Casper Steppat kunne ikke se sig selv på et kontor, så han har valgt at supplere studenterhuen med en læreplads som energispecialist. Det tager han rundt i landet og fortæller folkeskoleelever om - her på Kildevældsskolen.

Vvs-lærling med studenterhue på skoleturne

Casper Steppat er vvs-læring. Men han er også student med et gennemsnit på 11,3 og en af de unge, der fra i dag tager rundt på folkeskoler for bl.a. at punktere myten om, at håndværksuddannelser er for de unge, der ikke kan klare gymnasiet.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Mine 2.gradsligninger giver mening, fordi jeg skal bruge dem til at finde ud af, hvor stor en radiator skal være. Jeg tror, at rigtig mange unge har svært ved at se formålet med det, de lærer i skolen, men på faguddannelserne kobler vi hele tiden teori og praksis", fortæller Casper Steppat.

"Min bror er tømrerlærling og lige fyldt 18. Han kører allerede rundt i egen firmabil. Og når jeg selv er færdiguddannet, har jeg mulighed for at tage til Norge og arbejde til, hvad der svarer til direktørløn, fordi efterspørgslen efter energispecialister er så stor deroppe," fortæller Casper Steppat, der også møder fordomme, når han fortæller om sin uddannelse:

"Man falder lige et par point i agtelse, og folk spørger typisk: Hvorfor, du fik jo gode karakterer? Og så har de som regel lige en vandhane, de skal have fixet", fortæller han i en pressemeddelelse fra Erhvervsskolernes ElevOrganisation og Nordeafonden, der står bag det nye ung-til-ung-vejledningstilbud.

Helene Glundholt er formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation og selv ved at uddanne sig til grafisk tekniker:

"Vi gør udskolingseleverne opmærksomme på udbuddet af uddannelser og vil vise, at erhvervsuddannelserne også er en attraktiv uddannelsesvej, som både kan lede til job, iværksætteri og videreuddannelse".