
Tak, fordi I står frem
Flere end 150 personer har siden november fortalt deres historie om en hverdag, hvor børn og voksne kommer i klemme i den inkluderende folkeskole. Redaktionen på Folkeskolen vil gerne sige tak for hver og en.
Stå frem og fortæl din historie!
Mere eller mindre sådan lød Folkeskolens opfordring i starten af november til alle i og omkring folkeskolen. Undersøgelser havde over en længere periode påvist en alvorlig udvikling - lærere og pædagoger rammes i stigende grad af vold og trusler, når de går på arbejde.
Det fik redaktionen til at spørge lærerne til årsagerne til den ulykkelige udvikling. Svaret fra ni ud af ti lærere var, at inklusionen har gjort det farligere at gå på arbejde. Derfor mente vi på Folkeskolen, at der i dén grad var brug for at få sat ord og ansigter på de mange skæbner, som gemmer sig bag de alt for høje tal.