Lærerliv
2   81

»Det bedste kort, jeg har, er lærerkortet«

Hvad gør man, når man brænder for relationer til elever, og når først lov 409 og siden en barnenæve slår lærerglæden ud af kroppen? Lærer og mor til tre Maren Elise Skjerlie Gilling begyndte at løbe ultramaraton. Men hun kunne ikke løbe fra trangen til at gøre en forskel. Så hun sagde lærerjobbet op, og i dag bygger hun skoler ved den syriske grænse.

To ugers orlov fra Ny Hollænderskolen på Frederiksberg. Det er de første skridt væk fra folkeskolen, som lærer Maren Elise Skjerlie Gilling tager. Med 200.000 fondskroner rejser hun fra kollegaer, elever, sin lærermand og tre små sønner til uofficielle flygtningelejre placeret i nabolande tæt ved den syriske grænse. Her sidder hun på hug og smiler sig ind i utrygge flygtningebørns hjerter. Målet er sammen med fotograf Lars Schmidt at skabe det danske undervisningsmateriale om syriske flygtninge, som hun som lærer i Danmark forgæves har søgt efter.

Hun har netop interviewet en socialrådgiver, da hun sammen med fotografen går mod bilen og deres chauffør. Chaufføren står mut og sammensunken sammen med tre mænd i jeans, læderjakker og solbriller. Mændene kræver alle noter, mobiltelefoner, pas, papirer og penge fra læreren og fotografen. De bliver skubbet ind på bagsædet af en anden bil. Den sætter i gang og kører af sted over stok og sten. Er det myndigheder, eller er det kidnappere? Maren Elise Skjerlie Gilling ved det ikke.

Artiklen fortsætter under banneret

»Jeg var så bange. Det eneste, jeg koncentrerer mig om, er ikke at skide i bukserne. Vi flyver gennem byen. Jeg tænker, at mine børn derhjemme har en fantastisk far, fantastiske bedsteforældre, men de børn, som har fortalt mig deres historier, har kun mig«.

Vejen til lærerlivet

Turen til den syriske grænse er ikke første gang, hun sætter sig i et fly for at begynde på et nyt kapitel i livet. I 2004 rejser 21-årige Maren Elise Skjerlie fra Blomsterdalen i Norge. Hun har været lærervikar i sit hjemland og er ikke i tvivl om, at hun skal være lærer. Som teenager har hun spillet håndboldturneringer på dansk grund og har fået en stor kærlighed til Danmark. Hun har udlængsel, drømmer om at bo et sted, hvor der er højere til loftet end i Blomsterdalen. Hun er fast besluttet på at få en dansk læreruddannelse. I lufthavnen lover hun sin mor, at hun nok skal komme hjem igen. Hun knipser med fingrene og siger: »Jeg er tilbage om to sekunder«.

I København lander hun hos en veninde, tager Krak-kortet frem og finder den nærmeste læreruddannelse. Da hun banker på døren til Frederiksberg Lærerseminarium, har hun en middelkarakter fra gymnasiet, ingen danskkundskaber og store overtalelsesevner med. Hun bliver optaget.

Den første dag på lærerstudiet sidder hun på toilettet og ser på sit eget spejlbillede og tænker: »Nu er det nu«. Samme dag møder hun sin introvejleder Lasse Gilling.

Maren Elise Skjerlie vælger idræt, svømning, matematik, geografi og biologi som sine fag. Fællesskabet blandt de studerende og samhørigheden om lærerfagets værdier fylder hele livet. De norske gloser bliver langsomt erstattet af danske. Underviseren i biologi, Anders Thomsen, bliver hendes forbillede.

»Den måde, han gik i en klasse på. Han var sig selv. Han var den autentiske lærer. Han brændte så meget for sit fag, og det smittede. Jeg tænkte: 'Sådan en lærer vil jeg også være'«.

Sin første praktik har hun på Ny Hollænderskolen på Frederiksberg. Med det samme bliver hun grebet af skolen. Hun er slet ikke i tvivl om, at her vil hun være lærer. Hendes kæreste, Lasse Gilling, får arbejde på skolen, da han bliver færdig. Og i 2008 bliver også Maren Elise ­Skjerlie en fastansat del af det, hun den dag i dag kalder Ny Hollænderfamilien. På skolen kan alle høre, når Maren Elise Skjerlie kommer. Det er hende, der altid griner.

»Jeg går altid glad på arbejde. Jeg synes, jeg er en megafed lærer. Jeg bliver aldrig ked af det. I den periode er der ikke nogen lærere, der stopper på skolen, medmindre de skal på pension«, siger Maren Elise Skjerlie Gilling.

Lockoutet fra lærerglæden

I 2011 bliver Lasse Gilling og Maren Elise Skjerlie gift på Bornholm. Lærerparret fortsætter som kollegaer på Ny Hollænderskolen. Glæden ved lærerlivet bliver kun afbrudt af barsler. I 2009 føder hun Kalle og i 2011 Johan. Hun er gravid igen i 2013 og på påskeferie i Norge, da hun på billeder på computeren ser de dystre miner hos lærerformand Anders Bondo Christensen og KL's topforhandler, Michael Ziegler. Hun hører ordet lockout, men tror ikke på, at det vil ske.

»Jeg er totalt go happy - go lucky. Det kommer ikke til at ske. Det kan jeg slet ikke forestille mig«, siger hun.

Da hun står uden for Ny Hollænderskolen tirsdag den 2. april 2013, begynder hun at græde. Skolen er lukket. Lærerne må ikke komme ind.

»Det var et mareridt for mig. Jeg forstod slet ikke, hvad det var, KL sagde om os. De vidste slet ikke, hvad vi lavede. Jeg havde en 4. klasse. Jeg havde flere elever, der havde diagnoser. Det var skolens struktur, der gjorde, at deres liv fungerede. Jeg var så bekymret for dem«.

Med maven struttende trækker Maren Elise Skjerlie Gilling i en gul vest og går på gaden. »Så råbte folk ad mig: 'Kan du så se at komme tilbage på arbejde'. Jeg græd hver dag. Stoltheden blev pillet ud af min profession«.

Da regeringsindgrebet kommer, og skoledørene igen åbner, er Maren Elise Skjerlie Gilling ikke den samme lærer længere.

»Eleverne græd. Jeg græd. Det var et traume. En af drengene kom aldrig tilbage til klassen efter lockouten. Han havde fået social angst. Jeg kan ikke sige, at det var lockoutens skyld. Men den gjorde noget ved børnene - og ved mig«.

Ny lærerhverdag

Barslen bliver en tiltrængt pause. Men da Maren Elise Skjerlie Gilling kommer tilbage til Ny Hollænderskolen i 2014, er alt forandret. Lærerlivets rammer klemmer. Maren Elise Skjerlie Gilling går til skolelederen og siger, at hun har det svært. Lederen siger, at det også må være hårdt med tre små drenge derhjemme. Men det er ikke hjemmefronten, som presser.

»Jeg kan ikke få min glæde tilbage. Det er stadig fantastisk at lukke døren til klasseværelset og være med eleverne. At være en voksen for de elever betyder alt for mig. Men jeg kan ikke bare indtage en lærerrolle. Jeg har brug for en tæt relation. Jeg skal gøre det trygt for dem. De skal kunne stole på mig. Jeg skal bakke dem op. Og det kan jeg ikke levere, for jeg har pludselig fået så travlt«.

Samme år stopper hun et slagsmål mellem to elever i 6. klasse. Den ene dreng slår hende med en knytnæve lige i panden, mens han råber: »Luder, luder, luder«.

»Jeg ser helt vild ud. Der vokser bare sådan en stor rød bule ud af panden. Det sker foran alle de andre elever«.

Skolelederen træder ind og overtager den chokerede klasse. Maren Elise Skjerlie Gilling tager eleven med over på kontoret. Hun bliver sygemeldt, men hun snakker med eleven, og han er lige så ked af det som hende.

»Da jeg går derfra, synes jeg, at det er min skyld. Han er ked af det. Og jeg har ikke set det. Det er ikke, fordi han har noget imod mig. Det er, fordi han har det svært, og jeg har haft for travlt til at se det«.

Skolen sender Maren Elise Skjerlie Gilling til psykolog. »Men alt, hvad vi snakker om, er den skide lærerlockout«.

Efter jul er hun tilbage på skolen. Den energi, hun før fandt i lærerjobbet, bliver hun nødt til at finde andre steder. Hun løbetræner, skriver om og engagerer sig i maraton. Samtidig er syriske flygtninge begyndt at søge mod Danmark, og sommeren 2015 går der flygtninge på de jyske motorveje.

Vejen væk fra folkeskolen

60 kilometer. Ultramaraton i bakket terræn. Det er Maren Elise Skjerlie Gillings mål, da hun møder fotograf Lars Schmidt. Han har haft børn i hendes klasse og ved, at hun skal til ultramaratonløbet i Sønderjylland, som han skal fotografere. Han spørger, om hun vil køre med i hans bil.

På vej derhen fortæller Lars Schmidt om sine rejser som fotograf. I bilen snakker de om manglen på danske undervisningsmaterialer om de syriske flygtninge, og sammen finder de ud af, at de vil søge penge til at rejse ud og udvikle det materiale, der mangler. De får 200.000 kroner fra Frederiksberg Fonden. Maren Elise Skjerlie Gilling får to ugers orlov fra Ny Hollænderskolen. Sammen med fotografen drager hun mod uofficielle flygtningelejre ved Syriens grænse.

»Jeg havde hovedet under armen. Jeg anede ingenting om de her flygtninge. Jeg har aldrig mødt børn på den måde. Jeg anede ikke, at der fandtes børn, som lever sådan her. Jeg går med hænderne i lommen i flygtningelejren og niver mig selv i låret, for jeg må ikke græde. Jeg har indgået en aftale med mig selv om ikke at græde«, siger Maren Elise Skjerlie Gilling. Stoffet til undervisningsmaterialet bliver samlet ind, men samtidig hjælper Maren Elise Skjerlie Gilling også flygtninge, hvor hun kan.

»Jeg kunne se, at jeg kunne gøre en forskel. Mens jeg er der, får jeg 16 børn væk fra gaden. Vi fik samlet lidt MobilePay ind, så der kom en lille butik. Så kunne de voksne arbejde og børnene komme i skole. Da jeg kom hjem, var jeg tyndslidt, men når jeg var i det, kunne jeg mærke, at jeg var skidegod. Det er det, man kan som lærer. Være i øjenhøjde med børnene«.

Da hun kommer hjem, får hun tilbudt at arbejde et par måneder på flygtningebørn.dk, hvor hun skal udvikle undervisningsmaterialer. Men skolens ledelse siger nej til mere orlov, og så siger Maren Elise Skjerlie Gilling op. Da hun ikke længere skal udvikle undervisningsmaterialer, ved hun, at hun vil gøre en forskel. Hun vil bygge skoler til syriske flytningebørn. Projektet får navnet 5 skoler.

Foreløbig har Maren Elise Skjerlie Gilling samlet penge ind til at starte tre skoler ved den syriske grænse. Den fjerde åbner snart. Hvert år skal hun indsamle 880.000 kroner for at holde skolerne kørende. Hun får ingen løn og er med sorg blevet nødt til at melde sig ud af Danmarks Lærerforening for at holde alle udgifter på et minimum. Lasse Skjerlie Gilling er blevet tillidsrepræsentant på Ny Hollænderskolen og tager sig af deres tre sønner i de perioder, Maren Elise Skjerlie Gilling rejser væk og agerer skoleleder langt væk fra en dansk skolevirkelighed.

Lærerkortet gør en forskel

Nedtrykthed rammer nogle gange. Engang skrev hun det på Facebook. Så ringede den radikale politiker Ida Auken hende op. Hun sagde: »Maren, det er ikke din skyld, der er krig. Du kan ikke stoppe Assad. Du kan ikke redde alle. Du må bruge de kort, du har på hånden, så godt du kan«. Den samtale tænker Maren Elise Skjerlie Gilling tit på.

»Det bedste kort, jeg har, er lærerkortet. Det er det, jeg bruger, når jeg gør en forskel. Det er det stærkeste kort, jeg har fået«.

Den dag hun blev smidt i en bil, var det heldigvis myndighederne, der hev hende til 15 timers forhør. Hun er blevet klogere siden og bliver ikke længere arresteret. Der er kræfter, der gerne vil have hende om på den syriske side af grænsen og bygge skoler. »Men så er vi på et helt andet sikkerhedsniveau«, siger hun.

Maren Elise Skjerlie Gilling er på skolerne hver sjette uge. Hun savner den daglige kontakt med eleverne på Ny Hollænderskolen og afviser ikke, at hun en dag vender til­bage til en dansk lærerstilling eller et skolelederjob. Men ikke lige nu. For lige nu er der ikke andre end Maren Elise Skjerlie Gilling, der skaber trygge rammer om læring for de syriske børn, som hun har mødt i de uofficielle flygtningelejre.

»Jeg kan ikke vende børnene ryggen. Hvis man kan gøre en forskel for andre, så skal man gøre det. Det er jeg vokset op med. Men jeg har betalt en pris. Jeg tager det hele ind. Livet er blevet mere alvorligt«.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ