»Trin for Trin« er ikke et læsebogssystem eller et forløb i natur/teknik. Med »Trin for Trin« bearbejder læreren systematisk børns måde at være over for hinanden på. Eleverne skal lære at kende til forskellige følelser og reaktioner ud fra store fotoplancher af børn, der er afbildet i forskellige situationer. De skal lære at kontrollere deres følelser og reagere fornuftigt over for andre børn. Programmet er hundrede procent lærerstyret, og læreren skal følge en stram manual.

Men ingen kender til konsekvenserne af programmet, og det er problematisk, når systemet arbejder med børnenes sociale forståelse, mener flere skolefolk og eksperter.

Undervisningsministeriet og Socialministeriet har støttet »Trin for Trin« økonomisk, og det fortryder man ikke i Undervisningsministeriet, siger pædagogisk konsulent Helle Beknes.

»Det kan blive noget fagligt klamphuggeri, hvis læreren ikke bruger det rigtigt. Men det kan med kyndighed have en god effekt. Det kommer jo an på læreren«, siger hun.

Men flere kritikere mener, at det menneskesyn, der ligger bag, er for amerikansk og ikke passer ind i dansk skolekultur.

»Her på skolen anerkender vi det gode relationsarbejde og vil have autentiske lærere. Vi tager udgangspunkt i, at børn socialiserer sig selv og hinanden med hjælp fra voksne, ikke kun tyve minutter hver fredag i et fastsat program«, siger Anna Vadgaard, leder på H.C. Andersen Skolen i Odense og en flittig benyttet foredragsholder om, hvordan skolen skaber en positiv kultur, så eleverne trives. Hun vil ikke have, at man arbejder med »Trin for Trin« på et bestemt tidspunkt hver uge i en periode, som udgiverne anbefaler. På hendes skole arbejder de med børnenes trivsel hele tiden.

Også Charlotte Delmar er dybt kritisk. Hun er forskningsleder ved Aalborg Sygehus og har beskæftiget sig med omsorg og dannelse.

»'Trin for Trin' hører ikke hjemme i folkeskolen«, siger hun. Når eleverne skal dannes til at forstå hinanden, så skal der blandt andet dannelse gennem fortællinger til mere end tænkning og erkendelses-programmer.

Bente Lindhard, der har været med til at udarbejde den danske udgave, oplyser, at 90 procent af landets folkeskoler og halvdelen af alle daginstitutioner har købt »Trin for Trin«.

Men selv om det er så udbredt, er der ikke forsket i, hvordan det virker.

Det eneste på markedet

»Trin for Trin« vil lære børn empati, impulskontrol og problemløsning. Eleverne skal gennem et systematisk tilrettelagt forløb gennemgå følelser og lære, hvordan det er bedst, de reagerer på egne følelser og deres kammerater, når de for eksempel bliver kede af det eller vrede.

Programmet skal forebygge vold og mobning og er udviklet i USA. Systemet er bearbejdet videre til danske børn. Det udkom herhjemme i 1999 - to år efter at Undervisningsministeriet udsendte Kim Foss Hansen og Niels Egelunds rapport, »Elever der forstyrrer undervisningen for sig selv og andre i folkeskolen«, som gav startskuddet til, at der politisk kom fokus på urolige elever. Det er siden fulgt op med politiske udspil om, at folkeskolen skal være rummelig og med til at bryde børnenes negative sociale arv. Men der er intet overblik over, hvordan »Trin for Trin« bruges, og ingen ved, hvor mange lærere der anvender det, og hvilke resultater der opnås.

»'Trin for Trin' er det eneste sociale træningsprogram på markedet, der er så systematisk«, siger Lone Pedersen Hansen, cand.pæd.psych. og »Trin for Trin«-instruktør. Hun er sikker på, at systemets massive udbredelse i folkeskolen skyldes, at det udkom på et tidspunkt, hvor lærerne følte et pres. Mange kastede sig med begejstring over det, fordi det er systematisk, og der samtidig er en opskrift på, hvordan det skal bruges. Lone Pedersen har skrevet kandidatopgave om »Trin for Trin«. Hun mener, at udbredelsen blev så stor, fordi undervisningsmiljøloven kræver, at skolerne synliggør deres arbejde med børns trivsel.

»Lærere og ledelse vil ikke hænges ud som nogle, der ikke arbejder med de sociale kompetencer«, og så anskaffer man »Trin for Trin«, vurderer Lone Pedersen Hansen.

Niels Egelund, professor i specialpædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet, er enig. Materialet kom på et tidspunkt, hvor der var fokus på det sociale i klassen.

»Okay, vi tager 'Trin for Trin'. Så gør vi da noget ved det, tænker lærerne«, siger han. Han mener ikke, at det er et problem, at der bruges systemer, der ikke er evalueret og forsket i. Det er ikke et krav.

»Du kan skrive en lærebog i det værste nonsens, uden at der er nogen, der løfter øjenbryn. Det er der ingen, der har ansvaret for«, siger han.

Stig Broström, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, forsker i overgang mellem daginstitution og skole. Han har et bud på, hvem der har ansvaret for at bruge et sådant system, uden at man kender til virkningen af det.

»Måske er det på grund af de politiske krav om 'no child left behind', som de siger i USA, udligning af negativ social arv, og det danske regeringsgrundlag, der forlanger hurtige resultater. Det kalder på hurtige og nemme pædagogiske løsninger«, siger han.

Vi synes for meget

Skoleleder Anna Vadgaard mener, at udbredelsen af »Trin for Trin« skyldes, at lærerne mangler redskaber til at arbejde med elevernes trivsel - og ro og orden i skolen. Men hun finder det yderst problematisk, at man griber til et system, blot fordi mange synes, det er godt.

»Vi skal ikke basere vores valg på 'synsning'. Vi skal vide, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det«, siger Anna Vadgaard og understreger, at skolelederen har ansvaret for, at lærerne får et relevant grundlag at vælge til og fra på. Ledelsen skal tilbyde supervision, kollegabesøg i klassen og det, hun kalder »intellektuel forstyrrelse«. Lederne skal stille faglige spørgsmål til praksis, mener hun. Derved kan lærernes pædagogiske valg legitimeres.

Folkeskolen har talt med ti tilfældige skoleledere. Alle ti bekræfter, at »Trin for Trin« bruges på deres skole. Halvdelen af dem har sat det i system, den anden halvdel ved ikke, hvor meget og hvordan træningsprogrammet bruges. Kun to af de ti skoler har evalueret, hvilken effekt brugen af systemet har.

»Second Step« hedder systemet i USA. Det blev udviklet, fordi man registrerede flere og flere adfærdsmæssige problemer blandt unge. Programmet skal dæmme op for vold og kriminalitet. Det er bearbejdet til brug i Danmark af Bente Lindhard og Lone Gregersen.

En halv time om ugen skal eleverne under lærerens og/eller pædagogens ledelse diskutere en social situation, som vises på en stor fotoplanche. Eleverne opfordres til at sætte sig i »fotobørnenes« sted og komme med forslag til løsning af deres problemer. Til hvert billede er der skrevet, hvad den voksne skal tale med børnene om.

De sociale færdigheder, som man når frem til vil være hensigtsmæssige, skal så øves og forstærkes i ugens løb, ved at både børn og voksne er opmærksomme på dem.

Systemet er støttet af Undervisningsministeriet og Socialministeriet med 600.000 kroner.

På www.cesel.dk, som er foreningen bag »Trin for Trin«, står der blandt andet:

- Ledelsen har en væsentlig rolle i forbindelse med afprøvning, implementering og vedligeholdelse af programmet.

- Lærere og pædagoger, som skal bruge programmet, må have en relevant efteruddannelse, så de bagvedliggende tanker og ideer virkelig er forstået.

- Lærere og pædagoger, der arbejder med programmet, har brug for tid og rum til at lufte ideer og problemer med hinanden.

Se også det amerikanske www.cfchildren.org