Debat: Skriftlighed overfor mundtlighed i skolen
Engang skrev
børnene i skolen med blyant. Og når det
skulle være rigtigt fint med fyldepen. Det var et
værre hyr. Det tog tid,
man skulle skrive pænt og når man endelig var nået nederst på siden, klattede
fyldepennen.
Mange suk er
blevet udstødt af datidens børn, og mange
historier er blevet afkortet, fordi skriveprocessen var så tidskrævende og
besværlig.
Heldigvis
opfandt man computeren og den har gjort det til en leg at skrive. Det har haft
mange fordele og det har helt sikkert udviklet de nye generationers
skriftsprog.
Det, vi i
skolen skal kigge på, er balancen mellem mundtlighed og skriftlighed. Det er
tydeligt, at denne balance er forrykket og at pendulet er svinget gevaldigt
over mod skriftsproget. Jeg kommer
ofte i mellemtrinsbygningen, for at tale med børnene i min gamle skole.
Her ser jeg
time efter time fællesrummet fyldt med børn. Det er
vidunderligt. Indtil det
går op for mig, at de ikke taler sammen. 200 børn
sammen og der er ikke en lyd.
De sidder
hver med deres Chromebook og skriver. Hvert barn
alene i sin computerverden. En
computerverden der ikke giver mulighed for dialog mellem lærer og børn eller
mellem børn indbyrdes.
På
computerne er der lyd på flere programmer, men det er en stemme, der taler til
børnene og ikke den vigtige lyd af samtale, dialog, fælles mundtlig refleksion. At sidde
hver for sig og skrive på en computer behøver børnene ikke gå hen skolen og
gøre. Det kan de
da lige så godt gøre derhjemme
I skolen
burde computeren være et teknisk hjælpemiddel, som børnene kan tage i brug, når
de vil finde oplysninger og når de vil skrive alt det, de udvikler i faglige
samtaler ned.
Undervisning begynder i min optik med lærerens inspiration, fortsætter med børnenes
undersøgelser og refleksion i grupper og slutter med børnenes mundtlige
fremlæggelse for klassen, årgangen eller bygningen.
Alt dette er
en mundtlig læringsproces, hvor computeren kan og skal bruges som teknisk
hjælpemiddel.
Og en vigtig
ting mere; det altafgørende fællesskab i skolen fastholdes og styrkes ved
mundtlighed, ved samtale og dialog.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.