Frem og tilbage er lige langt. Eller er det? Siden 2012 er antallet af specialskoler raslet ned. I stedet befinder de fleste af eleverne sig som bekendt i folkeskolen. Men nu har nogle kommuner fundet ud af, at specialskoler måske alligevel kan noget. Det burde ikke komme bag på nogen, for dengang man begyndte at nedlægge specialskolerne, skortede det ikke på advarsler om, at man smed barnet ud med det berømte badevand.

Der blev advaret mod, at speciallærerne blev spredt ud på folkeskolerne og mistede deres faglige miljø til skade for eleverne, at eleverne kunne havne i små tilbud, hvor elever med ADHD kom i gruppe med elever med autisme - og især at størstedelen af eleverne blev sendt ud i en folkeskole uden den nødvendige støtte.

Advarslerne blev ikke hørt, for ulemperne vejede tungest. Der skulle gøres op med et system med store og dyre specialskoler, lang transporttid for eleverne og manglende fokus på at få eleverne tilbage i almenskolen. Specialområdet slugte til sidst en tredjedel af folkeskolens budget.

Nu åbner der igen specialskoler

Når der nu igen begynder at blive oprettet specialskoler, og når flere elever igen får specialtilbud, er det så den gamle sang om, at frem og tilbage er lige langt?

Det er svært at vide, hvordan det ender, men en optimist kunne godt sige, at det ser ud til, at kommunerne har lært af fortiden.

De gode tanker handler om, at speciallærerne igen skal have et fagligt miljø, og at skolerne skal have en status på linje med de øvrige skoler og arbejde begavet sammen med folkeskolen. For eksempel i Hørsholm forsøger man at gå nye veje: I stedet for at indrette undervisningen efter elevernes diagnoser er der fokus på deres resurser. Da alle typer af speciallærerfagligheder er samlet på den nye skole, skal eleverne ikke skifte tilbud, hvis deres behov ændrer sig i løbet af skoletiden.

Det er opmuntrende, hvis man kan lære af fortiden.

Undtagelsen ser ud til at være Lolland, som har en af landets højeste privatskoleprocenter. Her har man bestemt også gode tanker, men samtidig indfører man, at skolerne skal betale for at sende elever videre til specialskolen, og satser på, at halvdelen af de nuværende specialskoleelever nu kan inkluderes i folkeskolen. Hvordan: Jo, lærerne skal etablere »bedre læringsfællesskaber« i folkeskolen.

Skolestatus 2020

Minder det om noget, vi har hørt før?

Jeg vil godt vædde en stak gamle Folkeskolen på, at hvis vi om fire år spørger, om inklusionen på Lolland går bedre efter disse tiltag, så er svaret nej. Og hvis vi spørger, om der er endnu flere forældre, som har flyttet deres børn på privatskoler, så er svaret det modsatte. Hvorfor vil hver enkelt kommune selv opfinde den dybe tallerken på inklusionsområdet? Hvorfor skal en ny generation af elever og lærere trækkes gennem de samme gamle erfaringer?

Det virker altså ikke!