner er der kommet en politisering af skolens manglende ambitionsopfyldelse. Folkeskolen er altså en historisk succes, men en nutidig fiasko". 

"Og det forstår lærerne ikke, har du sagt og skrevet flere gange..."

"Den store gruppe lærere, som i dag er på vej på pension, har leveret noget rigtig godt og spillet en central rolle i udviklingen af vort nuværende samfund, derfor har de også i årtier opnået en betydelig status i samfundet. Men befolkningens og politikernes forventninger er skiftet i løbet af relativt få år, og det er en udfordring for mange lærere. Det er svært for mange at forstå, at skolen i dag skal levere noget, som ingen tidligere så som nødvendigt eller muligt", siger Ove Kaj Pedersen. 

Og det er ikke noget, han påstår ud fra en eller anden individuel evaluering, fortsætter han:

"At skolen var en succes dengang, og at den nu er en fiasko, siger jeg på baggrund af de samfundsmæssige målsætninger, der er blevet formuleret, den lovgivning, der er gennemført, og den politiske debat, der er foregået. Se for eksempel, hvad Bertel Haarder har sagt over tid. Det er forkasteligt, og det er forargeligt, at nogen kommer ud uden de nødvendige forudsætninger for videre uddannelse eller tilknytning til arbejdsmarkedet, har han sagt. Haarder illustrerer meget godt det voldsomme stemningsskift, der er sket fra slutningen af 80'erne og frem til nu i forhold til folkeskolen som institution og lærerne som profession. Det er et historisk skred". 

"Men der har altid været kritik af skolen og lærerne?"

"Det er rigtigt. Vi har alle gået i skole og oplevet lærere, vi var sure på. Skolen har også altid stået i centrum for de vigtigste værdikampe, herunder hvilke værdier og holdninger de fremtidige generationer skal tro på, og hvordan de skal opføre sig for at være gode samfundsborgere. Men det er noget andet nu. Det er første gang, at skolen og vel også lærerprofessionen er blevet negativt evalueret i den brede offentlighed. Vi ser det ved det stigende antal privatskoler og den jævnt hen kritiske debat om skolen i medierne. Men vi så det vel tydeligst i forbindelse med lockouten og Folketingets ophævelse af lærernes overenskomst i 2013. Der var ikke støtte til lærerne fra de partier, der historisk har stået bag folkeskolelovgivningen, og lockoutens ulykke var, at der heller ikke var det fra de andre fagforbund. Danmarks Lærerforening blev isoleret".

Konkurrencestaten er ikke et dansk fænomen

"Og hvordan når du frem til de konklusioner?"

"Jeg ser på udviklingslinjer over tid. Når jeg ser på skoleudviklingen - her især hvilke formål skolen er blevet pålagt, og hvordan den er blevet organiseret og styret - bruger jeg tre kildetyper: Første kilde er selvfølgelig selve lovteksten med bemærkninger, bekendtgørelser og andre udfyldende retsregler, hvor det eksplicit er formuleret, hvad der er politikernes hensigt med skolen. Dernæst bruger jeg de udtalelser, der er faldet inden for rammerne af de politiske institutioner i løbet af lovtilblivelsen, alt det, der indgår i forarbejderne til lovgivningsprocessen - betænkninger, udsagn under behandlinger i Folketinget og i udvalg. Yderligere kilder er lovfortolkninger fra jura- og forvaltningsretsprofessorer, forskning om emnet, ekspertudsagn og det, politikere siger og skriver i den almindelige offentlige debat. Mine analyser er præget af en historisk tilgang, og lægger vægt på, hvordan værdier og institutioner udvikler sig. Den komparative forskning er vigtig for mig, for den viser, at den danske velfærdsstat opstår og forandres samtidig med andre landes velfærdsstater. Men også, at folkeskolen herhjemme historisk har haft en mere central position i udviklingen af en velfærdsstat, end skolen har haft i mange andre lande. Det samme gælder for udviklingen fra velfærdsstat til konkurrencestat, der ikke blot er et dansk fænomen; den foregår i alle de vestlige lande og endda flere til. Det er heller ikke alene i Danmark, at udviklingen har indebåret nye udfordringer for skolen og har ført til megen debat og kritik. Det samme ser vi f.eks. i Sverige og i Frankrig. Udviklingen i retning af en konkurrencestat, er ikke noget særligt dansk fænomen, heller ikke at skolen er kommet i centrum for kritik. I alle lande reageres der på, at det er internationale betingelser, der har ændret sig fra begyndelsen af 1970'erne frem til midten af 1990'erne, og i alle lande lægges de nationale velfærdsstater under pres for forandring. Min analyse viser så, at de enkelte stater reagerer forskelligt på de samme eksterne betingelser, og at der mange steder er sket et skifte i skolens formål, i dens organisering og styring".

Nyttig borger for fællesskabet

"Du skriver, at der i 2006-formålet for folkeskolen ligger en ny forestilling om, at det nu er arbejdet, der skal binde individerne sammen til et fællesskab, og at skolens opgave nu er at uddanne unge til fagligt kompetente individer med færdigheder, der gør dem i stand til at stå livslangt til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvordan når du frem til den tolkning?"

"Ved at studere lovgivningsprocessen og de nye skolelove fra 1990´erne og til i dag. Og ved at gå til de mange kilder. Enhver ved, at en formålsparagraf - kort eller lang - altid rummer fortolkningsmuligheder". Pointen er, at det ikke kun er det, der står i formålsparagraffen, der er vigtig, det er alt det, der går forud og sker bagefter. Man kan gå ind og se i de mange kilder, hvordan der sker prioriteringer ved hjælp af små forskydninger i teksten og fortolkninger af den, understreger Ove Kaj Pedersen.

"Hvad menes der for eksempel med kundskaber og færdigheder til forskellige tider? Ordene har jo været der siden 1814. Ja, vi kan endda gå tilbage til 1539, hvor der også tales om kundskaber", siger han og citerer Kirkeforordningen: 'Kundskaber, som har stor Betydning, naar det drejer sig om enten at lære det, som hører til Guds Ære i Kristendommen, eller at lære det, som hører til at opholde og bevare et godt civilt og verdsligt Regimente'.

"For mig at se sker nutidens store skred først og fremmest i begyndelsen af 90'erne, altså fra 1958-1975-lovenes formål til formålene i 1993-2006-lovene. Alligevel er den danske folkeskole noget af det mest traditionsbundne man kan finde. Kundskaber og færdigheder er for eksempel nu, og som i flere århundreder, koblet til spørgsmålet om at være 'en nyttig borger' eller at gøre nytte i et fællesskab. For over 400 år siden blev fællesskabet kaldt 'kirkefællesskabet, i vore dage det demokratiske fællesskab".

Men selvom definitionen af fællesskab har ændret sig, så er det karakteristisk, at det altid har været skolens formål at danne og uddanne til være nyttig i og for et fællesskab. De vigtigste forskydninger har altid været koblet til forandringer i, hvad de politiske magthavere har betragtet som samfundets grundlæggende fællesskabsværdier, understreger Ove Kaj Pedersen. 

"I Kirkeforordningen 1539 og Danske Lov fra 1683 var det at opdrage i 'den kristne Børnelærdom', senere i 1800-tallet var det at danne til 'det retskafne Menneske', og efter krigen til "demokratisk deltagelse'. Det, vi ser aktuelt, er nye forskydninger, men det er samtidig en fastholdelse af de værdier, der har været med i over 400 år. Det er først og fremmest, at eleven skal gøres til nyttig borger i og for fællesskabet, og at det skal dannes til at leve efter nogle værdier, som de politiske magthavere er enige om skal gælde for næste generation. Siden reformationen i 1536 og indtil i dag er der blevet skelnet mellem åndelige værdier, dannelse til et fællesskab, og verdslige værdier, uddannelse til at kunne arbejde. Eleven skulle og skal lære værdier, der svarer til det ønskede fællesskab, men også uddannes til have færdigheder, som gør det egnet til at finde arbejde og blive selvforsørgende. Siden slutningen af 1800-tallet og ind i begyndelsen af 1900-tallet er selvforsørgelse blevet en af de mest fremhævede værdier. Fordi selvforsørgelse indebar en frigørelse - en myndiggørelse - i forhold til den simple arbejdspligt, der gjaldt for alle under enevælden. Men også fordi, det at kunne finde arbejde på markedsbetingelser, blev betragtet som en forudsætning for, at datidens gryende velfærdsstat kunne finansieres gennem en indkomstbeskatning på lige fod med beskatning af jord og ejendom. Selvforsørgelse blev set som det at skabe en skattelighed mellem dem, der ejede formue, og dem, der ejede arbejdskraft".  

 

Fogh Rasmussen ændrede forståelsen

I dag ses forskydningen i forståelsen af kundskaber og færdigheder allertydeligst i de tekster om skole, som Anders Fogh Rasmussen fik fremlagt i Globaliseringsrådet, og de tilsvarende tekster, som blev produceret i Lars Løkkes Vækstforum, mener Ove Kaj Pedersen. 

"Som jeg læser Globaliseringsrådets og Vækstforums aktiviteter og dokumenter, introduceres der her et nyt begreb for fællesskab, nemlig social sammenhængskraft. I efterkrigstiden skulle den enkelte gøre nytte inden for rammer af et fællesskab gennem demokratisk deltagelse, i dag skal det også ske ved at yde sit bidrag til den sociale sammenhængskraft. Begge definitioner på fællesskab indgår i den nuværende skolelovgivning, men de også til formål, at legitimere en stor velfærdsstat, der kræver høje skatter. Til forskel for tiden fra 50´erne er det dog nu ikke 'bare' deltagelse i velfærdsstaten, der fremhæves, men også 'ansvaret' for, at der er et finansielt grundlag for den. Legitimeringen har forskudt sig fra deltagelse i velfærdsstaten, til nu også at inkludere ansvar for deltagelsen. Jeg ser den sidste forskydning som et udtryk for, at velfærdsstaten har gjort os alle til skatteborgere, og at vi som en stor mellemklasse, i stigende grad er blevet opmærksom på, at ingen unddrager sig forpligtelsen til at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet. Fra 90´erne bliver social sammenhængskraft et syn på fællesskabet. Det sker på samme tid, som der gives nye fortolkninger til ordene kundskab og færdigheder. Det eneste, der ikke ændres, er det generelle formål - at skabe nyttige borgere i og for et fællesskab".

Den tankegang kom ind i folkeskolelovens formålsparagraf, da den blev ændret i 2006. I en central tekst fra Globaliseringsrådet fra 2005 slås det fast, at Danmarks skal have verdens bedste folkeskole. Nu handler det om faglige færdigheder i dansk, matematik, engelsk og naturfag, og det følges op af krav om, at der skal strammes op, ændres og prioriteres.

"Det er en velforberedt og præcis tekst, som danner grundlaget for revisionen af folkeskolens formål. Det er også i Globaliseringsrådets arbejde, at begrebet sammenhængskraft dukker op og anvendes på en konsistent måde", mener Ove Kaj Pedersen.

Ifølge Karen Jespersen var det hende, der introducerede begrebet sammenhængskraft, da hun som socialdemokratisk socialminister i 1994 oversatte det fra det engelske social cohesion og brugte det i en kampagne om virksomheders sociale ansvar. Da hun efter skiftet til Venstre igen blev minister i 2007, var hendes officielle titel social- og ligestillingsminister, men selv sagde hun, at hun ville være 'minister for sammenhængskraft'. 

 

Alle personlige potentiale skal maksimeres

I Globaliseringsrådet og i Vækstforum blev begreberne kundskaber og færdigheder på ny reformuleret, og det blev forståelsen af 'den enkeltes personlige alsidige udvikling' også, siger Ove Kaj Pedersen.

"Alsidig udvikling har været med siden '75-loven, men i 90'erne foregik der i de nordiske socialdemokratier og derefter i EU en diskussion om menneskers grundlæggende potentialer, som var med til at omdefinere begrebet alsidig udvikling. Det svenske socialdemokrati var filosofisk og pædagogisk ordførende om begrebet personlig potentiale. Det er, sagde man, familiens og skolens opgave at maksimere alle menneskers potentiale, og at give alle lige chancer for at realisere deres potentiale, uanset hvordan deres sociale baggrund er og ligegyldigt, hvilket livsstadie de befinder sig på. Det gamle velfærdsstatslige lighedsbegreb blev reformuleret, fra at alle børn skal have lige muligheder gennem undervisning, til at undervisning skal bidrage til at realisere alles potentialer på alle livets mange stadier. Livslang læring blev introduceret sammen med begrebet om alles ligeværdige potentiale. Og det blev ikke bare folkeskolens, men alle sociale institutioners opgave at mobilisere det personlige potentiale hos hver enkelt. I den proces ændres politikernes opfattelse af begrebet alsidig udvikling sig fra at tage udgangspunkt i sociale uligheder, som skolen skal minimere, til at skolen skal skabe faktisk lighed ved at mobilisere den enkeltes potentiale gennem hele livets cyklus. Vi bevæger os fra begrebet 'lige muligheder' i retning af 'faktisk lighed' i indkomst og formue".

 

Det historiske kompromis om konkurrencestaten

Social sammenhængskraft er et af nutidens mest politiserede begreber, og mange siger, at det kommer fra neoliberalismen. Det kan godt være, for det er også dér begrebet mobilisering af den enkeltes personlige potentiale kommer fra, mener Ove Kaj Pedersen.

"Men fortolkningen af begge begreber bliver i Danmark og i de andre nordiske lande ganske speciel. I Danmark introduceres begreberne under de socialdemokratisk-radikale regeringer i 90´erne og kobles - ligesom i Sverige - til at det er velfærdsstaten og især uddannelsessystemet, der skal mobilisere potentialet. I andre lande som for eksempel USA vil man sige, at det udelukkende er op til familien og den enkelte selv. Men hos os siger vi, at det er velfærdsstatens - folkeskolens, ungdomsuddannelsernes og familiernes - opgave at få de maksimale ud af hver enkelt person. I '90'erne og frem til 2006 sker der i Danmark derfor en sammentænkning af neoliberalisme og klassisk socialdemokratisk tænkning; det, jeg har kaldt 'det historiske kompromis om konkurrencestaten'. I modsætning til i mange andre lande, introduceres neoliberalismen ikke fuldtonet hos os, men i et kompromis med traditionelle socialdemokratiske og socialliberale værdier. Disse værdier opgives ikke, men reformuleres, og det fører frem til, at de velfærdsstatslige ambitionerne udvides og bliver mere krævende end nogensinde tidligere. Før var det 'tilstrækkeligt' at give lige muligheder til børn og unge, nu kræves det, at der skabes en faktisk lighed for alle. Af samme grund introduceres også flere såkaldte incitamenter i social- og arbejdsmarkedslovgivningen, ligesom i skatte- og anden lovgivning.

 

Så er du selv ude om det

Skolen kobles til de øvrige velfærdsinstitutioner, og der indføres en ny reguleringsmåde kaldet nudging, som, ved at bruge forskellige interventioner skal skabe adfærdsforandringer, og mobilisere alles potentiale, både ved at bruge markedskræfterne og ved at lægge velfærdsstaten til rette, så alle opnår ydelser efter deres arbejdskompetencer, arbejdsevne og arbejdsmotivation. Vi pålægger først og fremmest velfærdsstaten - og dermed også folkeskolen - i samarbejde med den enkelte og familien, at mobilisere alles personlige potentiale, og dermed også at inkludere de 15-20 procent, som traditionelt ikke har fået de nødvendige kompetencer til at arbejde i job, der kræver faglige færdigheder. Vi får en kombination af marked og stat, og i Norden er det staten, der skaber rammerne for markedet og i øvrigt anvender markedsincitamenter til at motivere den enkelte, derfor definerer vi i Danmark også social sammenhængskraft anderledes end for eksempel i England og USA. Hos os skal velfærdsstaten - i samarbejde med familie og hver enkelt -  mobilisere alles potentialer. Den skal skabe faktisk lighed. Og hvis det ikke lykkes, er det statens, men også den enkeltes ansvar. Den enkelte bliver gjort medansvarlig for den sociale sammenhængskraft, forstået på den måde, at hvis du ikke finder dit potentiale frem, hvis du sætter dig uden for pædagogisk rækkevidde, så er du selv ude om det".


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ