Corona: Seks Tingbjerg-elever fortsætter i 1. klasse, selvom de ikke har bestået sprogprøven

60 børnehaveklasseelever på Tingbjerg Skole har bestået sprogprøven - otte har ikke. De to går børnehaveklassen om, men de seks elever går i 1. klasse efter ferien med sprogstøtte. På grund af corona-nedlukning er det i år forældrenes beslutning om barnet skal i 1. klasse.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I år er første år med obligatotiske sprogprøver på skoler i ghettoområder. Men i maj blev retningslinjerne ændret på grund af corona-nedlukningen, og det betyder blandt andet, at det er forældrene, der beslutter om deres barn skal i 1. klasse, og ikke som det var planen, at det er sprogprøvens resultat, der er afgørende. 

På Tingbjerg Skole bliver alle elever fra 0.-9. klasse sprogvurderet, og der er ekstra resurser til at oprette små hold og give særlige faglige boost til eleverne. 

Sådan fungerer børnehaveklasse-sprogprøverne i praksis

8 elever i alt har ikke bestået sprogprøverne i børnehaveklassen. For de 6 børns vedkommende har forældrene valgt, at de skal begynde i 1. klasse efter sommerferien.

"Der var en større andel af elever i 0. klasse, der ikke bestod første og anden sprogprøve. Vi besluttede at oprette nødundervisning under corona-nedlukningen, hvor 12 elever fra børnehaveklasserne deltog. De fik et boost på tre timer om dagen i små hold. Det handlede om, at de skulle tale så meget som muligt og have fokus på forskellige emner - det kunne være udvidet ordforråd eller ekstra læsning", siger afdelingsleder for indskolingen Anne Mette Færgeman.

"Egentlig skulle vi jo have tilbudt sommerskole til de elever, der ikke havde bestået sprogprøverne, men på grund af corona blev prøver og andet aflyst. Så for de 6 elevers vedkommende er det udelukkende forældrene, der har truffet beslutning om, at de skulle i 1. klasse efter sommerferien".

Skole indkalder børnehaveklassebørn til sprogstimulering under nedlukning

Anne Mette Færgeman fortæller, at lukningen af skolen og nødundervisningen har givet nogle erfaringer med holddeling og enkeltundervisning i boost på en halv time dagligt for de yngste elever.

Holddeler i dansk og matematik

Tingbjerg Skole sprogvurderer alle elever fra 0.-9. klasse og udarbejder handleplaner for eleverne. Dansk som andetsprog bliver indtænkt i samtlige fag og der er altid mulighed for holddeling i matematik og dansk i nogle af ugens timer. Her tænker de i mindre hold, boost med et særligt emne eller værksteder.

Forsker: Sprogprøven bør ikke stå alene

Børnehaveklasseleder Kirsten Bergerud Hansen fortæller, at der hvert år er nogle elever, hvor man skønner at de ikke vil profitere af at gå videre til 1. klasse. Det kan handle om, at barnet ikke er skoleparat.

"Sådan har det altid været, men i år har de nye retningslinjer på grund af corona så overrulet sprogprøverne", siger Kirsten Bergerud Hansen.

Hun mener, at mange af øvelserne i sprogprøverne er fine nok og noget, som de altid har arbejdet med i børnehaveklassen. Og hun er glad for, at øvelserne kan laves uden at børnene opdager, at de bliver særligt vurderet. Men der er også et par prøver, børnehaveklasselederne undrer sig over. At børnene skal kunne definere drømme og tankevirksomhed eller at de i 0. klasse skal kunne bøje at hoppe - fx kunne sige hop - hopper - hoppede.

"Børnene ser det heldigvis som en leg, når vi spørger, hvad laver du, og de svarer 'jeg hopper'. Så spørger vi de andre; 'hvad lavede hun?', og så svarer de, 'hun hoppede'. Men selve det, at de skal sprogvurderes i børnehaveklassen med en test, mener jeg, er at sprogskamme dem", siger Kirsten Bergerud Hansen.

Hun fortæller, at forældrenes holdning også er, at det jo udelukkende sker, fordi de bor i et bestemt postnummer.

"Nødundervisningen i børnehaveklassen i år på grund af corona har vist, at det rykker noget, når man kan dele eleverne i små hold, så resurserne betyder meget".

I nødbekendtgørelsen står, at hvis en elev begynder i 1. klasse, skal skolen "iværksætte en særlig sprogstimulerende indsat for eleven med henblik på, at elevens faglige niveau i løbet af kort tid bliver tilstrækkeligt til, at eleven kan modtage undervisningen i 1. klasse uden en fortsættelse af den særlige sprogstimulerende indsats".