DPU
4   300

Mennesket bag meningerne

Niels Egelund er kvantitativ forsker i en verden, hvor det kvalitative har været i højsædet. Den 66-årige professor har altid beskæftiget sig med politisk brændvarme emner.

Niels Egelund stirrer på udråbstegnene, som Folkeskolens reportere har sat i margenen ud for de sidste linjer i et print af hans nye bog »Folkeskolens udfordringer«.

»Hvis det der er den endelige formulering, så er der ikke noget at gøre ved det. Bogen er formentlig så langt i trykken, at ...«, siger Niels Egelund.

Artiklen fortsætter under banneret

Det er muligt, at forlaget har sendt os en tidlig version ...?

»Det tror jeg, de har. Vi gik hele bogen igennem, netop fordi vi ville have luget dét ud, der kunne gøre, at alle danske lærere ville sige: 'Det røvhul, nu gider vi fandeme ikke ham mere!'«

Samme aften sender Niels Egelund uopfordret den endelige version af bogens udgangsbøn til Folkeskolen:

»Forslagene (om delte læringsmål fra Skolerådets formandskab. Redaktionen) har fået en ublid medfart af Danmarks Lærerforening, der helt uforståeligt mener, at mål er ødelæggende for lærernes professionalisme, og at den alsidige udvikling ikke kan målsættes. Har man ikke villet forstå de vurderinger, en OECD-ekspertgruppe har foreslået efter besøg i Danmark? Muligvis er der tale om en modvilje mod synliggørelse, men hvis nu resultaterne kunne føre til, at kommunerne var i stand til at støtte lærernes og ledelsernes stigende professionalisme og skabe bedre uddannelsesresultater for skolens børn, så ville det da ikke være så ringe - som en jyde ville udtrykke sig«.

Den tidligere version lød: »Eller er man bange for synliggørelse af lærernes arbejde, der igen kan føre til sammenligninger og afsløring af de dårlige lærere og ledere«.

Debattør

Professor Niels Egelund har deltaget i skoledebatten i mere end 30 år og søger ofte konfrontationen. Han kalder selv sin rolle »den uartige dreng«, og han er helt bevidst om, at hans hårde formuleringer en gang imellem falder andre for brystet. Men det er sådan, det er.

»Jeg ville jo ikke ligne mig selv, hvis jeg ikke stak sådan nogle heftige formuleringer ud en gang imellem«, siger han.

Og han ligner netop sig selv. 66 år er ingen alder for en mand, der i det meste af sit voksenliv har holdt damp på lokomotivet med to tidskrævende, parallelle karrierer. Den ene er som pilot med kontrol over store jumbojet. Den anden som Danmarks mest citerede skoleforsker og professor i specialpædagogik.

Han står blandt andet i spidsen for Pisa-konsortiet i Danmark, han er med i Skolerådets formandskab og er chef for Center for Strategisk Uddannelsesforskning, der sidste år modtog 53 millioner kroner til forskning over fem år.

Egelund er så central i den danske offentlighed, at da Politiken den 18. december 2010 opgjorde, hvem der prægede den danske samfundsdebat mest, var det med Egelund på en 31.-plads foran blandt andre Birthe Rønn Hornbech, Lars Olsen, Bertel Haarder og Anders Bondo Christensen.

På kollisionskurs med Lærerhøjskolen

Gennembruddet i den offentlige debat kommer omkring 1980, da den daværende socialdemokratiske undervisningsminister Dorte Bennedsen bestilte en undersøgelse af klassestørrelsens indflydelse på elevernes læring hos unge Egelund, der allerede havde mange data om det emne fra undersøgelser i Albertslund Kommune.

»Jeg belyste allerede dengang problemstillinger bestilt af politikere, hvorimod de andre på Lærerhøjskolen beskæftigede sig med problemstillinger, som de selv syntes var interessante. Hele min karriere har været kendetegnet ved, at det har været politisk interessante emner«.

»Meget af det, der blev udført på Lærerhøjskolen dengang, satte ikke noget i gang. Der skal være nogen, der tør sige de frække ting for at få tingene i gang. Den rolle fik jeg allerede dengang, og jeg trives godt med den«.

»Min undersøgelse viste, at der ikke er forskel på, om der er 14 eller 25 elever i klassen hvad elevernes faglige resultater angår, og det skabte stor vrede på Lærerhøjskolen«.

Konflikten mellem Egelund og kollegerne resulterer i, at en professor i matematik bliver sat til at granske hans arbejde, der viser sig at holde vand. Startfirsernes Lærerhøjskole husker Egelund som et sted, hvor kvalitative analyser og normative studier er i højsædet.

Provokatør

Evnen og lysten til at udfordre og provokere er blevet et af hans kendetegn. Et resultat har været, at han i perioder har følt sig isoleret, ja, direkte er blevet frosset ude af det kollegiale miljø på Lærerhøjskolen. Samtidig er han yndlingsaversion i mange lærerhjem. Men faktisk overrasker han ofte tilhørerne positivt, når han er ude at holde et af sine mange foredrag.

»Når jeg er ude at holde oplæg, så siger folk: 'Da vi så, du skulle holde oplæg, tænkte vi: Hvad skal han her, det dumme svin? Men nu, hvor vi har hørt dig, så må vi sige, at vi stort set er enige i det hele'«.

Et andet konfliktpunkt mellem Niels Egelund og hans kolleger i den pædagogiske forskningsverden er villigheden til at udtale sig bredt om skoleforhold. Mens andre forskere holder sig til relativt smalle fagområder, er han klar med et svar på næsten alting, når det handler om skole og uddannelse. Men Egelund mener, at han fagligt har sit på det tørre.

»Når man beskæftiger sig med et felt som Pisa, der indeholder en så bredspektret variation af baggrundsfaktorer, så kan jeg gå ind i mine data og svare på næsten et hvilket som helst spørgsmål. Derfor gør jeg det. Jeg forsker jo ikke bare i specialpædagogik, jeg er meget bred«.

Telefonen er aldrig på lydløs

Tilgængeligheden for pressen har altid været et bærende princip. Telefonen er altid med, og den bliver taget, når den ringer. Det er hans pligt, mener han, som offentligt ansat forsker.

»Forskellen på mig og mange andre er, at de slet ikke vil udtale sig, for de er bange for at blive citeret forkert. De vil have alle deres forbehold med. Sådan nogen gider journalister ikke tale med. Så er der andre, der ikke tager deres telefon eller ikke aflytter deres telefonsvarer, og hvis de hører, at det er en journalist, så ringer de ikke tilbage«.

»Der er også meget vane i det. Mange journalister ringer til den samme hver gang. Derudover er det et spørgsmål om, at man udtaler sig tydeligt i et sprog, som alle forstår. Hvis man begynder at komme med alle mulige social-konstruktivistiske begreber, så er der ikke nogen, der gider høre på én«.

I Globaliseringsrådet

Niels Egelund var tæt på regeringsmagten i 00'erne. Da Anders Fogh Rasmussen i 2005 nedsatte Globaliseringsrådet, var Egelund eksempelvis med som uddannelsesekspert. Det imponerede professoren at arbejde sammen med magtens mænd. Især den daværende statsministers evne til at tage hul på debatter og »pakke det hele sammen i en konsensus til sidst« imponerede Egelund.

Professor og pilot

Som familiens første med en videregående uddannelse var det naturligt for Niels Egelund at vælge læreruddannelsen. Lærerjobbet var både velbetalt og velanskrevet. På seminariet opdagede Egelund, at man kan tage et civilt flyvercertifikat, og han uddannede sig til pilot parallelt med læreruddannelsen.

Efter seminarietiden så det ud til, at lærerlivet skulle blive hans hylde. Han fik arbejde på en landsbyskole, men ekspansion hos Sterling Airways åbnede - efter halvandet år i klasselokalet - himlen for Egelund. Han sprang ud som professionel pilot.

Men heller ikke pilotlivet kunne gøre det for den rastløse mand, der tilsyneladende trives med et professionelt dobbeltliv. Han uddannede sig til psykolog på Københavns Universitet, samtidig med at han arbejdede som pilot på fuld tid.

»Når der var autopilot på om natten, så var det en god idé at sidde og læse, så man kunne holde sig vågen«, siger han.

På psykologistudiet aner underviserne allerede konturerne af det, der kommer til at blive hovedtemaet i Egelunds forskerkarriere: De kvantitative undersøgelser. En professor sørger for, at den nyuddannede psykolog bliver ansat som kommunalforsker i Albertslund, og herfra går det videre til Danmarks Lærerhøjskole - det senere DPU - i Emdrup.

Tredje ægteskab

Privat gik han for halvandet år siden ind i sit tredje ægteskab. Den nuværende partner er uddannet lærer og psykolog som Egelund. Hun er ph.d., mor til to skolesøgende drenge og en del yngre end manden. Så Niels Egelund er nu ikke bare bedstefar, han er også med i en småbørnsfamilie.

»At stå i den rolle for anden gang i en høj alder er fantastisk. Og det giver et fornyet indblik i skolen«, siger han.

Det hele begyndte i 1945 i Odense. Det lå ikke i kortene, at den lille forsigtige dreng skulle blive en så markant stemme i samfundsdebatten.

»Hvis der havde været så mange psykologer i skolen dengang som i dag, så er jeg ret sikker på, at jeg havde fået diagnosen Asperger. Jeg stod på Odense Banegård og kiggede på tog, når jeg ikke var til spejder«.

I fem år var tog og busser den altoverskyggende interesse for den unge fynbo, der kunne køreplaner, lokomotiver og busruter på fingerspidserne. Senere i livet har den »lidt sære« hukommelse kunnet bruges, når pædagogiske fakta skullet huskes og formidles.

Skolegangen var noget hakkelse med ondskabsfulde lærere, der tæskede eleverne. Matematik var kedeligt, og han skrev i flere år af efter klassekammeraterne. Derfor måtte der lektiehjælp til for at få matematikken op på et niveau, der kunne bære et optag til læreruddannelsen.

Selv lægger han også en strategi for, hvordan hans synspunkter kan få vægt til møder: Han sørger for at få ordet som nummer ét eller nummer to og igen ordet som den sidste eller næstsidste. På den måde får hans ord mest vægt, har han erfaret.

Skal Egelund nævne, hvor han har haft konkret indflydelse på skoleudviklingen, siger han skriftligheden omkring elevplaner og læreplaner i førskoledagtilbud. I dag arbejder han blandt andet med at formulere forudsætningerne for succesfuld inklusion.

Pisa har han ledt i en årrække. Hele vejen igennem sin karriere har han været en forsker, der primært har benyttet sig af kvantitative metoder, også i de sidste 30 år af 1900-tallet, da kvalitative metoder var fremherskende.

I dag har tingene ændret sig. Eksempelvis står der nu i DPU's (Institut for Uddannelse og Pædagogik) udviklingskontrakt, at man skal bedrive kvantitativ forskning.

»Op til for ganske nylig har der været meget debat om, hvorvidt evidensbegrebet overhovedet kunne bruges inden for den pædagogiske verden. Jeg har været så heldig, at pendulet nu er svinget over til mig. Så det var godt, jeg blev stående, selv om der stadig er et flertal af forskerne på DPU, der mener, at man ikke kan tale om evidens, og at kvantitativ forskning er noget markværk«.

EGELUND

• Professor Niels Egelund, født 1945 i Odense, er en indflydelsesrig mand. Han er leder af Pisa i Danmark, medlem af Skolerådets formandskab og direktør for Center for Strategisk Uddannelsesforskning ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, DPU, Aarhus Universitet. Han bliver citeret 2,67 gange om dagen i gennemsnit i de trykte medier.

• Uddannet lærer, trafikflyver og psykolog.

• Lic.pæd. og dr.pæd.

• Bogaktuel med »Folkeskolens udfordringer«, 
Aarhus Universitetsforlag.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ