"Hvis jeg ikke kan se, at det kan hænge sammen med min erfaring, så ved jeg slet ikke, hvordan det skal gå for dem, der står og er helt nye i faget eller aldrig har haft elever til prøve", siger lærer Ingrid Bianco Petersen.

Erfaren h&d-lærer: Nu har selv jeg mistet troen på at gennemføre afgangsprøven

Ingrid Bianco Petersen har været en af fortalerne for at gennemføre prøven. Men med nye aflysninger, er det slut. "Jeg skal give karakterer til elever, jeg kun har set et par gange, og de har kæmpe huller, fordi de har mistet så meget undervisning. Det er helt uholdbart", siger hun.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I dag har håndværk og design-valgholdet på Skelgårdsskolen været til sidste del af en prøveeksamen. Eller rettere halvdelen af holdet, for resten er hjemsendt på grund af corona.

Valgfagselever: Det er stressende at skulle til prøve uden undervisning 

"Det betyder, at de igen har mistet en ordentlig klump vigtig undervisning. Jeg sagde efter sommerferien, at jeg var fortrøstningsfuld, og at vi nok skulle nå at indhente det, vi havde mistet frem til jul, hvis vi skar ind til benet på fagligheden. Men det går ikke længere. Det er simpelthen ikke muligt at få dem klar til prøven", siger Ingrid Bianco Petersen, som underviser holdet sammen med sin kollega Frida Haugen Sørensen.

I Tårnby Kommune er valgholdene slået sammen på tværs af skolerne og samlet som hele onsdage. Det betyder, at de to lærere har elever fra tre forskellige skoler. På grund af coronaen, har kommunen byttet rundt på nogle af eleverne, siden holdet startede sidste år, så en del er først komme til efter sommerferien. Samtidig er holdets undervisning samlet på hele onsdage fra jul til jul. Det betyder dels, at eleverne er blevet ekstra hårdt ramt under corona-nedlukningen og har mistet 12 ud af de 20 undervisningsgange, de skulle have haft. Og dels, at elever skal til eksamen om godt en måned.

"Vi kan ikke bare rykke prøven til foråret, for deres undervisning slutter nu, og så skal vi til at undervise 7. klasse efter nytår", fortæller hun.

Eleverne mangler basale færdigheder 

Ingrid Bianco Petersen har været med i udviklingen af håndværk og design helt fra starten, og hun har haft valghold og elever oppe til den frivillige prøve et antal gange. Derfor så hun heller ingen problemer i, at gennemføre den nye afgangsprøve. Selv efter nedlukningen og de mange aflyste timer, var hun stadig fortrøstningsfuld og forberedte eleverne på at gå til prøveeksamen, for at de havde prøvet, hvordan det foregår. Men nu, hvor smittetallene igen er stigende, og elever bliver hjemsendt i stort tal - særligt på 8. årgang, ser det anderledes ud.

H&d-valgholdslærer: Vi skal godt nok løbe hurtigt efter sommerferien 

"Jeg kunne se i dag, hvor mange basale færdigheder, de mangler. De kan ikke huske, hvad værktøjet hedder, for der går så lang tid i mellem. De har helt klart større huller og slet ikke samme niveau som nogle af dem, vi har haft til afgangsprøve før. Og det er ellers meget ambitiøse elever, vi har i år. Det er ikke bare nogle, der sidder med mobilen og er negative. De knokler, og de vil virkelig noget. Men det er synd for dem, for de har mistet meget, og det kan vi mærke".

De to lærere har måttet lave hele undervisningsplanen om én gang til, så den sidste undervisningstid før prøven alene består i træning i de basale færdigheder, som de ikke har kunnet nå at lære. Designprocessen har de godt fat i.

"Jeg synes selv, at vi har været meget positive, og jeg har også prøvet at holde humøret opp hos kollegerne i kommunen, men når jeg begynder at miste modet nu, så ved jeg faktisk ikke, hvem der skal holde den kørende. Hvis jeg ikke kan se, at det kan hænge sammen med min erfaring, så ved jeg slet ikke, hvordan det skal gå for dem, der står og er helt nye i faget eller aldrig har haft elever til prøve".

Gør prøven frivillig i år

Lærerne har fået udskudt årskaraktergivningen til lige før prøven, for en del af eleverne har de kun mødt en enkelt gang.

"Alternativt må jeg give alle elever 7, har jeg sagt. Jeg vil simpelthen ikke stå og give elever karakterer, som jeg dårligt kan navnet på".

Hvis det stod til Ingrid Bianco Petersen, skulle prøven gøres frivillig i år, og gerne med mulighed for, at skoler, der kan giver eleverne chancen for at få valgholdet igen i 9. klasse, kan lade dem gå til afgangsprøve dér.

Undervisningsministeren afviser at aflyse prøve i valgfag 

Ingrid Bianco Petersen og hendes kollega er bestemt heller ikke trygge ved at stå med elever fra tre forskellige skoler.

"Min kollega er højgravid og skal gå fra i december. Og jeg selv har en hjemme, som er i højrisikogruppen. Ingen af os synes, det er sjovt at stå i den her situation. Vi bruger masser af sprit og handsker og visir, hvis vi skal være tæt på eleverne, men det er jo nærmest umuligt at undgå kontakt".