Vi
drømmer om et Odense, der er familiernes by. Et Odense, hvor familier har tid
til hinanden, og hvor alle børn trives, lærer og er trygge – både derhjemme og
i vores kommunale institutioner.
I
den drøm bliver man som barn ikke skældt ud. For skældud er hverken rart, trygt
eller lærerigt for børn. Og i øvrigt heller ikke for den voksne, der pludselig
oplever sig selv stå over for et barn med hårde ord, løftet pegefinger og hævet
stemme. Alligevel ser nogle voksne skældud som et nødvendigt onde, mens andre
måske har svært ved at få øje på et alternativ. Den antagelse vil vi gerne
udfordre.
For
skældud harmonerer ikke med tankerne i den vision for det gode børneliv, som vi
vedtog i Børn- og Ungeudvalget i november sidste år. I den beskriver vi,
hvordan voksne i barnets hverdag er med til at gøre barnets verden både større
og tryggere. Det gælder selvfølgelig de voksne i familien, der udgør ethvert
barns fundament, men også de lærere og pædagoger, fodboldtrænere og
klassekammeraters forældre, som spiller en rolle i et barns liv og udvikling.
Her gør vi det klart, hvordan tydelighed, rammer og en god tone er vigtigt for
barnets trivsel, læring og dannelse.
Derfor
vil vi gerne sætte fokus på, hvordan vi minimerer brugen af skældud i vores by.
I Odense Kommune spørger vi både børn og voksne, hvordan de oplever hverdagen i
vores dagtilbud. Det handler ikke om at pege fingre - hverken af forældre eller
af dygtige fagpersoner. Det handler derimod om at have datagrundlaget på plads,
så vi ved, hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Og her ved vi fra forskningen,
at konflikter avler konflikter. At skælde ud er ikke noget, der stimulerer barnets
indre motivation for at ændre sin adfærd. Det er allerhøjest noget der fører
til, at barnet bliver bedre til at skjule de aktiviteter, det får skæld ud for.
Derfor er det en opmærksomhed, vi skal have, når mere end hvert tiende barn i
vores børnehaver svarer, at de oplever skældud, der gør dem kede af det.
Vi
ønsker en bred dialog i Odense – både i vores børnehuse og i de odenseanske
familier, så vi i hele byen kan have et positivt børnesyn – både blandt
forældre, bedsteforældre, foreningsfolk og kommunale medarbejdere. Kun på den
måde kan vi komme hele vejen rundt om, hvordan vi får skabt rammerne for et
godt børneliv for alle byens børn.
Deri
ligger også en fælles opgave i forhold til, hvordan vi som voksne omgås
hinanden. Her er tonen heller ikke altid lige pæn. Børn suger de indtryk til
sig, som omgiver dem i deres nærmiljø. De gør det, vi gør – ikke nødvendigvis
det, vi siger, at de skal gøre. Ingen børn skal opleve at blive skældt ud af
voksne, hverken ude eller hjemme. Men vi voksne odenseanere kan også gøre en
positiv forskel for børnenes dannelsesproces, hvis vi sænker skuldrene og
bliver lidt bedre til at tale pænt til hinanden. Både på sociale medier og
ansigt-til-ansigt. Ellers er vi med til at danne grobund for morgendagens
tastaturkrigere og internet-trolde. Og den slags udemokratiske borgere vil
ingen af os vel ønske, at vores børn vokser op til at blive.
Til
slut vil vi fremhæve et citat af den amerikanske børnepsykolog, Ross W. Greene,
som på smukkeste vis fremhæver det børnesyn, vi ønsker at Odense skal være kulturbærer
for. Et børnesyn, der skal gøre Odense til en tryg og god by at vokse op i –
for alle børn:
”Børn gør det så godt, som de kan, og hvis de ikke kan, skal de
have hjælp – ikke skældud”.
