Muren faldt - midt i en høring om fremtidens skole i det tidligere Østtyskland (DDR).

Dieter Hase sad på første række i Lærernes Hus ved Alexander Platz. Emnet havde altid interesseret ham, for han var grundlæggende imod det socialistiske enhedsparti SED's enevældige indflydelse på undervisningen. Siden lærereksamen havde han modstået enhver opfordring om at melde sig ind i partiet, og han nægtede også at være med til den semi-militæriske undervisning for de ældre klasser.

Han håbede på en reform af skolen - og af socialismen.

'Det var en god høring med repræsentanter for skolen, de ældre elever og forældrene, og der var 800 tilhørere', husker Dieter Hase om den historiske aften i 1989, 'alligevel begyndte folk at sive! I løbet af en halv time var de fleste af tilhørerne væk. Oppe foran på første række vidste vi ikke, hvorfor de gik. Vi blev enige om, at vi måtte afbryde mødet og fortsætte en anden aften . . .'.

Dieter Hase tog hjem til sin lejlighed på Prenzlauer Berg. Skuffet. Ærgerlig. Han lagde sig til at sove. 'Så ringede telefonen. Det var en af mine venner fra Vestberlin. Han spurgte, hvorfor jeg ikke kom og besøgte ham'.

'Er du dum eller hvad?', spurgte Dieter Hase.

Men den var god nok: Muren stod pivåben, kunne han se i Vest-tv. Ingen havde fortalt de lidenskabelige debattører under høringen i Lærernes Hus, at politbureaumedlem Günter Schabowski få timer før havde meddelt, at grænseovergangene ville blive åbnet 'med det samme'.

Først nu fik Dieter Hase det at vide.

'Jeg kommer i morgen', lovede han.

Bedre med enhedsskole

Næste dag tog han over på den anden side og spiste middag på en græsk restaurant med vennerne. Dieter Hase smiler ved minderne, selvom han egentlig havde foretrukket, at høringen var fortsat, og at DDR havde udviklet sig selvstændigt.

'Jeg mener, at en tiårig enhedsskole som den danske er langt mere moderne end det vesttyske system med delte klasser'.

Han står i gården foran sin skole, Oberschule am Köllnischen Park midt i Berlin, ganske tæt på den tidligere mur. Bygningerne er helt tydeligt fra dengang; tre parallelle betonklodser med skallende maling og hærgede vinduer anlagt på en brandtomt efter Anden Verdenskrig.

Indenfor er der plasticlinoleum på gulvene, og nogle af stolene er fra planøkonomiens tid, ja, hvis man lugter godt efter, kan man også ane den brune duft af dengang, rengøringsmidler var uden salmiak.

Dengang hed skolen 'Willi Bredel Oberschule' - efter en DDR-forfatter, der beskæftigede sig med nazitidens fængslede kommunister.

'Skolen er ikke blevet renoveret si-den murens fald, og allerede dengang var den medtaget', beklager Dieter Hase.

Den tiltrængte modernisering er så småt gået i gang. En gymnastiksal har fået nye vinduer og nyt gulv - den anden har stadig knirkende fletparket, glassten lader en smule lys slippe ind i det skumle mørke. Baderummet er direkte uappetitligt.

Og så var Oberschule am Köllnischen Park endda noget af et udstyrsstykke i DDR. I 1987 kom selveste generalsekretær Erich Honeckers hustru, undervisningsminister Margot Honecker, for at indvie Berlins skolemuseum, der blev placeret øverst i en af betonklodserne.

Elever fra vestsiden

I skolegården sidder eleverne i smågrupper og nyder frikvarterets sensommersol. Rundt regnet halvdelen af dem har tyrkisk eller anden udenlandsk baggrund. Efter genforeningen fik skolen elever fra de vestlige nabobydele Kreuzberg og Wedding.

'De sendte naturligvis dem, de ikke selv ville have. Alle de værste', siger Dieter Hase.

For de østtyske lærere blev det noget af et kulturchok at miste de østtyske børns absolutte autoritetstro og i stedet stifte bekendtskab med indvandrerbørn, ungdomsbander og vold.

'Der blev solgt narko i skolegården!', siger Dieter Hase.

En midaldrende lærerinde på lærerværelset supplerer:

'De talte tysk, men deres retskrivning og mundtlige sprogfærdigheder var meget dårlige. Det var en svær tid. I DDR gik de udenlandske elever alle i særlige, internationale skoler'.

I dag har skolen fået problemerne under kontrol, kun den omsiggribende grafitti vidner om disciplintabet.

'Sådan noget kendte vi ikke til dengang', siger lærerinden.

Men genforeningen krævede også andre ofre af de østtyske lærere. Da sommerferien 1991 begyndte, blev DDR's skolesystem begravet. Nu skulle det vesttyske indføres.

I den føderale republik Tyskland er undervisningssystemet lagt ud til delstaterne, og de i alt 16 kultur- og undervisningsministre blev i 1990 enige om at overføre det vesttyske skolesystem til de fem østtyske - de såkaldt 'nye' - delstater Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Thüringen, Sachsen og bystaten Berlin.

'Man slutter et skoleår, og efter sommerferien er alt forandret. Lærerne blev meget overladt til selv at klare sig. Vi skulle sætte os ind i de nye læseplaner. Naturligvis var der efteruddannelse, men det gør en forskel, om man som vesttysker er født ind i systemet, eller om man skal tilegne sig det via bøger', siger Dieter Hase.

'Man fik de nye bøger, kiggede i dem, og så gik man ellers i gang . . . Det medførte naturligvis usikkerhed hos lærerne, hele perioden medførte usikkerhed. Forældrene var også usikre - børnene mærkede det og blev voldsomme, begik hærværk og vold. Det var en svær tid'.

Opgøret med Stasi-tiden

Samtidig begyndte retsopgøret med DDR-tiden og opløsningen af DDR's ministerium for statssikkerhed og hele Stasi-apparatet. I DDR var undervisningssystemet en grundpille i statens overvågning af indbyggerne. Derfor blev der i vid udstrækning plantet meddelere blandt lærerne, der løbende kunne tage den ideologiske temperatur på skolen, dens ansatte og eleverne. Subversive fristile blev så vidt muligt opsnappet og rakt videre i systemet, forældrene indkaldt til kammeratlige samtaler.

'Man havde ingen anelse om, hvem der var hos Stasi', siger Dieter Hase, 'måske havde man en formodning, men med sikkerhed vidste man det ikke. Bagefter fandt jeg ud af, at Stasi belurede mig i årene 1985-87. Man ville vide, om jeg opførte mig statsfjendtligt. Man var blevet opmærksom på mig, fordi jeg ikke ville medvirke i militærundervisningen, og fordi jeg nægtede at hverve officerer til hæren blandt eleverne'.

Andre af skolens lærere har følt sig tvunget til at gøre op med deres fortid. Til elevbladet 'Virus' fortalte den pensionerede lærer Granzow i 1998, at hun beklagede nogle af de afgørelser, hun i DDR-tiden havde truffet om elevernes fremtid - blandt andet på grundlag af deres politiske holdninger:

'Ved at holde mig til forskrifterne har jeg ganske bestemt gjort flere elever uret. Jeg beklager dette dybt og håber, at deres fremtid alligevel er sikret', svarede hun på elevens spørgsmål om, hvorvidt hun i sin lærergerning havde begået fejl, som hun gerne ville gøre gode igen.

Efter murens fald fik Dieter Hase mulighed for at læse sin Stasi-mappe.

'De fandt ikke ud af noget og gav op. 50 sider med latterlige ligegyldigheder; at jeg havde hestehale og gik i gamle jeans . . . Men havde de fundet noget, var jeg naturligvis blevet fyret'.

Ingen af hans nærmeste kolleger havde sladret om ham, kunne han se, og Dieter Hase kom derfor gennem Stasi-retsopgøret uden store personlige skuffelser over nære venner og kolleger.

For mange andre var Stasi-mappen mere alvorlig. Åbningen af arkiverne afslørede et vidt udbredt forræderi, som hverken ofrene eller staten Tyskland ville tolerere. Der blev derfor nedsat komiteer til at vurdere den enkelte lærers Stasi-kontakter og træffe beslutning om eventuel fyring.

I mellemtiden var Dieter Hase, der i DDR-tiden havde skyet al fagforeningsaktivitet, blevet levende optaget af arbejdet. Kollegerne valgte ham til tillidsmand, og på den måde havnede han også i en af Stasi-komiteerne.

'Dét var svært - der var nætter, hvor jeg ikke sov'.

Sammen med repræsentanter for kommunalbestyrelsen, fagforeningen og skolebestyrelsen skulle han vurdere de enkelte sager og afgøre, om de belastede læreres Stasi-forsyndelser var så graverende, at de skulle fyres. Fra den såkaldte Gauck-myndighed, der fik navn efter sin første leder Joachim Gauck, en præst og borgerretsforkæmper fra Rostock, fik komiteen besked om, hvorvidt der forelå mapper om skolens lærere.

'Hvis der var noget, fik vi en sammenfatning over, hvornår han eller hun blev hvervet, og hvad han eller hun havde gjort. Og så skulle vi vurdere, om fyring kunne komme på tale. Stasi udnyttede alle personens svagheder - gæld, forfængelighed, ægteskabelige problemer. Det var ikke noget dårligt psykologisk arbejde, de ydede . . .'

Selvom Dieter Hase var tillidsmand, så han det ikke som sin opgave at redde flest muligt. Retfærdigheden vejede tungere.

'Jeg kunne have gjort det let for mig selv ved at afvise at samarbejde og lægge ansvaret over på myndighederne. Men min egen moralske opfattelse er, at det er uacceptabelt, hvis en lærer misbruger det tillidsforhold, han har til elever og forældre'.

En svær begyndelse

Ti år efter genforeningen er der stadig stor forskel på øst og vest - og ingen steder er kontrasterne trukket så skarpt op som i Berlin.

En sammenvokset by ser Dieter Hase endnu ikke - langtfra:

'I begyndelsen var nysgerrigheden blandt lærerne stor på begge sider, men man forstod ikke helt hinanden. Mange af de vestberlinske lærere, der af interesse tog arbejde i øst, led nederlag. De kom ikke så godt ud af det med øst-kollegerne. De fandt sig aldrig til rette i det østtyske pædagogiske miljø. Tonen var anderledes end den, de var vant til. Den anden vej er integrationen gået lidt bedre - måske fordi motivationen var større på grund af arbejdsløsheden . . .'

Et håndgribeligt bevis på den udeblevne sammenvoksning er lønforskellen. Der går stadig en stiplet linje gennem byen. Den afgør de fleste lønmodtageres forhold - på vestsiden vanker der fuld løn, på østsiden af den gamle grænse er lønnen lavere og arbejdstiden længere.

'Jeg er tjenestemandsansat og får 87 procent af en vest-tjenestemandsløn. Selvom næsten halvdelen af eleverne er fra vest. Det er skizofrent. Man kan tale længe om de dårlige økonomiske forhold i Østtyskland, men når man udfører det samme arbejde som de andre, er det svært at forstå, at man ikke skal have den samme løn'.

En lærer blander sig: 'Forleden spurgte mine elever, hvad det var, jeg skrev på tavlen. Alle mine sætninger var ufuldkomne, der manglede bogstaver hist og her. 'For 87 procent kan I ikke forvente fuld arbejdsindsats. I må hjælpe lidt til', svarede jeg. Det er simpelthen for dårlig med den løn'.

En ældre lærer, der hele tiden har siddet tavs ved sit bord i lærerværelset, tager sin cigaret fra læberne og sprutter: 'Det værste er, at elevernes niveau siden genforeningen er gået tilbage med 50 procent. Det er til grin!'

Han vender ryggen til og ruger videre i demonstrativ tavshed.

Dieter Hase, han er tilfreds - selvom han engang ønskede sig noget helt andet: 'Der er megen frustration i øst, men mon ikke de fleste har vundet ved genforeningen. For mig er det vigtigt at kunne rejse og nyde min frihed. Den pædagogiske frihed er meget større nu: Jeg kan frit vælge de emner, som jeg mener er vigtige for unge. Det var også spændende at videreuddanne mig, komme på lærebænken igen. Men det gælder for alle lærere - alle burde læse videre for ikke at blive for fastlåste'.-Torsten Weper er freelancejournalist