Den hårdføre Classmate PC har både tastatur og trykfølsom skærm

Høje-Taastrup-elever tester ny skole-computer

En 2. klasse på Reerslev Skole tester som de første i Danmark Intels ’Classmate PC’. Den kombinerede tablet og computer tåler både vand og fald fra 70 centimeters højde, og der er tilknyttet undervisningssoftware.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når eleverne åbner deres Classmate, er computeren lynhurtigt klar til brug. Den indbyggede software gør, at læreren via fjernstyring kan starte det samme program op på alle computerne, men også differentiere ved at vælge forskellige niveauer til de enkelte elever. Mens eleverne arbejder, kan læreren klikke ind på alle skærme fra sin egen, og se hvor langt eleverne er nået. Og når inspirationen til undervisningen ind imellem er lidt svær at finde, er der hjælp at hente i den tilhørende undervisningsportal, hvor lærere fra hele verden kommer med ideer til undervisning med Classmate.

Intels Classmate PC er bygget til skolebørn i alderen seks til ni år. Den har både et tastatur og en trykfølsom skærm med tilhørende pen. Og den hårdføre konstruktion skulle gøre, at den kan holde til livet i en skoletaske. Som folkeskolen.dk beskrev forleden, har Odder Kommune brugt over 400.000 kr. på reparation af elevernes iPads, mens en svensk kommune næsten ikke har haft brug for at reparere Classmate-computerne.

Smadrede iPads koster kassen

Pædagogisk konsulent for it og medier i Høje-Taastrup Kommune Søren Hoe Hansen er spændt på forsøget med Classmate:"Vi arbejder på en ny digitaliseringsstrategi, hvor vi blandt andet undersøger en løsning med én computer pr. elev. Men det er selvfølgelig dyrt, så det kræver, at udgifterne til reparationer kan holdes på et acceptabelt niveau. Derfor bliver det spændende at se, om den robuste Classmate PC kan være løsningen for os", siger han.

Imponerende resultater Forsøg med Classmate PC i Sverige har givet rigtig gode resultater. Efter et år med computeren steg en 3. klasses resultater i de nationale test med lige over 20 procent i læsning og knap 18 procent i matematik. Særligt for drengene var virkningen stor, og forsøg med computeren har ifølge Intel vist, at forskellen mellem piger og drenges resultater i skolen udlignes tidligere end normalt, når computeren bliver bragt ind i undervisningen. Borgmester i Høje-Taastrup Kommune Michael Ziegler er spændt på, om forsøgsklassen i kommunen får lige så stort udbytte af computerne.

"Vi er stolte af, at Høje-Taastrup Kommune nu danner fortrop inden for digitaliseringen af den danske folkeskole. Vi har fulgt de svenske tiltag nøje, og resultaterne taler for sig selv. Vi synes, det bliver enormt spændende at se, hvordan den digitale løsning kan være med til at sikre, at børnene i kommunen får de bedst tænkelige betingelser, når de går i skole", siger han.

Sammen med Venstres skoleordfører Karen Ellemann og pressen skal han se computerne i aktion på Reerslev Skole på onsdag. Når skolen har testet computerne i et års tid, skal forsøget evalueres. Lektor ved Institut for uddannelse og pædagogik (DPU) Bent B. Andersen skal være med til evalueringen.

Høje-Taastrup Kommune har fået klassesættet til Reerslev Skole sponsoreret af Dell og Intel for at afprøve computeren i undervisningen. En komplet Classmate PC med både pen, kamera og al software koster omkring 4000 kroner.