"Jeg synes, vi skal spise elefanten bidvis, det plejer at være en god idé, men jeg mener faktisk også, at der skal være ændringer af elefantstørrelsen på folkeskoleområdet", sagde børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i går i spørgetimen i folketingssalen.

Sådan faldt ministerordene om skoleændringer i "elefantstørrelsen"

Der er brug for ændringer af folkeskolen i elefantstørrelsen. Sådan lød det fra undervisningsministeren under onsdagens spørgetime i folketingssalen, refererede Altinget her til morgen. Folkeskolen.dk gengiver her, hvordan ministerens ord faldt.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er ikke kendt som en minister, der udtrykker sig med vage formuleringer. Således heller ikke i gårsdagens spørgetime i Folketinget, kunne Altinget her til morgen referere. Mediet  citerer ministeren for at, at skolereformen ikke har flyttet eleverne fagligt, og der derfor er der "brug for ændringer af folkeskolen i elefantstørrelse".

Det må siges at være ny markant udmelding fra ministeren. Folkeskolen.dk har læst Folketingets udskrift af gårsdagens spørgetime for at finde ud af, om ministeren undervejs uddybede, hvad det så er for store ændringer, hun har ambitioner om.

Ministeren: Brug for ændringer af folkeskolen i elefantstørrelse

Minister: Elefanten skal spises bidvis

Men ministeren satte ikke mange ord på, hvilke elefantstore ændringer hun ser for sig. Udsagnet fra Pernille Rosenkrantz-Theil var et direkte svar til Liberal Alliances undervisningsordfører Henrik Dahl, som havde spurgt, om partierne vil blive indkaldt til forhandlinger om en "meget gennemgribende reparation" af folkeskolen.

"Ja, jeg synes, vi skal spise elefanten bidvis, det plejer at være en god idé, men jeg mener faktisk også, at der skal være ændringer af elefantstørrelsen på folkeskoleområdet. Det har også både lærere, forældre, elever og ledere efterspurgt i årevis, og det synes jeg, vi skal imødekomme", lød ministerens svar ifølge Folketingets eget referat.

Lærer: Alle lærere jublede, da Rosenkrantz-Theil snakkede om kortere skoledage

I kølvandet på nye resultater fra de nationale test

Snakken om et behov for store ændringer var afledt af sidste uges resultater fra de nationale test, der nok en gang viste en nedgang i elevernes evne til at læse og regne.

Med henvisning til resultaterne spurgte Henrik Dahl ministeren, om "tiden er inde til, at vi erkender, at reformerne af folkeskolen er slået fejl, og det er tid til at gentænke hvordan folkeskolen bliver drevet?"

Nationale test: Nedgangen i elevernes resultater fortsætter

Hertil lød svaret fra Pernille Rosenkrantz-Theil, at det er "helt uacceptabelt", at mange forlader folkeskolen "uden at tilegne sig de læse- og regnekundskaber, der skal til for at kunne klare sig i vores samfund".

Det skal der gøres noget ved politisk, understregede ministeren, og slog fast, at hun ikke mener, at der er "tilstrækkelige redskaber i redskabskassen" til, at man kan løse problemet "på det nuværende grundlag".

Hovedløst fokus på testresultater

Ministeren præsenterede ingen konkrete bud på, hvordan politiske ændringer kan løfte elevernes læse- og regnekundskaber. Men Pernille Rosenkrantz-Theil fortalte, at hun mener, at man i årevis har været for dårlig til at bruge de mange resultater, man har om elevernes evner.

"Vi har fokuseret for meget på selve testene og for lidt på, hvad der skal ske, når vi har resultatet af testene. År efter år konstaterer vi bare en lille smule hovedløst, at nu har vi resultaterne igen, og at de ser sådan og sådan ud, men der ligger ikke nogen forpligtelse over for hinanden, over for kommunerne, over for skolerne eller over for lærerne til at sige, at så er det den her gruppe elever, man skal se på, og at de skal løftes. Der mener jeg simpelt hen, at vi har grebet det politisk forkert an, i forhold til hvad vi måler på", lød det fra Pernille Rosenkrantz-Theil.

Minister ærgrer sig over egen uklarhed om kortere skoledage og læsning

Kig mere på de fagligt svageste

Ifølge ministeren vil det være en god ide at måle mere på, om skolen er i stand til at løfte de fagligt svageste elever.

"Vi skulle måle lidt på, hvor god man er til at løfte dem, der er i bunden, og det har vi ikke gjort godt nok", sagde hun og tilføjede, at hun har store forventninger til det kommende bedømmelses- og evalueringssystem, som endnu ikke er præsenteret.

Regeringen skulle efter planen have præsenteret et udspil til en erstatning for de udskældte nationale test inden sommerferien. Udspillet blev udskudt på grund af corona-situationen.

Rosenkrantz-Theil: "Nu skal vi have elefanten ud af rummet" 

Læs mere

Læs hele referatet fra spørgetimen