130 skolefolk er samlet på Sorø Akademi for at debattere dannelse i en global verden.
130 skolefolk er samlet på Sorø Akademi for at debattere dannelse i en global verden.

Riisager: Dannelsen i skolen er truet af forandringstrang

Dannelsen i skolen er truet af forandrings- og forstyrrelsestrang og af overfladisk fokus på færdigheder og kompetencer. Det var undervisningsminister Merete Riisagers indgangsbøn til årets Sorø-møde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dannelse står i modsætning til et mere fladt læringsbegreb, sagde Merete Riisager, da hun indledte årets Sorø-møde, hvor skolefolk og politikere mødes for at diskutere dannelse de næste tre dage.

"Forstå mig ret, jeg har ikke noget imod, at børn og unge lærer noget, men dannelse er noget mere end bare at overføre viden og evnen til at læse, skrive og regne", sagde Merete Riisager.

Hvorefter hun stillede spørgsmålene: "Hvad truer så dannelsen?  Er det bare noget vi kan tage for givet, som altid er til stede i vores uddannelsessystem?"

Og hun svarede selv med en vis portion selvkritik, at man ikke kan tage dannelsen for givet. For spørgsmålet er, om de mange forandringer, som politikerne har budt skolerne, har betydet så meget fokus på målbare kompetencer, at det er gået ud over selve undervisningen i skolen. 

"Dels kan man forfalde til lidt for overfladisk tilgang til uddannelse og skole. Vi kan forfalde til læring i 2D, hvor vi hele tiden kun kigger på færdigheder og kompetencer. Dels kan vi også som uddannelsesfolk blive så optaget af vores opgave, at vi fortaber os i forandrings- og forstyrrelsestrang, hvor vi hele tiden vil noget nyt med skolen på den måde, at kerneopgaven faktisk får mindre opmærksomhed".


Lærernes svære opgave

Og der er meget på spil, understregede ministeren.

"Demokratiet bæres af borgerne. Det handler ikke kun om, at vi har valg hvert fjerde år, eller at eleverne ved, hvor mange medlemmer der er af Folketinget".

"Det er vigtigt, at alle nye borgere forstår de præmisser, der er for et samfund. Så skolen skal ikke indoktrinere, men den skal opdrage".

Merete Riisager sagde, at skolen og lærerne har en svær opgave, når den skal indføre børn og unge i vigtig viden, men også give dem evnen til at kritisere.

"Det vil sige, at uanset hvad det er for et dogme, der findes, jamen så skal det være muligt at udfordre det. Det uanset om, det er holdninger, eller det er religiøse overbevisninger. Det er ikke let. Det er en stor og svær opgave og konflikter, der foregår andre steder i verden, de kan nogle gange være til stede i et klasselokale. Og det gør lærernes arbejde både meget vigtigt og meget svært", sagde Merete Riisager.

Minister: Skab ro til læring

I løbet af de næste dage i Sorø skal uddannelsesfolk fra grundskole og ungdomsuddannelser også diskutere teknologi i skolen. Og Merete Riisager slog fast, at teknologien fører mange gode ting med sig i uddannelse - eksempelvis muligheden for at tilpasse undervisningen til den enkelte elev. Men nogle gange er der brug for ro for at opnå læring, sagde ministeren.

"Virker teknologien forstyrrende, så kan det være nødvendigt at slukke for den og skabe et analogt rum, hvor man er sammen". 

Powered by Labrador CMS