Verdens lande bliver mere og mere forskelligartede indadtil, mens de på grund af globaliseringen får større og større interesse i at sammenligne sig med hinanden.

Det har ifølge den finske skoleforsker Michael Uljens ført til en udvikling, hvor uddannelse inden for det enkelte land er blevet descentraliseret, samtidig med at man sammenligner sig med andre lande.

Siden 1960'erne har den internationale uddannelsessammenligning for eksempel foregået i FN-regi, som ministerier har fulgt med i, men som ifølge Michael Uljens ikke har fyldt alverden i den offentlige debat.

"Men pludselig kommer OECD ind med en helt anden offensiv tilgang, hvor man vil flytte fokus til en præstationsorienteret pædagogik. En økonomisk organisation har pludselig en pædagogisk agenda. Pisa er et neo-liberalt projekt, som fremfor alt fokuserer på et økonomisk medborgerskab. Vi skal blive gode arbejdstagere", siger han.

Globale baciller banker på

Michael Uljens var en af oplægsholderne på den netop overståede forskningskonference Empirisk dannelsesforskning, som tirsdag og onsdag løb af stablen i Vingsted lidt uden for Vejle.

"Der er intet nyt i, at skolen også orienterer sig imod arbejdsmarkedet, men den har også fokuseret på at fostre reflekterende og stillingstagende mennesker, som skal indgå i en kultur".

Når Finland vinder Pisa

OECD og Pisa har derimod fokuseret på en ide om, at konkurrence fører til kvalitet - også inden for pædagogik, lyder Michael Uljens kritik.

"Men pludselig viser det sig, at Finland vinder Pisa. Et land, der kun i meget lav grad har taget filosofien til sig. Følger man OECD's logik er der altså evidens for, at alle bør gøre som Finland", siger han med et smil.

"Samtidig scorer også Kina højt. En kommunistisk stat med statskontrolleret foretagsomhed. Synes OECD så, at det er sådan, vi skal indrette os? Jeg vil egentlig gerne høre, hvad OECD har draget af konklusioner på Pisa".

Michael Uljens' egen konklusion er ret klar: Europæiske lande har danset efter Pisas pibe i 20 år, og det fungerer ikke.

"Vores økonomi er en kreativ vidensøkonomi. Derfor har vi brug for at uddanne mennesker, der kan tænke ud af boksen. Det er jeg bange for, at en tænkning, hvor lærerne på mest effektiv vis skal føre eleverne hen til læringsmål, ikke fremmer", siger han.

Ikke desto mindre har Finlands høje Pisa-scorer vakt interesse i udlandet, blandt andet i Saudi-Arabien, der nu vil importere finsk uddannelse.

"Men Saudi-Arabien er et diktatur. Hvordan kan man eksportere et demokratisk lands pædagogik til et diktatur, hvis vi forstår vores uddannelsessystem som et, der skal uddanne demokratiske medborgere? Man kan ikke løsrive Pisa-resultaterne fra det demokratiske medborgerskabsbegreb, der ligger til grund for den skole, der skaber dem", siger Michael Uljens.

Uddannelse er en global kæmpeforretning

Skoletraditioner er ikke tilfældige

Derfor bør lande på trods af globaliseringspresset også holde fast i, at der er en grund til, at de har netop deres skoletradition, mener han.

"Eftersom vi har nationale læreplaner i Skandinavien, har skolelederens rolle typisk været administrativ, mens den amerikanske skoletradition, hvor hver skole er privat og har egen læreplan, har affødt en anden rolle til skolelederen", siger Michael Uljens.

"Derfor er den europæiske didaktiske tradition den bedste til vores system, fordi den forsøger at have et sammenhængende sprog til at besvare både de overordnede metaspørgsmål om, hvorfor vi holder skole, og de operationelle spørgsmål på mikroniveau. Der bliver en sammenhæng i det overordnede skolesystem, men der bliver også en grad af valgfrihed inden for systemet".

I Finland er antallet af 18-24-årige mænd, der står uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet ifølge Michael Uljens steget voldsomt de seneste 4-5 år, mens antallet i Sverige og Norge ligger stabilt.

"Og hvad hjælper det så, hvilke Pisa-scorer de har? Alle lande har deres egne problemer, som de bør fokusere på. Vi er i Finalnd nødt til at finde ud af, hvordan vi løser det problem, og danskerne skal diskutere den danske skole. Og problemerne skal løses via offentlig debat og politiske initiativer i de enkelte lande, men det store resultatfokus landene imellem er med til at flytte fokus fra diskussionen om, hvad skolens opgave er", siger han.

Opsplittet skoleforskning

Og uddannelsesforskere er også nødt til at blande sig i debatten og være i kontakt med politikere. Men her ser Michael Uljens et andet problem.

Man har tacklet samfundets stigende kompleksitet ved at differentiere og udvide uddannelsessystemet, og skoleforskningen er fulgt med. Det har gjort, at uddannelsesforskningen ikke længere taler samme sprog.

"Vi har udvidet disciplinen til et punkt, hvor vi ikke længere er i stand til at tale ét sprog med hverken praktikere, politikere og administratorer. Det vil sige, at praktikere er overladt til sig selv med komplekse problemer. Og den udfordring er vi nødt til at tage seriøst. Vi uddannelsesforskere er nødt til at finde et fælles grundlag, der gør os i stand til igen at snakke om pædagogisk praksis", lyder det fra Michael Uljens.

Brækjern til en fastlåst uddannelsesdebat