Ida Geertz-Jensen fra Dansklærerforeningen mener at det er urimeligt, at der er forskel på hvor meget undervisning, eleverne kan få før de skal til mundtlig eksamen.

Dansklærerforeningen: Elever kommer til afgangsprøve på vidt forskellige vilkår

Næstformand i Dansklærerforeningens folkeskolesektion Ida Geertz-Jensen finder det dybt problematisk, at afgangselever, som skal op i prøveform b, går glip af danskundervisning, hvis deres prøve ligger tidligt i eksamensperioden.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Der er gået et eller andet galt, når man lægger den mundtlige prøve i dansk i slutningen af maj eller starten af juni" siger Ida Geertz-Jensen, som er næstformand i Dansklærerforeningens folkeskolesektion.

"Undervisningsministeriet har meldt ud, at der ikke er nogen læseferie, og det er der ikke, fordi børnene skal have mere undervisning. Men den besked er vist ikke blevet hørt alle steder, for hvis den var, så ville vi ikke have nogen, der skulle op i mundtlige prøver i slutningen af maj. Det er jo nærmest grotesk".

Vejledning til danskprøverne kom i sidste øjeblik - og er uklar

Prøveform b giver problemer

Sagen er den, at hvis klassen skal op i dansk, prøveform b, så kan eleverne trække et fordybelsesområde 10 skoledage før selve prøven. Det vil sige, at nogle elever allerede i fredags kunne trække deres fordybelsesområde. Problemet er, at efter afleveringen af synopserne må undervisningen nødvendigvis blive mere overordnet og ikke lige så vedkommende, da elevernes synops og prøveoplæg er det, der fylder, og det må man ikke undervise i. Eleverne kan få op til 10 vejledningstimer med deres lærer, men som det står i prøvebekendtgørelsen så 'vejleder (læreren) ikke i selve analysen, forståelsen og fortolkningen af tekster og heller ikke i udarbejdelse og disponering af fremlæggelsespunkter til prøven'. Det vil sige at reel danskundervisning stopper ved udtrækket, understreger Ida Geertz-Jensen.

Dansklærere: De sidste uger af 9. klasse giver fint mening uden afgangsprøve

"Det betyder at der er stor forskel på, hvor meget danskundervisning de forskellige klasser modtager før afgangsprøven her i den sidste fase", siger hun.

"Og det kommer oveni de store regionale forskelle, der allerede er, hvor for eksempel eleverne på Bornholm har fået lov til at være meget mere i den fysiske skole med de fordele, det indebærer. Men de skal til prøve på de samme vilkår".

Danskundervisning efter prøven er urealistisk

Ida Geertz-Jensen skal selv føre en 9.-klasse til afgangsprøve med prøveform b. Hendes elever skulle have været oppe i første uge af juni, men det fik hun skubbet , men ikke nær så meget, som hun kunne ønske. Så nu kommer hendes klasse til at forlade folkeskolen med færre dansktimer, end de ville have fået, hvis deres afgangsprøve lå midt i juni. Hun tror ikke på at det vil give mening at undervise i dansk efter at eleverne har været til deres afgangsprøve.

"Det vil de overhovedet ikke være motiverede for, og det forstår jeg aldeles udmærket", siger hun.

"Selvfølgelig kan vi læse spændende og relevant litteratur, men at sætte dem til at lave analyser og perspektiveringer og tænke store linjer i danskfaget  - glem det". 

Lærer: "Nu kører toget"

En af dem, hvis elever måtte trække fordybelsesområder fredag i sidste uge - dagen efter at vejledningen blev udsendt - er Anne Dræby Lünell, som underviser på Hillerød Vest Skolen i Nordsjælland. Hun er enig med Ida Geertz-Jensen i, at der er et principielt problem, men hun har besluttet sig for at få det til fungere for sine elever.

Lad skolerne erstatte eksamenerne med en Corona-bevidning

"Jeg er jo en af dem, der har elever tilbage hver anden uge" siger hun. "Det vigtigste er, som jeg ser det, at de når at få de ti vejledningstimer, de har krav på. Noget af det må så blive online, men det kan jeg godt få til at fungere, hvis jeg er struktureret. Mine elever er sat i gang, så de kan godt klare det, hvis vi ikke pludselig bliver lukket ned igen, eller jeg bliver syg. Så ved jeg ikke, hvad vi så gør".

For en måneds tid siden skrev Anne Dræby Lünell til opråb til undervisningsministeren på sin facebook-profil og bad hende om helt af aflyse årets afgangsprøver. Det mener hun stadig ville have været det bedste, men...

"Jeg har det sådan, at nu kører toget. Min klasse og jeg klarer det. Men jeg kan da godt tænke, at der er stor ulighed i, hvordan eleverne på forskellige skoler og i forskellige kommuner er rustet til det. Selv om vi laver skidegod online-undervisning, så bliver det bare bedre undervisning, når man er sammen med eleverne".

Corona-aflysning gav eleverne højere karakterer i skriftlig dansk og matematik