”Vi håber at få skrevet ind i uddannelsens bekendtgørelse, at vi har krav på at få feedback på vores opgaver", siger LL-formand Bob Bohlbro.

Minister: Manglende feedback til studerende er 'ikke acceptabelt'

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen vil gøre noget ved, at de lærerstuderende ikke får feedback på de såkaldte modulprøver. Formanden for de studerende, Bob Bohlbro, er tilfreds med, at ministeren tager problemet seriøst.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange studerende på videregående uddannelser - inklusive lærerstuderende - oplever, at de ikke får feedback på en del af deres afleveringer, og det bekymrer uddannelsesministeren.

"Det handler om kvalitet i uddannelserne, så det her er ikke acceptabelt. Jeg kender ikke omfanget af problemet, men jeg har møde med studenterorganisationerne på mandag, og her vil jeg blandt andet rejse dette emne", siger Sofie Carsten Nielsen i dag i en pressemeddelse.  

Ingen faglige krav til prøver på læreruddannelsen

Tilbage i juni 2014 skrev folkeskolen.dk om, at lærerstuderende ikke får feedback på deres modulprøver. I et debatindlæg skrev Sofie Carsten Nielsen senere, at der blev givet feedback på så meget andet end modulprøverne, men hun skrev også at "det er uhørt at bede studerende aflevere opgaver, som ingen nogensinde kigger på".

Debat: Høj faglighed og feedback vigtigere end mange karakterer

Det er formanden for Lærerstuderendes Landskreds enig i, og han er glad for, at ministeren nu vil mødes med de studerendes organisationer og drøfte problemet. Bob Bohlbro vil dog se konkrete forbedringer, inden han rækker armene i vejret.

"Vi håber at få skrevet ind i uddannelsens bekendtgørelse, at vi har krav på at få feedback på vores opgaver. Det er jo et kæmpe problem, når man ikke får feedback, for uden er det svært at vide, om man som studerende udvikler sine faglige kompetencer godt nok", siger han. 

Der skal dog mere til end et lovmæssigt krav om faglige tilbagemeldinger fra underviserne, mener Lærerstuderende Landskreds. Uden ekstra resurser kommer lederne på professionshøjskolerne til at stå med et andet dilemma. Som det er nu, udfører underviserne en del administrativt arbejde, fordi der i følge Bob Bohlbro er sparet administrativt personale væk på læreruddannelserne.

"Der er ikke penge nok lige nu. Underviserne ønsker jo at give os feedback, men hvis de skal kunne gøre det, må de lave mindre administrationsarbejde", siger han.

Lærerstuderendes Landskreds mødes med uddannelsesministeren på mandag. 

Powered by Labrador CMS