”Det skal gøre en forskel i folkeskolen og hele vejen op gennem uddannelsessystemet”, sagde Mette Frederiksen på pressemødet ifølge TV2.

Regeringen vil bruge 2½ milliarder ekstra om året på uddannelse

Kvaliteten af landets uddannelser skal øges, lyder det i dag fra regeringen, som er klar til at tilføre området 2½ milliarder kroner ekstra om året. Læreruddannelsen nævnes specifikt i udspillet, og lærernes formand kalder udspillet historisk.

Publiceret Senest opdateret

INVESTERINGER I UDDANNELSE, FORSKNINGOG GRØN OMSTILLING

Fremtidens løsninger kræver investeringer i dag.

Derfor vil regeringen årligt afsætte:

• 2,5 mia. kr. til kvalitet i uddannelse

• 1 mia. kr. til forskning

• 1 mia. kr. til grøn omstilling

Kilde: Regeringens udspil

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Uddannelsesområdet skal tilføres 2,5 milliarder kroner ekstra årligt.

Sådan lyder det i et nyt stort reformudspil, som statsminister Mette Frederiksen (S) netop har præsenteret på et pressemøde i Statsministeriet.

Det fremgår ikke af udspillet, hvordan pengene skal fordeles, men pengene skal også gøre en forskel i folkeskolen, lød det fra statsministeren.

"Det skal gøre en forskel i folkeskolen og hele vejen op gennem uddannelsessystemet", sagde Mette Frederiksen på pressemødet ifølge TV2.

I regeringens udspil fremgår det også, at S-regeringen ønsker at styrke de såkaldte velfærdsuddannelser, hvor læreruddannelsen specifikt nævnes.

"Regeringen lægger med reformplanen op til en bred investering i uddannelser - herunder professionsuddannelserne - blandt andet læreruddannelsen", fremgår det af udspillet.

Regeringen skriver i udspillet, at man afventer de kommende anbefalinger til forbedringer af læreruddannelsen, der bliver præsenteret 1. oktober fra regeringens nedsatte udviklingsgruppen, og at regeringen ligeledes afventer konklusioner fra en evaluering af pædagoguddannelsen.

Professionshøjskoler: En god læreruddannelse vil koste 200 mio. mere om året

Når anbefalingerne og evalueringen af pædagoguddannelsen foreligger "vil regeringen indkalde til forhandlinger om initiativer, der kan styrke kvaliteten af velfærdsuddannelserne", fremgår det af udspillet.

Lærerformand kalder udspil historisk stort løft

I Danmarks Lærerforening kalder formand Gordon Ørskov Madsen udsigten til en milliardinvestering i uddannelse for "historisk".

"Det er en fantastisk nyhed, og jeg har svært ved at få armene ned. Investering i undervisning og uddannelse er verdens bedste investering og med til at fremtidssikre Danmark. Det her er et historisk stort løft af skolen og en anerkendelse af, at folkeskolen er en samfundsinstitution, der skal prioriteres", siger Gordon Ørskov Madsen i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Det vil være en hårdt tiltrængt saltvandsindsprøjtning, der kan være med til at realisere nødvendige forbedringer af uddannelsen. Om en måned præsenterer en udviklingsgruppe en række forslag til forbedringer af læreruddannelsen, så timingen er perfekt", siger Gordon Ørskov.

Snart klar med anbefalinger til læreruddannelsen: Men arbejdet vil være spildt uden flere penge 

Han glæder sig også over, at det fremgår, at styrkelsen af folkeskolen skal ske i regi af partnerskabet 'Sammen om Skolen'.

"Det er enormt vigtigt, at indsatserne i skolen bliver gjort i fællesskab, så de rækker langt ind i fremtiden. Vi skal have så meget ud af pengene som muligt. 'Sammen om Skolen' er et forpligtende samarbejde, og jeg mener, det er det helt rigtige forum at sætte retning på skolen i", siger Gordon Ørskov Madsen.

Indsatser for skoletrætte elever på vej

Regeringen nedsatte sidste år en Reformkommission, som næste år skal præsentere anbefalinger for, hvordan man sætter ind over for de unge, som ikke får en uddannelse.

Ifølge regeringen forventes kommissionen også at se på, om der er tilstrækkelig mulighed for, at undervisningen tilrettelægges fleksibelt og med mere praksisnær undervisning for de unge, som kunne have behov for det

Regeringen nedsætter desuden en ekspertgruppe, som skal se på forskelle i drenge og pigers faglige resultater i uddannelsessystemet og komme med anbefalinger til, hvordan betydningen af køn mindskes, fremgår det af udspillet.

"Regeringen vil følge op på Reformkommissionens og eksperternes anbefalinger om, hvordan der sættes ind over for den alt for store gruppe af elever, som forlader folkeskolen uden tilstrækkelige færdigheder, og unge, der ender i restgruppen", står der i udspillet.

Læs mere