Matematik indskoling
0   23

Forskning: Tidlig indsats i matematik virker

Tidlig Matematikindsats Til Marginalgrupper har en positiv effekt for både lavtflyvende og højtflyvende elever i faget samt for de deltagende matematiklæreres udvikling af deres kompetencer, viser en ny rapport. 873 elever har deltaget i projektet.

Der er positive effekter på alle de forskellige indsatser i TMTM-projektet, men kun i halvdelen af indsatserne er resultaterne signifikant positive - måske fordi materialet ikke er stort nok, står der i rapporten. Projektet har haft indsatser overfor lavtflyvende elever i 2. klasse, højtflyvende elever i 2. klasse og lavtflyvende elever i 8. klasse.

Der er tale om en dialogbaseret og problemløsende tilgang til matematik. Det handler ikke om at lære eleverne den hurtigste vej til facit, men om at bruge matematikken til at fordybe sig og løse problemer. Projektet viser, at lærerne på denne måde kan løfte både de stærkeste og de svageste elever i klassen.

TMTM-projektet

TMTM-projektet begyndte på Frederiksberg for omkring ti år siden, hvor elever i 2. klasse på 8 skoler fik ekstra matematikundervisning alene med en lærer en halv times tid fire dage om ugen. Det varede i 12 uger. Eleverne blev testet før og efter. Det er professor på DPU Lena Lindenskov og lektor Peter Weng fra daværende Frederiksberg Seminarium, der står bag projektet. De har også udgivet flere bøger til undervisning ud fra TMTM-konceptet og har holdt kurser for lærere i det.

Projektet blev gennemført igen senere (2014) med flere elever, og i Matematikindsats 2017 blev indsatsen givet til elever i både 2. klasse og i 8. klasse. Det er Københavns Professionshøjskole i samarbejde med Via University College og TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet, der står bag det seneste tiltag. Det er finansieret af A. P. Møller Fonden og har i to år arbejdet med at løfte både de svageste og de stærkeste elever i matematik på de to klassetrin på 81 folkeskoler.

 

Nogle elever har i projektet haft ekstra matematik i små grupper på 2-4 elever, andre har fået ene-undervisning. Nogle af lærerne har modtaget supervision, andre har ikke.

Artiklen fortsætter under banneret

Projektet har vist signifikant positive resultater for både højt- og lavtflyvende elever på 2. klassetrin og for lavtflyvende elever på 8. klassetrin. Lærerne har oplevet faglig fremgang hos omkring 85 procent af de deltagende elever.

Eleverne fremhæver, at der har været tid til at lære nyt. Fordybelsestiden har været god, og lærerstøtten har øget deres muligheder for at mestre matematikken og har øget deres self-efficacy.

Testet før og efter

Eleverne er alle blevet testet før og efter projektet, og de har talt med læreren undervejs om deres måde at tænke på i matematik, sådan at læreren bedre har kunnet forstå deres tilgang til matematik og har kunnet sætte særligt ind overfor den enkelte elev.

I rapporten nævnes, at undervisningen ofte har været placeret i klassens almindelige matematiktimer eller i andre timer. Men placeringen i matematiktimerne har jo forhindret eleverne i at deltage i klassens almindelige matematik, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Eleverne har ikke haft lektioner uden for normal skoletid, men i rapporten anbefales det at placere timerne udenfor den normale undervisning.

"Mange lærere er optagede af, hvordan de bruger tiden anderledes, hvordan dialogens tænkepauser og den ekstra tid til fordybelse giver eleverne mulighed for at reflektere og forklare, som igen giver lærerne bedre muligheder for løbende at få indsigt i elevernes matematiske tankegange. Lærerens indsigt i elevernes læringsprocesser resulterer i en undervisning, som hele tiden kan tilrettelægges efter elevernes udvikling og motivation, således at eleverne mødes med passende udfordringer og dermed giver mulighed for et stort læringsudbytte", står der i rapporten.

Også lærerne blev styrket

Lektor Jimmy Harder fra Københavns Professionshøjskole siger i en pressemeddelelse, at han håber, at man i de kommunale skoleforvaltninger og på de enkelte skoler vil nærlæse erfaringerne fra TMTM-konceptet, fordi det oplagt kan implementeres i folkeskolen.

Grundprincipperne i TMTM er, at læreren tester eleverne, identificeres deres regnehuller og følger op med en uddybende samtale. At læreren løbende kortlægger elevens styrker, udfordringer og motivation. At læreren tilpasser sin undervisning til elevens faglige udvikling. At læreren anvender en dialogisk og problembehandlende tilgang på de matematiske begrebsområder. At eleverne undervises enten individuelt eller i små grupper i 12 uger fire gange om ugen. At skolens matematiklærere og -vejledere samarbejdet om at styrke det faglige niveau i matematik og forebygge matematikvanskeligheder.

Ca. 80 procent af lærerne i Matematikindsats 2017 oplever, at deres kompetencer er blevet udviklet i projektet, og de nævner også, at TMTM-undervisningen har haft betydning for den undervisning, som de ellers står for i matematik.

Et stort flertal af de deltagende matematiklærere og matematikvejledere fremhæver betydningen af supervision i projektet. Men her er effekten ikke signifikant positiv. Matematikvejlederne vurderer, at den eksterne supervision har styrket deres kompetencer i den interne supervision.

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Matematiknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Danmarks Matematiklærerforening.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.023 andre er allerede tilmeldt