Debat

Forsøksgymnaset i Oslo, der åbnede i 1967
Forsøksgymnaset i Oslo, der åbnede i 1967

Debat: Nils Christies skolekritik har aldrig været mere aktuel

Publiceret Senest opdateret

Da den norske sociolog Nils Christie udgav sin bog Hvis skolen ikke fantes i 1971, vakte det stor opmærksomhed. I løbet af få år blev bogen udgivet på flere sprog, herunder svensk, tysk og bulgarsk. Den udløste debatter blandt elever, studenter og skolefolk, og blev anmeldt og diskuteret i aviser, tidsskrifter og på TV. Gik man på et lærerseminarium i 1970’erne var Christies bog essentiel læsning for mange, der søgte mod andre og mere demokratiske tilgange til skole og uddannelse. Efter at være blevet udgivet på det amerikanske forlag MIT Press i 2020, har bogen endelig fået fortjent international opmærksomhed. If schools didn’t exist har fået gode anmeldelser i flere sociologiske, psykologiske og pædagogiske tidsskrifter.

Det er måske uventet at en faglitterær bog om skoler bliver omtalt og diskuteret på nationalt TV i dag, men det var det ikke i 1971. Op gennem 1960’erne blomstrede en radikal samfundskritik på tværs af hele samfundet, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved centrale samfundsinstitutioners funktion og eksistensberettigelse: militæret, fængslet, asylerne – og ikke mindst skolen. Venstreradikale kræfter søgte væk fra de store, autoritære og fremmedgørende institutioner i håb om at give magt og myndighed tilbage til undertrykte og marginaliserede grupper. Kvinder, etniske minoriteter, patienter, fanger og elever skulle blive hørt og indrømmes en selvstændig stemme. Small is beautiful, lød det. Det sociale liv blomstrede bedst i små enheder, hvor alle kunne komme til orde. I uddannelsessektoren betød det et opgør med den autoritære skole, hvor eleverne fremstod som objekter som skulle formes og opdrages. Tiden kaldte på institutioner, hvor eleverne blev mødt som subjekter og aktører i eget liv, ikke sparekasser, der skulle fyldes op med irrelevant viden.

Nye skoler voksede frem overalt. Mens det norske Forsøgsgymnasium som slog dørene op i 1967, var bygget på sådanne tanker, dukkede der i Danmark en række selvstyrende og demokratisk profilerede friskoler op i by og land. Udviklingen af frie, små og horisontalt ledede skoler smittede hurtigt af på samtidens offentlige skolepolitik og debatter om forholdet mellem opvækst, opdragelse og demokrati. Med skolelederen Inger Merete Nordentofts fine ord fra 1939 blev skolen i stigende grad anset som et vigtigt eksperimenterende forum for at udvikle «medborgere, som ikke lystrer, men samarbejder under eget og fælles ansvar, som ikke er autoritetstro, men vurderer problemerne kritisk og diskuterer dem til bunds, som ikke venter på ordrer, men handler på eget initiativ, som kræver ret for alle og uret for ingen».

Nils Christine. Forfatter til bogen <span class=" italic" data-lab-italic_desktop="italic">Hvis skolen ikke fantes</span> i 1971
Nils Christine. Forfatter til bogen Hvis skolen ikke fantes i 1971

Det var disse tanker, der lå til grund for Nils Christies bog. Hos Christie og samtidens radikale skoletænkere – blandt andre Paulo Freire, Ivan Illich og A.S. Neill – blev skolen anskuet som et demokratisk fællesanliggende, som vi for de kommende generationers skyld må blive ved med at forholde os kritisk og spørgende til. Hvilken mening giver skolen? Er det en meningsfuld skole? I så fald, for hvem og på hvilken måde? I den nylig udkomne antologi Skolens mening: femti år etter Nils Christies Hvis skolen ikke fantes, giver en række forskere forskellige svar på disse vigtige spørgsmål i et nutidigt perspektiv. I dette indlæg vil vi fremhæve fire centrale temakredse i Christies tænkning, der på hver deres måde bringes i spil i antologiens bidrag – og som forhåbentligt kan bidrage til at revitalisere samtalen om skolens mening på tværs af Norden

Sociale fællesskab og rangering af elever

For det første var Christie optaget af at etablere trygge, sociale fællesskaber, hvor alle oplever, at de hører til og kan udrette noget. I Skolens mening viser nutidige skoleforskere imidlertid hvordan skolen historisk set og i dag har en tendens til at gribe ind i, erobre, omdanne og sågar ødelægge de sociale fællesskaber som allerede eksisterer i samfundet. I bogen skildres for eksempel, hvordan bestemte grupper i samfundet (arbejderklasseungdom og etniske minoriteter) i 1960- og 70-erne blev indlejret i et skolesystem, hvor de følte sig fremmedgjorte og udenfor. På lignende vis viser antologien, hvordan norske myndigheder systematisk forsøgte at «civilisere» samisk kultur og væremåde gennem skolen, blandt andet ved at etablere internatskoler og dermed skille forældre og børn. Fornorskningspolitikken var hård, nådesløs og tog ingen hensyn til de samiske fællesskabers sprog og egenart.

Christie var af gode grunde skeptisk overfor de udefrakommende politiske forsøg på at styre «civiliseringen» af børn gennem skoler, både i Norge, Danmark, USA, og andre eksempler, som han fremhæver og kritiserer. Men Christie var i lige så høj grad optaget af skolens indre liv, altså hvordan skolen gennem sine egne opdelinger, logikker og rangeringer bidrager til oplevelser af fremmedgørelse eller inklusion hos den enkelte elev. Skolen havde i Christies optik et stort forbedringspotentiale: ikke i forhold til, at børnene kunne og burde blive dygtigere i skolefagene, men at de skulle få et trygt, meningsfuldt og godt sted at være ved at give plads til børnenes medvirkning. I Skolens mening viser vi at skolens vægt på standardiseret og formalteoretisk læring, med påfølgende elevvurdering og kundskabskontrol, ofte har negative effekter på elever. Fra et helsefagligt perspektiv argumenterer en af bogens forfattere for at der antageligvis foregår omfattende forsømmelse og omsorgssvigt i skolen, ikke mindst gennem den store vægt skolen lægger på faglige præstationer. Mange elever føler at de ikke er tilstrækkelige eller «normale». Skolesystemet evner ikke at tage vare på de sårbare børns psykiske og fysiske sundhed.

Skolens rationalitet

I Hvis skolen ikke fantes forsøgte Christie at synliggøre skolens funktioner og påvise hvilken slags rationalitet som blev lagt til grund for dem. Det er en tråd, som der spinnes videre på i Skolens mening. Skolen i dag præges stadig af teknokratiske og instrumentelle strategier. Mål- og resultatstyring vinder fortsat terræn. I antologien diskuteres denne instrumentelle rationalitet i forhold til den nordiske dannelsestradition, som har sine rødder i blandt andre Immanuel Kant og Johann Pestalozzi, hos hvem mennesket forstås som et selvbevidst, ansvarligt og selvbestemmende individ som ytrer sig gennem sproget og derigennem skaber tilhørighed til fællesskabet. I skolen får denne tradition stadig dårligere (vil)kår, således at børns selvagtelse og værdighed er i fare. Man satser på det som kan måles; det gælder om at være «bedst i test». Desuden ser vi spor af, at politik og videnskab på skoleområdet i stigende grad bliver sammenvævet, så det i dag bliver vanskeligere at iværksætte ændringer eller tiltag som ikke er baseret på forskning. Det kan til tider se ud som om, at forskningen viderefører og cementerer den gældende skolepolitik: Meget skoleforskning evner i ikke så høj grad at udfordre vores egen konserverende tænkning om skolens form og indhold.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Så hvordan kan skolen i Christies optik blive et meningsfuldt sted at være? Til forskel fra skolekritikere som Ivan Illich og John Holt ville Christie ikke afskaffe skolen. Han ville have en anderledes skole. I Skolens mening antydes hvordan en anderledes skole kunne se ud. For eksempel kan det argumenteres, at problemløsning, aktiv deltagelse, brug af egen tankekraft og fantasi bør få betydelig mere spillerum i de danske og norske skoler. To af bidragsyderne i bog hævder sågar at skolen måske først og fremmest burde være et sted, hvor man udforskede hvad skolen kan og bør være. Forudsætningen for det er, at man løsner grebet ovenfra og i større grad frisætter elever, forældre og lærere til selv at tage initiativ, at drive skolen med det de finder meningsfuldt og nyttig. Skolen må i størst mulig grad selv bestemme hvordan den skal organisere sig og hvilke aktiviteter den skal rumme. Christie opererede ikke med en doktrin eller et program, men opfordrede hver skole til at indrette sig efter sine egne behov, fremfor at sætte skolen i system. En sådan vision kan nok i dag virke utopisk og fjern. Men det går jo an at begynde i det små.


En anderledes skole

Til trods for den udfordrende titel Hvis skolen ikke fantes var Christie ingen livsfjern, radikal tænker. Han tog derimod udgangspunkt i samtidens toneangivende værdier og politiske diskussioner, som – ligesom de fortsat gør i dag – ofte bestod af gode idealer og velmenende intentioner. I Hvis skolen ikke fantes citerer Christie eksempelvis et afsnit fra den norske Kirke- og undervisningskomitéens indstilling til skolereform fra 1969: «Skolen skal ikke bare forberede og dyktiggjøre elevene for livet, skolen er en vesentlig del av livet. Skolen er blitt og vil i enda sterkere grad bli en stadig større del av et menneskes liv. Skolen må derfor ha sin egenverdi». Sådanne ambitiøse formuleringer optræder fortsat i såvel den danske som norske formålsparagraf for folkeskolen. Det Christie tog fat i, og gjorde til selve hovedpointen i sin bog, var at vise, hvordan den skolepraksis man etablerer, ikke på nogen måde er egnet til at skabe det sociale fællesskab, der står i de skolepolitiske aftaler. Og netop dette gør Christies bog slående aktuel. Kapitlerne i Skolens mening viser til fulde, at dagens skole ikke er i nærheden af at opfylde de værdier, som man foregiver at lægge til grund for den.

Skolen er sin egen form for socialt liv, og man kan forsøge at ændre skolen således at de livskvaliteter, man snakker så varmt om i teorien, også kan realiseres i praksis. «Mitt alternativ går mer i retning av å forsøke å så tvil om det legitime i skolens nåværende form og innhold, for deretter å kunne omstøpe det liv som der leves, gjenskape det så i hvert fall skolen – om intet annet i vårt samfunn – kan by på en sosial ramme hvor noen egentlig nokså gammeldagse livskvaliteter på ny kan utfoldes», hævdede Christie. Denne pragmatiske holdning til skolen gør at Christies bog fremdeles kan og bør tages alvorlig. Man behøver ikke være skolestormer, utopist og revolutionær for at trække lærdom af Christies bog. Det er nok at man er åben for, at skolelivet kan leves anderledes.

'Skolens Mening' er redigeret af Willy Aagre og Espen Schaanning og er netop udkommet på Universitetsforlaget. Lucas Cone og Joachim Wiewiura bidrager med et kapitel til bogen. Nils Christies ’Hvis skolen ikke fantes’ udkom i 2020 på engelsk med titlen ’If schools didn’t exist og blev oversat og redigeret af Cone og Wiewiura.

Powered by Labrador CMS