Pædagogik
21   904

Det vigtigste er at blive set

Forfatter Peter Høeg underviser to 7.-klasser i litteratur-oplevelse, kreative skrivefærdigheder og empatiske, sociale kompetencer på Nørre Snede Skole. Det handler om nærvær, om at kunne mærke sig selv og om at turde sætte ord på dybere følelser.

På strømpefødder danser eleverne rundt i naturfagslokalet, hvor udstoppede dyr står langs den ene væg. Indimellem lyder ordren »skift« eller »kaos«, og eleverne opløser smågrupperne, finder sammen med nogle nye, danser og griner.

Imellem eleverne futter forfatteren Peter Høeg dansende rundt. Et par forskere, en bibliotekar, en antropologistuderende og en lærer er der også plads til i lokalet. Alle er de i gang med deres forskellige roller i det otte­ugersprojekt, der kører for 7.-klasserne på Nørre Snede Skole.

Det handler om litteratur, kreativitet, selvberoenhed og kontakt mellem mennesker.

»Kom hen til mig. Stille. Alle sammen. Tæt på. Når vi laver sådan noget - det gør vi jo ikke hver dag - det er kreativt. Jeg har danset i 40 år, men 'den indre dommer' er altid med. Den har alle mennesker. Nadja, selv om du er danser, er den indre dommer så ikke også hos dig?« spørger Peter Høeg.

Artiklen fortsætter under banneret

»Jo da«, svarer den danseglade elev.

»Man skal give hinanden og sig selv lov til at lave sådan noget. Lad os give os selv en stor hånd - YES«.

Alle skriger YES! Så er stemmen også aktiveret, og det er tid til at finde yogamåtterne frem. Der er plads på gulvet til alle.

Den indre dommer

Dagens emner er det fysiske/dynamiske, en fortælling, kropsscanning, at skrive breve og den indre dommer, som vi alle slæber rundt på.

Først varmede alle op til en serie, som to af 7.b's piger selv har udviklet. Der var fart på, og mange havde svært ved at følge med til de mange bevægelser. Men alle prøvede, det bedste de kunne, med smil, grin og hovedrysten, når kroppen ikke lige ville følge de to instruktører.

Nu ligger alle på måtter.

»Mærk lige kroppen, efter at vi har lavet alt dette. Sidst var der en, der fortalte, at det var lettest at mærke kroppen, når den var skadet efter idræt. Hvordan har kroppen det, sig ét ord«.

Ord som dampende, frisk, afslappet, fint, godt og træt kommer fra eleverne.

»Husk, at vi laver noget, der er usædvanligt. Der er en lille uro i stemmen inden i én. Man skal have respekt for den stemme. Jeg er forfatter, og hver gang jeg sætter mig ved skrivebordet, så siger den stemme, at jeg ikke kan skrive næste bog. At ingen vil læse den. Det er den indre dommer. Vi har den alle sammen«, siger Peter Høeg.

Han spørger, hvordan stemningen er i klassen. Om alle tør være sig selv? Det mener mange. En pige siger, at det er forskelligt fra person til person. Peter Høeg kommer med et eksempel på en af eleverne, der har vist, at hun er sig selv. Han siger, at han ikke tror, at alle kan danse, sådan som de lige gjorde sammen, hvis ikke alle i klassen har det godt.

Har højre fod et billede?

Han slukker lyset, sætter sig og lukker øjnene.

»Vi starter med fødderne. Vip med højre fod, og spørg den, om der er et billede i foden. Kan højre fod huske en splint, varmt, sort sand på Santorini, en sandal eller en højhælet sko? Hvad husker højre ben? Solen, der varmer det bare ben, erindringer om at ligge på knæ eller måske en knæskade«.

Nogle har lukkede øjne. Peter Høeg går langsomt kroppen igennem.

»Dette er pauser. Det er ikke noget, man hører meget om i den vestlige verden, at være i pause. Hver af jer har talenter og resurser - til at være jer«.

Da han når venstre arm, strækker en elev sig. Han rejser sig og lukker et vindue, og ved siden af er der én, der sukker let.

Kropsscanningen fortsætter.

At mærke, hvem man er

Før eleverne har skolens personale og forældrene været igennem disse øvelser. Peter Høeg har afholdt workshop med dem alle som optakt til projektet.

»Det er ikke ord, der er interessante. Men handlinger. Forældrene stillede op, nogle spørger til det faglige niveau, og jeg forklarer, at eleverne jo lærer noget. De læser og skriver. Og det vigtigste er, at man bliver set. At de unge bliver set. Det kan være et sekundkort øjeblik, men det er et betydningsfuldt øjeblik. Alle skal ses. Derfor er lærerjobbet så vigtigt et erhverv. Når læreren ser eleven«, siger Peter Høeg.

Han fortæller, at han ville ønske, at nogen havde fortalt ham om det, da han var 12-13 år. At det er vigtigt, at man kan mærke, hvem man selv er.

»Selvberoenhed er det allervigtigste i menneskelivet. At man kan mærke, hvem man selv er. Det er dét, alt i livet handler om. Så er litteratur sekundært«.

»Når vi kan mærke vores egen kerne, kan vi mærke andre, og derved kan vi møde andre. Jeg har fortalt de unge, at det er det vigtigste i mit liv, og det respekterer de«.

»Historien om en moder«

Peter Høeg forklarer bagefter, at enhver pædagog maler et maleri. Han lytter efter stemningen, og da kropsscanningen er ved vejs ende, går han i gang med at fortælle en historie. Sidste gang var det en røverhistorie fra New York, men denne gang fornemmer han, at eleverne kan klare noget alvorligt.

»Der er en mor, der sidder med sit lille barn. Hun er bange for, at barnet skal dø. Hun mærker en iskold vind. Det er november og sne, og en gammel mand kommer ind i rummet. Hun spørger, om han ikke nok tror, at Vorherre vil lade hendes lille dreng leve. Hun er meget træt og døser. Hun vågner brat - den gamle mand er væk, og han har taget barnet med«, fortæller Peter Høeg, mens han går rundt mellem eleverne på yogamåtterne.

»Historien om en moder« tager form. Hun må synge alle de sange, hun kender, drikke en sø og ofre sine øjne i sin jagt på Døden, der har taget hendes lille dreng med sig.

Der er helt stille i lokalet bortset fra hans stemme. Eleverne bliver ført hen til H.C. Andersens brønd, hvor Døden og moderen ser ned på to livsskæbner, uden at vide hvem af dem der er drengens. Men drengen dør, moderen beder, og Døden går ind i det ukendte land.

»Lig lidt og fald ned i den afgrund, enhver fortælling efterlader. Fortællinger giver aldrig svar. Lig i pausen og nyd, at vi ikke skal præstere noget. Vi skal bare være os selv. Mærk dansen. Den er et sted, ligesom jeres morgen er et sted - og historien om en mor. Sæt jer langsomt op. Vær nænsomme ved jer selv, sæt jer to og to, og sæt et par ord på«, siger Peter Høeg.

Nogle af eleverne synes, det var en sørgelig historie, andre siger spændende, og nogle fandt den kedelig.

»Jeg tudede, da jeg hørte den i jeres alder. I 1850 var det en modig historie. Jeg kan godt lide det sted, hvor Døden siger: Du er kommet før mig, det er aldrig sket før. Hvordan gjorde du? Og så svarer hun: Jeg er mor«.

Han beder klasselæreren om at hente mere papir og begynder at dele papir og blyanter ud. Liggende eller siddende på gulvet skal eleverne i gang med at skrive breve.

Et håndskrevet brev

»Nu skal I finde en ven eller en i familien, som har det svært og ville blive glad for at få et brev fra jer. Det kan også være en tegning - det er mere udtryksfuldt for nogle. Luk eventuelt øjnene og se, om I kan finde én«.

De taler om at have åbne eller lukkede øjne. For nogle er det en hjælp til at koncentrere sig og lukke andet ude, når man lukker øjnene.

Peter Høeg spørger, hvor mange der har prøvet at få et håndskrevet brev. Det er mange. Omkring halvdelen af eleverne har også selv skrevet et brev og sendt det i kuvert med frimærke på.

»Det er en kraftig ting at få et brev. Dette er jeres private brev til én. I starter bare, jeg kommer med ideer undervejs«.

Børns Livskundskab

Peter Høeg er medstifter af foreningen Børns Livskundskab sammen med blandt andre familieterapeut Jesper Juul, psykolog Helle Jensen, ledelsesprofessor Steen Hildebrandt og dr.phil. og meditationslærer Jes Bertelsen. Foreningen samarbejder med Aarhus Universitet og læreruddannelsen i Aarhus. Til august starter en international uddannelse i Berlin - training empathy.

Eleverne går i gang. Peter Høeg foreslår, at de tager udgangspunkt i, at de ligger på gulvet i naturfagslokalet og skriver.

»Nogle gange skriver man to linjer og går i stå. Tænk eventuelt på, om I tør skrive jeres følelser for personen til vedkommende. Tænk på sidste gang, I mødtes. I kan skrive noget om dét. Den anden vil tænke: Jeg blev set. Vedkommende vil tænke over, at du så ham/hende«.

En mobil på lydløs brummer henne i kassen, hvor hele klassens mobiler ligger. Men det forstyrrer ikke brevskrivningen.

Peter Høeg fortæller, at man kan afslutte med at skrive, at der ikke er mere tid. Man kan bare skrive det, som det er. Og så skal eleverne finde ud af den afsluttende hilsen. Om det er et hej, en kærlig hilsen, hjertelig hilsen, eller hvad de har lyst til.

»Fold brevet, og skriv jeres navn udenpå. Læg det i kassen, ingen kommer til at se det. Jeg lover, at jeg næste gang har kuverter og frimærker med, hvis nogen vil sende brevet rigtigt«, siger han med lukkede øjne.

De taler om, hvordan det er at modtage et brev, om forskellen på en sms og et brev.

»Et brev kommer lidt mere fra hjertet«, mener en pige.

»En person har brugt lang tid på at skrive det«, siger en anden.

»Ja, man modtager noget omhu«, siger Peter Høeg.

De taler om omhu og om håndskrift. At man kan lære sig selv en ny håndskrift, hvis man ikke kan lide den, man har. At det er vigtigt at kunne skrive et håndskrevet brev til sin elskede eller til sin chef. Klasselæreren nikker, det er omhu, og der er mere af en selv i et brev. Det er vigtigt.

Projektet på Nørre Snede Skole

Biblioteksleder i Ikast-Brande Kommune Martin Lundsgaard-Leth fik en bevilling fra Kulturstyrelsen til et projekt om litteraturformidling for unge og spurgte forfatter Peter Høeg, om han ville være med. Derefter er projektet udviklet til at handle om litteraturoplevelse, kreative skrivefærdigheder og empatiske, sociale kompetencer.

Projektet varer otte uger - en dobbeltlektion om ugen på Nørre Snede Skole. Ikast-Brande Kommune og skolen har bevilget penge sammen med Kulturstyrelsen.

Projektet følges af forskere og studerende. Blandt andre Mette Steenberg, der er postdoc i litteratur og beskæftiger sig med læsegrupper, og lektor ved Via University College Søren Fanø, der forsker og underviser i empati og litteraturoplevelse.

At etablere åbenhed

 Peter Høeg forklarer, at han i undervisningen signalerer. At han ikke vurderer. Han skaber et vurderingsfrit rum. Han lytter og prøver at lokke udsagn fra eleverne, sådan at de hører, at der er forskellige måder at opleve sin krop på, en fortælling, en oplevelse. Det er vigtigt at etablere en åbenhed.

»Jeg tror, at de mærker deres krop meget mere, end de er klar over, men vi har ikke en kultur for at mærke indad, og vi skal finde et sprog for at tale om det«.

Han holder individuelle samtaler med eleverne undervejs i projektet. Og han træner med lærerne i projektet, fordi de skal køre arbejdet videre bagefter. De skal kunne styre igennem en kropsscanning og fortælle en historie. Sådan at det fortsætter, når han er ude af det.

»Enhver lærers opgave er at gøre sig selv overflødig. Det gælder for forældre og pædagoger og er helt modsat en forfatter. En forfatters opgave er at skabe narkotika, så læseren også vil læse den næste bog«, smiler han.

Første gang han mødte de to klasser, havde de et dyretema. Fortællingen var »Otto er et næsehorn«, og eleverne skulle øve sig i at fortælle historien videre til et yngre barn, for eksempel en bror eller søster. For at forsøge at fjerne præstationsangsten. Alle ved, at små børn gerne vil høre en historie, så det er ikke så farligt at skulle fortælle et mindre barn en historie om et dyr.

Bibliografi

Peter Høeg er mag.art. og forfatter. Han har læst idræt og har en baggrund inden for fleuretfægtning og dans.

Han har udgivet bøgerne:

Forestilling om det tyvende århundrede

Fortællinger om natten

Frøken Smillas fornemmelse for sne

De måske egnede

Kvinden og aben

Den stille pige

Elefantpassernes børn

Effekten af Susan

»Når man underviser i kreativitet, er det vigtigt at skabe et tidspres. For så narrer man den indre dommer, man tvinger dommeren væk. Som underviser bruger du hele tiden tricks. Min kontakt til de unge er vigtig. Jeg er manipulerende, men jeg er samtidig kompromisløst ærlig bagefter. Jeg fortæller dem, hvordan jeg har gjort, hvordan jeg har forsøgt at snyde den indre dommer for eksempel«.

Peter Høeg fortæller, at eleverne har arbejdet med at skrive alternative slutninger til »Hyrdinden og Skorstensfejeren«. De kan også lære at forstå deres eget liv som en fortælling. Hvis de har en konflikt med deres mor for eksempel, kan de øve sig i at skrive forskellige slutninger på den. At se den fra deres mors synspunkt eller fra andres.

»Det er fantastisk at undervise. Der er så stor forskel på de unge nu, og da jeg gik i 7. klasse - og det er glædeligt. De er ikke bange for voksne. Det ligger meget dybt, at den autoritære pædagogik er slut. Der er i høj grad et ligeværd mellem børn og voksne i dag. Det er en stor glæde. At være lærer er en passion. Lærerne elsker børnene, og det gør mig til optimist. Vi har måske verdens bedste skolesystem. Læreren har et meget vigtigt erhverv, og læreren er en vigtig person for eleverne«.

Peter Høegs nyhedsbreve undervejs i projektet:

Nr. 1

Nr. 2

Nr. 3

Nr. 4

Nr. 5

Nr. 6

Nr. 7

Nr. 8

Nr. 9


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.177 andre er allerede tilmeldt