Forskning

Ove Kaj Pedersen: Konkurrencestaten er et vilkår

"På et tidspunkt så jeg, at der på muren ved Danmarks Pædagogiske Universitet med store typer stod 'Fuck konkurrencestaten'", fortæller ophavsmanden til debatten om begrebet, professor Ove Kaj Pedersen, i Politiken. Han undrer sig over, at de intellektuelle ikke har følt behov for at sætte sig ind de udfordringer, velfærdsmodellen står overfor.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kritikerne ifølge professoren har misforstået er, at de har opfattet konkurrencestaten som et normativt politisk-ideologisk begreb.

"Men den er et vilkår, en benhård realitet. Den er et resultat af globaliseringen og europæiseringen, som i de seneste 25 år har lagt et pres på alle nationalstater", siger professoren i et interview i Politiken i anledning af, at han i fredags forsvarede sin doktorafhandling, der er en analyse af den moderne stat baseret på hans egne bøger "Konkurrencestaten" (2011) og "Markedsstaten" (2014).

Det er især tidligere finansminister Bjarne Corydon, der har bragt konkurrencestatsbegrebet ind på den politiske scene og har fået tæsk for det, ikke mindst i skoleverdenen. I stedet har vi nu med den blå regering fået det, de intellektuelle frygtede, nemlig en regering uden fremtidsvisioner, der sparer på ulandsbistand, uddannelse og miljø, mener professoren.

Interview: Filosofien, der blev væk

Venstre-regeringen er eksponent for en helt anden udgave af konkurrencestaten end den, Corydon stod for:

"Efter min vurdering ville Bjarne Corydon rejse en strategisk og visionær velfærdsdiskussion med luft under vingerne", siger Ove Kaj Pedersen og hævder, at den socialdemokratisk ledede regering tog udgangspunkt i konkurrencevilkåret for forsøgte at reformere, samtidig med at holdt fast i lighed og velfærd.

Ove Kaj Pedersen afviser kritikken af konkurrencestatens menneskesyn:

"Konkurrencestatens menneskesyn er ikke så firkantet (...), men et svar på de uønskede konsekvenser, som velfærdsstatens menneskesyn skabte", siger Ove Kaj Pedersen og peger på, at 20 procent af en ungdomsårgang ikke får en ungdsomuddannelse og risikerer at blive permanent ekskluderet fra arbejdsmarkedet. 

"Det kunne skyldes, at nogen har fået et indtryk af, at de havde en ret, uden det fulgtes op af en pligt", siger Ove Kaj Pedersen og oplever, at venstrefløjen står på et synpsunkt om, at velfærdsstaten aldrig kan blive bedre, end den var under Anker Jørgensen.

Skoleleder: Vil ikke uddanne soldater til konkurrencestaten