Elever, forældre og lærere på alle skoler skal aftale regler

Med bekendtgørelsen om god orden i skolen fra 2010 blev det et krav, at alle skoler skal udarbejde et såkaldt værdiregelsæt. Men processen er vigtigere end de løftede pegefingre, siger Niels Chr. Sauer, der har repræsenteret DLF i arbejdet med en ny pjece om god orden.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er skolebestyrelsens ansvar, at værdiregelsættet bliver udarbejdet, men ideen er at elever, forældre, lærere og ledelse i fællesskab taler sig frem til regelsættet, som skal skabe sammenhæng mellem det overordnede og de daglige ordensregler på den enkelte skole.

"Vi taler ikke længere om straf eller sanktioner, men om foranstaltninger, og det handler om at nå en fælles erkendelse af orden som en bærende inklusionsfaktor i skolen", siger Niels Chr. Sauer. Elever, forældre, lærere og ledelse skal altså se skolens ordensregler som det system, der skaber et godt undervisningsmiljø med plads til alle i stedet for, at det er de disciplinære foranstaltninger, der præventivt skal få eleverne til at opføre sig ordentligt.

"Der skal være den nødvendige ro i klassen, når der bliver undervist. Det er vigtigt for elevernes trivsel og indlæring, og for at lærerne kan undervise bedst muligt. Både elever, forældre og skolens personale har stor betydning og ansvar for et godt miljø på skolerne", siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.

Ministeriet udsender i dag en publikation - ikke en vejledning som tidligere, men et inspirationsmateriale - hvor man kan finde konkrete værktøjer til, hvordan man kan arbejde med god orden på skolerne. Materialet er blevet til i en arbejdsgruppe  med repræsentanter for Danmarks Lærerforening, KL, Danske Skoleelever, Skolelederforeningen, Skole og Forældre samt Børne- og Kulturchefforeningen. Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, har også deltaget i samarbejdet. 

Se publikationen til højre.