Lige nu er årets
forhandlinger mellem kommune og stat om kommunernes økonomi for 2023 i fuld
gang. Forhandlingerne skal resultere i en økonomiaftale, der igen skaber
grundlaget for skolernes budgetter i 2024. Det er selvsagt afgørende for
kommunernes, og dermed også for skolernes, muligheder for at sikre en lige adgang
til undervisning for alle elever i folkeskolen.
I kommunerne er økonomien i
høj grad presset og efter mere end et årti med hård økonomisk styring, har
kommunerne ikke længere buffere eller rammer, der muliggør besparelser uden at
det går hårdt ud over serviceniveauet og hermed også elevernes undervisning.
Der er f.eks. talrige eksempler i medierne på elever, der ikke får den
specialundervisning eller støtte, de har behov for.
Alligevel fortsætter vi ned
af sparesporet, også selvom magtfulde politikere som formandskabet for KL,
Martin Damm og Jakob Bundsgaard, angriber en af regeringsgrundlagets
forudsætninger, nemlig en besparelse på 3. mia. på det administrative område i
kommunerne med de opgaver og krav, der fra statens side stilles til kommunerne.
Konsekvenserne er ellers til
at få øje på i medierne. Mængden af alvorlige enkeltsager, der beskriver
manglende kræftbehandling, elevers mistrivsel og skolevægring grundet manglende
specialundervisning og støtte er kraftigt stigende. Mediernes behandling af
sagerne fører også til afsløringer og beskrivelse af de bagvedliggende
udfordringer, men problemet er, at det ikke fører til løsningen af de afgørende
og grundlæggende problemstillinger, at der mangler penge, og at der mangler
ansatte.
Hvad hjælper
ventelisteregler, behandlingsgarantier, lovgivning, eller det at finde den
ansvarlige direktør eller leder, når den vigtigste styringsmekanisme i det
offentlige bliver økonomisk balance i strukturer, der hele tiden skal forholde
sig til nye besparelsesforslag?
I Silkeborg Kommune, hvor jeg
kommer fra, drejer det sig lige nu om 78 millioner kroner for budgetåret 2024. Sidste år
skulle vi forholde os til et tilsvarende tal, for bl.a. at få råd til en
ældrepleje, der vokser grundet antallet af ældre medborgere eller de stigende
udgifter til det specialiserede socialområde. Som I andre kommuner med
tilsvarende udfordringer bliver folkeskolen den største bidragyder, når der
skal spares.
Resultatet
er, at det bliver sværere og sværere at sikre den lige adgang til velfærd, skole,
uddannelse osv.
Pengene
siver lige så stille ud af de velfærdsopgaver, skole, sundhedsvæsen,
ældrepleje, der skal sikre og skabe tryghed for os alle. Samtidig bruges der endda
penge på at ansætte konsulenter, der kan lave analyser og økonomiske
vurderinger på tværs af kommuner i Danmark – desværre ikke med det fokus at
forbedre skolen, men med fokus på laveste fællesnævner for at spare penge.
Der
bliver talt om velfærdsteknologi – f.eks. virtuel hjemmepleje, at frivillige
skal løse flere opgaver i kommunerne, at de ansatte skal løbe hurtigere, læse
flere undervisningstimer med basis i mål, færdigheder og portaler.
Det
helt store problem er for mig at se, er at grundet den kraftige kontrol og styring
af kommunernes økonomi, så bliver lederne tvunget til at gøre brug af ”de gode
ideer”, også selvom konsekvensen bliver at samfundet forandrer sig uden den
helt store debat.
Folk, der har råd, melder sig
ud af samfundet, hopper af hamsterhjulet - og, man kan ikke bebrejde dem, når
man f.eks. hører en historie om en skoleleder, der ikke længere vil stå på mål
for beslutninger, denne føler sig tvunget til at tage, selvom det hverken
matcher job eller lovgivning, eller når lærere gør det samme, fordi hastigheden
på arbejdet, gør det umuligt at forene arbejdet med familielivet.
Men det er et sygdomstegn for
samfundet. At man ikke skaber arbejdsliv, der gør, at der er balance mellem
arbejds- og familieliv, og at der ikke kan sikres lige adgang til undervisning
og skole.
Bliver vi alle snydt, så
vandet driver af en omfattende masterplan for samfundsforandring. Eller er det
os alle, der, fra politiker til ansat, er fanget i et system for økonomisk
styring, der via budgetlov, sanktionsregler osv. i høj grad besværliggør de
nødvendige investeringer i skolen? Jeg tror på det sidste.
Der er brug for en langt
tydeligere demokratisk samfundsdebat om denne udvikling, sådan, at udviklingen
ikke blot - langsomt fortsætter med store konsekvenser for skolen. Der er brug
for at sætte retning for den folkeskole, der er politisk opbakning til jf.
folkeskolens formål, og at sikre sammenhæng mellem ambitioner og ressourcer. Vi
skal som Danmarks Lærerforening have politikerne i tale om denne dagsorden.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
