Corona
0   12

Lærer tager på hjemmebesøg hos sine elever med multihandicap

Med et kognitivt niveau som hos børn på under et år forstår Helle Hundborgs elever ikke, hvorfor deres skole er lukket i denne tid, men at de nok skal komme i skole igen. For at bevare kontakten har læreren besøgt eleverne sammen med en pædagog og to medhjælpere.

En kortege på fire biler kørte i mandags rundt til elever fra Vesterbakkeskolen. I hver bil sad en medarbejder fra specialskolen i Randers. Normalt er de tæt på hinanden i deres klasseteam, men for at mindske risikoen for at blive smittet med corona sad lærer Helle Hundborg, klassens pædagog og de to medhjælpere i hver sin bil. Og når de kom ud til en elev, holdt de pænt afstand. Også selv om det var svært.

"Vores elever er mellem 9 og 16 år, men de har et kognitivt niveau på under et år, nogle lidt højere, så vores undervisning er meget sanselig og er præget af nærvær og fysiske aktiviteter. Vi plejer at knuse og kramme eleverne, men under besøgene holdt vi to meters afstand til dem og deres forældre", fortæller Helle Hundborg.

Artiklen fortsætter under banneret

Eleverne forstår ikke, at deres skole stadig findes

Eleverne er ikke i stand til at modtage digital undervisning, og derfor fik kortegen den ide at besøge eleverne i deres hjem.

Vesterbakkeskolen

Vesterbakkeskolen er en specialskole i Randers for elever med behov for vidtgående og vedvarende specialundervisning.

Målgruppen er børn og unge med generelle indlæringsvanskeligheder, socio-emotionelle vanskeligheder, autisme og udviklingsforstyrrelser. På tværs af disse diagnoser har eleverne en grad af mental retardering.

Skolen har 110 elever, hvoraf 20 er i nødpasning på skolen.

"Eleverne er blevet revet væk fra deres almindelige hverdag. Når de holder ferie, er de tilbage på skolen efter en, højst to uger, så de har allerede været længe væk på grund af coronakrisen. Det er umuligt at forklare dem, at deres skole stadig findes, og de har svært ved at forstå, om de nogensinde kommer tilbage. Derfor spurgte vi os selv, hvad vi kunne gøre for at lave en form for undervisning", fortæller Helle Hundborg.

De valgte at tage alle fire af sted.

"Vi arbejder som et team, og eleverne ser os alle i løbet af en dag. Derfor kender de os som gruppe", siger læreren.

Eleverne kan leve højt på besøget i lang tid

Hos hver familie udviklede besøget sig til en lille fest med saftevand og boller.

"Det giver eleverne en god følelse at få noget i maven, og de strålede af glæde over at se os. De elsker at få besøg, og det var ligesom en fødselsdagsfest for dem. De kan leve højt på vores besøg i lang tid, når forældrene taler med dem om det. Vi mindede dem om, at deres skole stadig eksisterer", siger Helle Hundborg.

Klassen har en lukket gruppe på Facebook, hvor klasseteamet ligger billeder og små videoindslag på fra skoledagen, så forældrene kan tale med deres børn om, hvad de har lavet i skolen.

"Flere af vores elever har ikke et sprog, så de kan ikke selv fortælle om deres skoledag. Nu vil vi lægge små optagelser fra vores besøg ud i gruppen", siger Helle Hundborg.

Fire ud af klassens seks elever fik besøg

Klasseteamet besøgte fire ud af seks elever. En familie takkede nej, fordi datteren kan gå og er vant til at være tæt på de voksne i skolen, og hun ville ikke kunne forstå, at hun pludselig ikke måtte røre ved dem. En anden elev bor i et bosted, og forældrene var ikke sikker på at de kunne nå at hente inden besøget.

Ellers var klasseteamet en lille times tid hos hver elev.

"Vi fortalte eleverne, at vi glæder os til, at de kommer i skole igen, for så skal vi til morgensamling og synge sange, og vi skal på ture. Vi talte med dem om det, de kender fra skolen, og om det, der optager dem hver især. En er for eksempel fan af Randers FC. Vi spurgte også, hvad de har lavet, mens de har været hjemme. Så svarer forældrene, men børnene forstår, hvad de siger. En har for eksempel spillet fodbold med sin bror. Han sidder ganske vist i kørestol, men når han kigger på, at broren spiller, synes han, at han selv er med".

Helle Hundborg og hendes kolleger lavede også sjov med eleverne.

"Det kan være kærligt drilleri eller en bestemt lyd, som de synes er sjov, eller en sang, som vi synger lidt anderledes, end den egentlig skal", fortæller Helle Hundborg.

Klasseteamet er klar til en nye besøg efter påske

Kvartetten fra Vesterbakkeskolen kender forældrene godt og ved, at de er pressede, når de skal have deres børn hjemme i døgndrift.

"Vi talte med dem om de udfordringer, de løber ind i. Børnene kræver meget opmærksomhed, især nu når de keder sig. De har meget svært ved at vente. I skolen har vi en struktur, så når en elev vil spise 'før tid', kan vi henvise til, at vi spiser klokken 11 og så ellers aflede eleven. Forældrene har sværere ved at sige 'Du må vente'. De har behov for hjælp til at skabe struktur, og det talte vi med nogle af dem om", siger Helle Hundborg.

Besøgene kom ikke kun elever og forældre til gavn. Helle Hundborg fik også et udbytte med hjem.

"Jeg savner eleverne, og det giver mig meget, at de bliver glade for at se os. Det var også godt at se kollegerne, for vi kan godt lide at være sammen. Besøgsrunden har givet mig ny energi", siger Helle Hundborg.

Hvis skolerne fortsat skal holde lukket efter påske, vil klasseteamet tage på en ny besøgsrunde.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.261 andre er allerede tilmeldt