DPU skal integreres i Aarhus Universitet, siger dekan Mette Thunø

Dekan: Beklageligt, at 14 it-forskere forlader DPU

Dekan på Aarhus Universitet, Mette Thunø, beklager at 14 it-didaktiske folkeskoleforskere har forladt DPU til fordel for Aalborg Universitet. De skulle have været integreret i et tværfagligt it-pædagogisk center i Aarhus. Det ville de ikke, og så måtte vejene skilles.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et mangeårigt, stærkt forskningsmiljø på op mod 20 forskere, der har it i folkeskolen som speciale, er gået tabt for DPU og dermed Aarhus Universitet, som nu har det tidlige Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) under sig.

Forskerne skulle have været overflyttet til et nyoprettet center, Center for undervisningsudvikling og digitale medier, beliggende i Aarhus. Det ville de ikke, blandt andet for centeret skulle være spydspids i Aarhus Universitets udvikling af digital universitetspædagogik og ungdomsuddannelsespædagogik.

Dekan for det nye humanistiske fakultet ved Aarhus Universitet, kaldet Arts, Mette Thunø, medgiver, at den oprindelige idé ganske rigtig var, at centerets genstandsområde skulle være universitets- og ungdomsuddannelsespædagogik, men at grundskolepædagogikken godt kunne være blevet en del af genstandsfeltet med de 14 DPU-forskeres ankomst.

DPU er tømt for it-didaktisk forskning

DPU skal integreres i Aarhus Universitet

Den megen forvirring kan skyldes, at Aarhus Universitet er i gang med større fusions- og omstruktureringsproces, der blandt andet skal gøre det DPU til en mere integreret del af Arts, mener Mette Thunø.

"Hensigten er at integrere det tidligere DPU's forskningsaktiviteter med aktiviteter ved de øvrige fag på Arts", siger hun.

Når de 14 forskere skulle overflyttes til centeret i Aarhus skyldes, at Aarhus Universitet vil udvikle og styrke den it-pædagogiske forskning gennem en stærkere tilknytning til det humanistiske it-forskningsmiljø i Aarhus, hvor der er mange faglige overlap, som alle parter kan have gavn af at udforske, forklarer Mette Thunø.

"For eksempel var der på det tidligere Institut for Informations- og medievidenskab et Center for IT og Læring, hvor man også har arbejdet med it og didaktik, så det giver god mening at samle kompetencerne. På den måde får vi nye faglige perspektiver, særligt de teknologiske, ind i forskningen", siger hun.    Danmarks Lærerforening mener, at det er en katastrofe, at it-forskerne fra DPU nu ikke længere er i det pædagogiske forskningsmiljø på DPU - hvad siger du til det?

"Der er stadig stærk it-pædagogisk forskning på Arts, og vi opruster faktisk oprustet det område. Og DPU har jo også allerede aktiviteter i Aarhus. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at næsten halvdelen af de DPU-studerende faktisk studerer i Aarhus til daglig".    Regeringen har sat en halv milliard kroner af til it i folkeskolen, blandt andet for at styrke kompetencer hos børn og unge kompetencer, som landet skal leve af fremover, men A.U. vender det døve øre til  - hvordan vil du forklare det?

"AU vender ikke det døve øre til. Vi ønsker at bidrage til udvikling af it-anvendelsen i folkeskolen. Vi vil især nytænke undervisningsformer og styrke læringen igennem anvendelse af digitale medier. Vi er naturligvis opmærksomme på de signaler, der kommer fra regeringen, og vi er i fuld gang med arbejdet. Det sker bare i en ny organisering, hvor det tidligere DPU's kompetencer er blevet suppleret af en række andre", siger Mette Thunø.

For de 14 it-didaktiske forskere, der nu har forladt DPU og Aarhus Universitet til fordel for Aalborg Universitet, har det været udslagsgivende, at folkeskolepædagogikken er et klart satsningsområde på Aalborg Universitet, siger forskergruppens leder Birgitte Holm Sørensen.