Foto: Jacob Nielsen
Foto: Jacob Nielsen

Vi har glemt, at eleverne skal huske (interview)

Projektpædagogikken forsømmer hukommelsens rolle i læringen til fordel for flyvsk tværfaglig tænkning. Sådan lyder det fra en af '68-frontkæmperne, som efterlyser fokus på fagfaglige kundskaber

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nye pædagogiske tanker skyllede ind over Danmark i kølvandet på '68. Ud røg pensumterperi, og ind kom det tværfaglige projektarbejde. Sten Clod Poulsen var som pædagogisk forsker med til at åbne for sluserne dengang i 70'erne, men efter at have brugt mange år i klasselokaler som pædagogisk konsulent mener han nu, at man smed noget værdifuldt ud med badevandet i opgøret med »den sorte skole«. Man negligerede, at først når den fagfaglige basisviden er på plads, kan man begynde at tænke tværfagligt. Ellers skal man begynde forfra hver gang.

»Det hukommelsessystem, der har med boglige fagkundskaber at gøre, er delt ind i øjebliks-, arbejds- og langtidshukommelse. Vi skal have ting over i langtidshukommelsen, hvor de kan anvendes uafhængigt af tid og sted. Den moderne klasseundervisning er uovertruffen i de første to faser. Man fanger elevernes opmærksomhed med undervisning, der er spændende, mangfoldig, underholdende og overraskende. Derefter opgaveløsning og selvstændige elevaktiviteter støttet af undervisningsmaterialer, som er valgt af læreren. Det gør, at eleverne ikke får brug for at fastholde nye kundskabselementer i langtidshukommelsen«, siger Sten Clod Poulsen.

Han understreger, at han er klar over, at der også foregår fagundervisning ude i klasserne. Men problemet er, at det læringssyn, der hører til projektpædagogikken, også gennemsyrer undervisningen i de enkelte fag.

»I projektarbejdet sætter man eleverne til selv at udforske verden, og man lægger vægt på selvaktivitet, ansvar for egen læring og kritisk bevidsthed. Det er alt sammen strålende. Men min tese er, at det læringssyn, der hedder, at det er tilstrækkeligt, at man ved omtrentligt, hvad det handler om, og så skal man vide, hvor det står, så man kan slå det op, og så skal man kunne koble tingene sammen på tværs med udgangspunkt i et spændende problem ude fra virkeligheden, er blevet læringssynet. Også i den del af undervisningstiden, der er afsat til de enkelte fag. Det vil så betyde, at undervisningen i de enkeltfaglige basiskundskaber bliver korrumperet, fordi man ikke længere som lærer vil og tør insistere på, at eleverne kan stoffet«, siger han.

Den påstand mener Sten Clod Poulsen at kunne underbygge med erfaringer fra de »mange, mange timer«, han efter eget udsagn har brugt på at observere undervisning som pædagogisk forsker og siden konsulent.

»Dels har jeg set i klasseværelserne, at man lægger vægt på elevaktivitet. Dels har jeg konstateret, at lærerne er holdt op med ubønhørlig overhøring af elevernes kundskaber. Det gør man ikke og har ikke gjort i årtier. Lærerne vil sige, at de stiller spørgsmål hele tiden. Men de stiller spørgsmål ud i klassen, lader et par kloge elever svare på det, og så går man videre. Fra tid til anden får man en prøve stukket ud, men hvad sker der så? Bliver resultaterne brugt til at udbedre den enkelte elevs kundskabsmangel?« spørger Sten Clod Poulsen.

Problemet bunder i, at danske lærere ikke kender forskel på en læreproces og en arbejdsproces, mener han.

»I en gruppe sammenstykkes den samlede viden, og den elev, der er kvik nok til at kunne fastholde det samlede billede et kort stykke tid, fremlægger. Derved skaber man en illusion om, at gruppen er nået frem til noget, som de nu alle sammen kan. Sludder og vrøvl. Det ville forudsætte, at der i gruppearbejdet foregik en læreproces. Du kan ikke se læringen, når du sidder i et klasselokale - den er intrapsykisk, den er usynlig. Man kan se, hvad eleverne gør, og det har medført, at man i Danmark er gledet over i en pædagogik og en didaktik, der lægger hovedvægt på aktive elevarbejdsformer, hvor der hele tiden er en synlig og mærkbar aktivitet i form af elevdiskussioner eller lignende. Den aktivitet tager læreren som et udtryk for, at der foregår læreproces. Hvor meget læring der foregår i gruppearbejder, kan man problematisere«.

Og her er vi inde på noget centralt, mener Sten Clod Poulsen. Vi ved ikke nok, og det skyldes, at læringspsykologien har været nedprioriteret.

»Mange af dem, der kalder sig eksperter i læring, er eksperter, men i helt andre ting. De er sociologer eller samfundsforskere eller har studeret pædagogik, som ikke er det samme som læringspsykologi«.

Hvad skal man så gøre ved det? Først og fremmest skal man forstå baggrunden for tingenes tilstand, mener Sten Clod Poulsen. Og den skal findes i den politiske brydningstid, den nye pædagogik blev til i. Det handlede om meget mere end pædagogik, erindrer Sten Clod Poulsen.

»Man er nødt til at forstå, hvor bitter den pædagogiske kulturkamp var i 60'erne og 70'erne. Det handlede om højre og venstre, den kolde krig og atombomben. Nedkæmpelsen af den sorte skole blev set som nærmest en jihad. Ned med nakken skulle de, og det kom de så sandelig også. Jeg gjorde også mit bedste«.

Forandringens vinde blev næret af Vietnamkrig og studenteroprør, og Sten Clod Poulsen stod i forreste række, da de blæste dørene til seminarierne og universiteterne ind.

»Scenen blev ryddet for aktører. Fascismen var smidt ud til den ene side, og nu blev den amerikanske imperialisme smidt ud til den anden side. Pludselig stod man med en europæisk scene, som var befolket med nye tanker, nye ideer. Jeg blev nyansat forsker i 1968, og jeg så det ved, at de forskere, der havde tegnet profilen i Danmark op igennem 60'erne, bare blev skubbet til side. De anede simpelthen ikke, hvad de skulle stille op, for kritikken var så skarp og så gennemtænkt«.

Men derved svigtede den gamle garde deres akademiske ansvar, mener Sten Clod Poulsen, for de nye tanker og ideer havde en svaghed.

»De overså, at kritikken ikke var empirisk funderet. Jeg mener, at vi i dag har meget få undersøgelser, der beviser på et empirisk plan, hvad det er, projektpædagogikken kan«.

Samtidig mener Sten Clod Poulsen, at en anden grundsten til de problemer, vi ser i dag, blev grundlagt af den politiske kamp: Et alt for stort pensum.

»Man argumenterede med, at forskningen jo havde mangfoldiggjort den grundlæggende viden så meget, at det var blevet umuligt for skoleelever at vide alt det, der findes at vide«.

Men hvad skal man så gøre ved det? Først og fremmest skal vi have mere overhøring ind i skolen, så man sikrer sig, at eleverne også kan tingene, når internettet er slukket. Kedeligt? Måske. Men:

»Det er vigtigt at gøre sig klart, hvad motivation betyder. Det betyder bevægelse. Altså at man holder en bevægelse i gang. I dette tilfælde læreprocessen, der skal holdes i gang, tilstrækkeligt længe til at det lærte kommer over i langtidshukommelsen. Men hvad er det, der motiverer? Der vil jeg sige - og der bliver folk rystede - at det er fuldstændig lige meget. Om eleverne er motiverede, fordi der står en voksen bagved, der banker dem, hvis de ikke holder processen i gang, om det er en forventning om en karakterbelønning, eller om de vil lære det, fordi de synes, det er spændende, det er underordnet. Du kan sammenligne det med fysisk træning. Hvilken betydning har det, hvorfor du træner, bare du gør det?«

Dernæst skal vi gøre op med forestillingen om, at paratviden hører industrisamfundet til, mens projektpædagogikken er den eneste vej til de innovative færdigheder, som videnssamfundet næres af.

»Det er simpelthen en totalt forfladiget argumentationsform. Det er i stil med argumentet, at fagenes basiskundskaber hele tiden bliver udskiftet. Det er nonsens. I alle de gamle boglige kernefag, også de humanistiske, er kernen et koncentrat af en langvarig forskningstradition«, siger Sten Clod Poulsen, som mener, at man derfor kan snævre pensum ind. Men mener han så, at faste kanoner i fagene og nationale test er vejen frem?

»Der er jo meget af det, der er sket i Anders Fogh Rasmussens tid, som bare er et udtryk for, at pendulet nu svinger den anden vej. Nu er der en generel kulturpædagogisk kamp, som hedder 'ned med de røde lejesvende'. En stor del af det er omtrent lige så primitivt som min ungdoms kamp mod den gamle skole. Men jeg kan godt se noget godt og fornuftigt i kanonidéen. Vi er nødt til at vælge, hvad vi synes er det vigtigste. Noget andet er så, at man i flere tilfælde kan vise nogle ret chokerende uligheder mellem, hvilke forfattere der er kommet med i kanon, og hvem der ikke er. Men det kunne man jo udbedre«. |

Sten Clod Poulsen er uddannet cand.psych. Han har i en årrække arbejdet som pædagogisk forsker og har konsulentfirmaet Metaconsult. Han er forfatter til flere bøger om læring, blandt andet »Tilegnelse af boglige fagkundskaber« fra 2006.

Powered by Labrador CMS