Skal dine kollegaer på sosu-skolerne gå på arbejde, mens du strejker på grund af OK21?
En verserende retssag om forhandlingsretten på sosu-skolerne for ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre skaber uklarheder om konflikt og konfliktstøtte under OK21. Lærerforeningen slår fast, at er de enkelte undervisere fra de tre medlemsgrupper ikke medlemmer af DLF, skal de gå på arbejde under en eventuel konflikt.
Lad det være slået fast med det samme. Der er ingen, der aner,
om de netop igangsatte overenskomstforhandlinger på det offentlige
område, ender med hverken konflikt eller lockout. Alligevel er
spørgsmålet om, hvem der skal gå på arbejde og hvem, der skal
strejke, blevet højaktuelt på landets sosu-skoler.
I et brev til sine medlemmer på sosu-skolerne har
Ergoterapeutforeningen nemlig skrevet, at medlemmerne skal
være medlem hos Ergoterapeutforeningen for at kunne få
konfliktstøtte under en eventuel konflikt ved OK21.
Ifølge Danmarks Lærerforening er den melding forkert, og Morten
Refskov, formand for Organisationsudvalget i DLF undrer sig over
udmeldingen fra Ergoterapeutforeningen.
"Vi er forundrede over udmeldingen og finder den også beklagelig, da den kan risikere at stille ansatte på sosu-skolerne i en dårlig situation. Skal man være omfattet af en eventuel konflikt i forbindelse med OK21 - det være sig strejke eller lockout - kræver det, at man er omfattet af en kollektiv overenskomst, og at man er medlem af den overenskomstbærende organisation. For ergoterapeuter er det altså Danmarks Lærerforening", siger Morten Refskov.
Artiklen fortsætter under banneret
Ulykkelige konsekvenser for
de ansatte
Ifølge Morten Refskov vil det i det fagretslige system blevet
betragtet som en udeblivelse med risiko for sanktioner over for det
enkelte medlem, hvis et medlem af Ergoterapeutforeningen går i
konflikt under OK21, hvis medlemmet ikke samtidig er organiseret
hos Danmarks Lærerforening.
"Det er både forkert og mangelfuldt, det Ergoterapeutforeningen
skriver, og det kan få nogle ulykkelige konsekvenser for de
ansatte. For er en underviser under DLF's dækningsområde ikke
medlem af DLF, har underviseren pligt til at møde på arbejde under
en eventuel konflikt", pointerer Morten Refskov.
Retssag udskudt på grund af
corona
Udmeldingen fra Ergoterapeutforeningen kommer som led i en
verserende retssag om forhandlingsretten på sosu-skolerne.
Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og
Jordemoderforeningen meldte sig sidste år ud af
Centralorganisationen af 2010 (C10) og ind i Akademikerne (AC) med
den konsekvens, at DLF fra den 1. januar 2020 overenskomstdækker
ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre, der underviser på
sosu-skoler.
AC har på vegne af de tre faglige organisationer imidlertid anlagt
en sag mod CO10, da AC og de tre organisationer mener, at CO10 har
pligt til at overdrage forhandlingsretten for disse undervisere til
AC. Det har CO10 dog afvist.
CO10 har givet forhandlingsretten videre til Lærernes
Centralorganisation og Danmarks Lærerforening, som dermed er blevet
medlemsorganisation, der repræsenterer de tre grupper.
Retssagen er berammet til tre dage i Landsretten, men er udskudt
på grund af corona.
Så længe retssagen ikke er afgjort, er DLF overenskomstbærende organisation for både ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre ansat på sosu-skolerne. Ligesom foreningen er overenskomstbærende organisation for sosu-skolernes lærere, professionsbachelorer i ernæring og sundhed, professionsbachelorer i tekstile fag og formidling samt de resterende grupper, der ikke er oplistet andetsteds i organisationsaftalen.
Meld jer ind i et fagligt
fællesskab på tværs
"Jeg kan kun opfordre til, at ergoterapeuter, fysioterapeuter og
jordemødre ansat på sosu-skolerne melder sig ind i DLF. Ikke alene
på grund af OK21, men fordi vi også er den organisation, der vil
skulle forhandle vilkår på plads for de tre grupper ved for
eksempel afskedigelsessager", forklarer Morten Refskov.
Ønsker man samtidig at være medlem hos sin oprindelige
fagforening, er det i orden med DLF.
"Der er ikke noget i vejen for at være medlem af flere
fagforeninger, det må den enkelte gøre op med sig selv, men vi
tilbyder dem et fagligt fællesskab af undervisere med mange
forskellige baggrunde på sosu-skolerne", siger Morten Refskov.
Betydeligt lønefterslæb på
sosu-skolerne
Selve forhandlingsforløbet om OK21 er gået i gang i denne uge.
Tirsdag udvekslede parterne krav skriftligt. I går var der møde på
det statslige område mellem skatteministeren og de forskellige
organisationer, hvor der blev sat yderligere ord på
kravene.
Selve overenskomstforhandlingerne fortsætter efter jul og skal
senest være færdige inden 1. april 2021, hvor den nuværende
overenskomst udløber.
Generelt er der stillet krav om blandt andet lønforbedringer, et
holdbart arbejdsliv og reallønssikring.
"Vi er stærkt opmærksomme på, at vi har nogle medlemsgrupper på
det statslige område - herunder på sosu-skolerne - som har et
betydeligt lønefterslæb i forhold til de kommunalt ansatte. Så vi
arbejder på at få løftet sosu-underviserne, men endnu ved vi ikke,
hvad den samlede økonomiske ramme bliver", fortæller Morten
Refskov.
Ny arbejdstidsaftale
forhåbentlig før jul
Ud over løn er en ny arbejdstidsaftale også vigtig. Her skal
aftalen om arbejdstidsaftalen på det kommunale område overføres til
det statslige område.
"Ambitionen er, at vi i næste uge - lige inden jul - lander en
aftale på det statslige område i forhold til arbejdstidsaftalen. Vi
har forhandlet i længere tid om at få overført de forpligtelser og
værdier fra den kommunale arbejdstidsaftale til det statslige
område".
"Vi kan ikke overføre det én til én, men vi forhandler om at få
styrket tillidsrepræsentanternes og undervisernes position, så de
får en helt anden mulighed for at få indsigt og indflydelse på
skolens udvikling. Derudover forhandler vi om en langt bedre
balance mellem undervisning og forberedelse og en bedre sammenhæng
mellem opgaver og tid".
Arbejdsgivernes
krav
I går offentliggjorde Skatteministeriet sine krav på det statslige
område, og her er kravet en ophævelse af § 9 om maksimalt
undervisningstal og ophævelse af §10 om godtgørelser.
Ministeriet ønsker dermed at komme af med de tillæg, der gives for
at arbejde mere end 70½ time i en sammenhængende tre-ugers periode,
for at undervise mere end 21 timer på en uge og for at undervise
mere end 660 timer om året. Tillæg som Danmarks Lærerforening
betragter som hegnspæle i forhold til, hvor meget arbejde man kan
blive sat til.
Corona gør OK21
vanskelig
De næste måneder vil vise, hvad forhandlingerne ender med. Som
altid starter forhandlingerne på det statslige område, derefter
følger kommuner og regioner.
"Den helt store armlægning bliver omkring selve den økonomiske
ramme, og på grund af corona og den deraf svære økonomiske
situation ved vi på nuværende tidspunkt ikke, om der bliver rum til
mere end reallønssikring, som naturligvis er et hovedkrav",
fremhæver Morten Refskov.
Netop på grund af corona har Danmarks Lærerforening arbejdet på at
få udskudt overenskomstforhandlingerne et år, men det var der ikke
opbakning til blandt de andre organisationer.
MERE OM EMNET