»Det er en syg lorteverden«.

Ordvalget er hårdt. Negativt. Pessimistisk. Sortseende. De tilhører en 11-årig skoleelev og er åbningsreplikken i bogen »Farligt«. En bog om, hvorfor vi mennesker frygter, og ikke mindst hvordan politikere, organisationer, virksomheder og medier hjælper os til at frygte. Om det så er klimaet, livstruende sygdomme, pesticider i drikkevandet, plastik i havet eller indvandringen, vi skal frygte, så er det næste farlige, det næste, vi skal være bange for, aldrig længere væk end et enkelt tryk på fjernbetjeningen eller et scroll på mobilen.

De pessimistiske åbningsord tilhører journalist Hans Jørgen Nielsens søn. De blev udtalt i afmagt over en hjemmeopgave, hvor den med faderens egne ord altid så positive og livsglade søn skulle holde en nytårstale i klassen. Se tilbage på året, der er gået, og frem på det, der kommer. En ganske almindelig hjemmeopgave i folkeskolen. For den 11-årige skoleelev er verden fyldt med terror, død, krig og ødelæggelse. Og så er det naturligt ikke særlig let at anlægge et lyst syn på den verden, vi lever i.

Det var netop den oplevelse - og en lignende faderop-levelse fra professor Steffen Andersen fra Copenhagen Business School - der fik de to til at undersøge, hvorfor vi mennesker frygter.

»Det er jo et fuldstændig fordrejet billede af, hvad det er for en verden, vi lever i. Med bogen prøver vi at vise nogle andre briller, man kan se verden igennem«, forklarer Hans Jørgen Nielsen og uddyber:

»Der er grumme ting i verden, men vores budskab er, at det er nemmere at fokusere på det, der reelt er grumt, hvis vi har et filter, hvor vi ikke bliver distraheret af nogen, der påstår, at noget er farligt, fordi de går til kanten«.

Manual i kritisk tænkning: 7½ greb

Og det er netop det, der er målet med bogen. At give os alle sammen, og især skoleelever, et filter at se verden igennem. Forfatterne understreger igen og igen, at det ikke er, fordi vi bare skal læne os tilbage i sofaen og ignorere de udfordringer, der er i verden. Problemet er, at udfordringerne bliver kørt alt for meget op - rundhylet, som de kalder det.

Et eksempel på rundhylet finder vi blandt andet i debatterne om plastik i havene og kroniske sygdomme. I »Farligt« har de to forfattere blandt andet gennemgået de kroniske sygdomme, vi danskere ifølge patientforeninger og organisationer lider af. Optællingen viser, at der er hele ni millioner kronisk syge i Danmark, og altså at hver og en af os lider af mindst én kronisk sygdom.

»Det er ikke, fordi organisationerne er ude i et skidt ærinde. De gør godt, og det er velmenende mennesker, de skal bare kæmpe om opmærksomheden med alle de andre problemer, der er i verden, og så er det nemt at sætte et ekstra nul på. Det er den fordrejning, vi tager en kamp imod«, forklarer Steffen Andersen.

Hans Jørgen Nielsen fremhæver et andet eksempel, nemlig de såkaldte »plastikøer«, der efter sigende skulle være i Stillehavet og andre steder. Før sommer kom Verdensnaturfonden med den udmelding, at Middelhavet nu er en »suppe af plastik«. Det er ifølge Hans Jørgen Nielsen endnu et eksempel på, at retorikken hele tiden får et ekstra nyk op, fordi der er så hård kamp op opmærksomheden:

»Jeg har for nylig været i Barcelona og på Sicilien. Da jeg lå på stranden, kiggede jeg efter plastik, men jeg må sige, at det godt nok var en tynd suppe«, siger han sarkastisk.

Grafer kan vise hvad som helst

I journalistikken, det politiske liv og den offentlige debat i almindelighed fylder tal, fakta og statistikker rigtig meget. De bliver brugt som belæg for alverdens politiske udspil, og de pryder avisernes spisesedler dag efter dag. Derfor er det ifølge de to forfattere særdeles relevant, at vi borgere lærer at læse tallene »rigtigt«. »Farligt« er fyldt med eksempler på, hvordan grafer kan læses forskelligt, og de to tager da også læseren ved næsen ved selv at manipulere grafer i deres bog.

»Vi viser, hvad grafer kan og ikke kan, og hvad man skal være opmærksom på. Det kan bruges direkte i matematikundervisningen til at vise grundlæggende matematiske principper. Det er ekstremt vigtigt at lære børnene, at verden er fuld af tællere, der er aldeles irrelevante, men at medierne skriver om dem, fordi de sælger aviser. Der er mange andre ting, medierne ikke skriver om, fordi der er tale om bløde bevægelser«, siger Hans Jørgen Nielsen.

Han fremhæver blandt andet flysikkerhed. Hver gang der er et flystyrt et hvilket som helst sted i verden, kan vi læse om det i aviserne og høre om det i tv. Til gengæld hører vi aldrig om, at antallet af flystyrt skal sættes i relation til antallet af flyrejser, og at flysikkerheden gradvist bliver bedre og bedre. Det skyldes, at øget flysikkerhed er en bevægelse, mens et flystyrt er en hændelse. »Journalistik handler om hændelser, og derfor hører vi aldrig om stigende flysikkerhed«, konstaterer Hans Jørgen Nielsen.

De manipulerende grafer er bare et eksempel på noget af det indhold, der ifølge forfatterne kan bruges i undervisningen i skolen. »Det skulle gerne være et sjovt eksempel på, at man skal prøve at genkende mekanismerne, når man ser en graf eller en figur. Det samme hvis man har en nyhedsartikel om terror i dansktimerne, hvor journalisten bruger nogle bestemte virkemidler for at få min opmærksomhed«, fortæller Steffen Andersen.

Lærer: Nødvendigt med didaktisering

De to forfattere har en helt klar opfordring til landets skolelærere: Fortæl børnene den positive historie! Historien om, at vi lever på det bedste af alle tidspunkter i verdenshistorien, fordi så mange bevægelser går i den rigtige retning.

»Eleverne i udskolingsklasserne står over for det samme bombardement, som vores sønner har oplevet. Det, som klasselærere, dansklærere, matematiklærere og samfundsfagslærere kan bruge bogen til, er at sætte ord på et andet billede. Ikke at eleverne går en ufarlig og bekymringsløs fremtid i møde, men det reelle billede af verden og budskabet om, hvor langt vi som menneskehed er nået«, siger Hans Jørgen Nielsen og peger på nogle af det seneste århundredes mest banebrydende opfindelser: penicillin, kloakering og det forhold, at det i dag er en absolut sjældenhed, at mor dør i barselssengen.

Lærer Dennis Hornhave, der er formand for Foreningen af lærere i historie og samfundsfag (Falihos), deler forfatternes opfattelse af, hvad lærernes rolle skal være.

»Som lærer skal man give børnene et bullshitfilter; en sund skepsis, hvor både børn, unge og voksne for den sags skyld lærer at håndtere forskellige nuancer af grå, i stedet for at det hele er sort eller hvidt. Det er en rigtig vigtig pointe at tage med ind i skolen«, siger Dennis Hornhave, der samtidig pointerer, at det allerede sker i samfundsfags- og historieundervisningen:

»Undervisningen skal bidrage med kritisk tænkning, og der er den her bog en fin forlængelse af, hvad fagene gør i forvejen. Der er både elementer af samfundsfaglige metoder, politik og medier, der ligger fuldstændig op ad fagenes kompetencemål«.

Dennis Hornhave peger på en række af bogens elementer, som er oplagte at anvende i både samfundsfag, historie og andre fag. Det gælder blandt andet det lynkursus i journalistik, læseren får foræret, hvor forfatterne med fire minilektioner forklarer, hvilke mekanismer journalister gør brug af for at skrive en historie og fange læserens opmærksomhed.

»Jeg ville lade mine elever gennemgå lynkurset og efterprøve nogle af de mekanismer, der bliver omtalt. Et andet element er nævnerjagten, at gå på jagt efter historier, hvor nævneren ikke fremgår. Lade eleverne bruge filtrene og reglerne, når de søger information på nettet. Mange af de mekaniser, bogen peger på, kan bruges i undervisningen, så eleverne får mulighed for at afprøve det og opleve effekten. Det mener jeg er helt oplagt«, siger Dennis Hornhave.

Selv om han ser mange gode elementer i bogen, mener Dennis Hornhave dog ikke, at den kan tages direkte ind og bruges af lærerne i klasselokalet. Det kræver en didaktisering, det ifølge Falihos-formanden kun er lærerne selv, der vil kunne gennemføre:

»Det kræver, at man laver didaktiserede øvelser, så eleverne kan se, hvad det betyder, når man bruger nogle bestemte greb i en nyhedsartikel eller manipulerer med graferne. Men man skal være skarp på, hvad formålet er. Bogen er ikke nødvendigvis en lødig måde at præsentere historien på, fordi mange ting bliver forsimplet, og man får indtrykket af, at alting var værre i gamle dage, men det er et fantastisk materiale til samfundsfagsundervisningen«, siger han.

Leder: Pas på frygtindustrien

Den gryende samfundsbevidsthed

Den 11-årige københavnske skoleelev fik skrevet en nytårstale, han kunne holde for klassen. Men oplevelsen satte gang i tankerne hos far derhjemme.

»Som far skal jeg prøve at klæde en gryende samfundsbevidsthed på til at kunne navigere i verden. Det her er en oplysningsbog til de lærere, der står over for den store og vigtige opgave at hjælpe børnene med at orientere sig i verden. Den giver lærerne et hjælpeværktøj, så de kan sige til børnene: Prøv at se her, man kan faktisk godt kigge på verden igennem nogle andre briller, og så ser verden ikke helt så grum ud som på YouTube«, lyder Hans Jørgen Nielsens afsluttende opfordring til landets skolelærere.