Lærer Bodil Ravnholt sagde i efteråret farvel til den første studerende, som hun i otte uger vejledte efter den ny praktikaftale. Da hun tog imod den studerende, troede Bodil Ravnholt, at hun ville få praktikvederlag i alle otte uger. Men ved et møde på kredskontoret fandt hun ud af, at sådan er det ikke.

'Jeg hørte rygter om det, da jeg var begyndt at vejlede den studerende. Det er for dårligt, at vi på forhånd ikke vidste, om vi fik penge for hele praktikperioden', siger hun.

Bodil Ravnholt er lærer på Terslev Skole i Haslev. Haslev Kommune er en af de kommuner, der har valgt at lytte til Kommunernes Landsforenings råd om ikke at udbetale praktikvederlag til lærerne i de fire uger, hvor den studerende står alene i klassen.

Endnu en gang er det aftalen om praktiklærernes løn- og arbejdsvilkår, der får verbale slag fra lærerne. Aftalen blev indgået sidste sommer, og den har skabt ballade, siden de studerende begyndte i praktik i efteråret.

Problemet er, at Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening (KL) ikke kan blive enige om, hvad der står i aftaleteksten.

DLF-konsulent Hans Henrik Olsen kan ikke se, hvordan teksten kan fortolkes så forskelligt.

'Vi kan ikke forstå, at kommunerne kan gøre det til et problem. Vi har en aftaletekst, hvor der står, at der ydes vederlag per praktiktime. En praktiktime er en undervisningstime, hvor den lærerstuderende deltager i undervisningen. Hvis praktikken ikke bliver anerkendt led i uddannelsen, bør den studerende minimum have løn som en timelønnet vikar. Læreren har ansvaret for den samlede undervisning, selv om den studerende i vekslende omfang forestår den. Det er blandt andet det praktikvederlaget ydes for', siger Hans Henrik Olsen.

Men sådan læser konsulent i KL, Nils Jørgensen, ikke ordene. Når de enkelte kommuner ringer og spørger ham, hvad de skal gøre, råder han dem til ikke at betale vederlaget.

'Vi fortolker det sådan, at der ikke skal udbetales vederlag i aleneperioden. Efter vores opfattelse er vederlaget hægtet op på, at de studerende deltager i undervisningen, og her deltager de efter vores opfattelse ikke i undervisningen - de varetager den faktisk, for læreren kan sættes til at lave nogle helt andre ting i den tid, det foregår. Så vi er uenige i fortolkningen af den aftale, som vi indgik med Lærernes Centralorganisation i juni 2000', siger Nils Jørgensen.

Bodil Ravnholt fra Terslev Skole synes, at det er vigtigt, at de studerende får mulighed for at være alene i praktikken, men hun er frustreret over at skulle kæmpe for de penge, som hun regnede med var hendes.

'Man bliver lidt vred. Jeg har det sådan, at jeg går ud fra, at sagen går i orden. Men hvis det viser sig, at vi ikke skal have pengene, og det er den endegyldige sandhed, så vil jeg overveje, om jeg har lyst til at have studerende i praktik i fremtiden', siger Bodil Ravnholt.

Voldgiftssag på vej

Det er ikke kun Haslev Kommune, der nægter at udbetale praktikvederlaget. Også Svendborg og Viborg Kommuner har valgt ikke at betale.

Hans Henrik Olsen har de tre sager liggende på sit skrivebord.

'Sagerne skal i den kommende tid enkeltvis rejses over for Kommunernes Landsforening. Sagen i Svendborg er den, der er nået længst. Den skal afklares ved en faglig voldgift', siger Hans Henrik Olsen.

Ved en faglig voldgift mødes parterne med en neutral tredje person. Hvis parterne ikke kan blive enige, er det den tredje person, der afgør, hvordan praktikaftalen fortolkes. Foreløbig er sagen på vej til advokaten, og derfor er der lang vej til en afgørelse.

Nils Jørgensen fra KL mener, at netop en voldgift er den eneste mulighed for at løse problemet.

Han mener ikke, at uenigheden kan føre til mangel på praktikpladser.

'Hvis vi alene taler jura, så er folkeskolen forpligtet til at tage studerende i praktik, så lærerne kan reelt ikke nægte at være praktiklærere, hvis skolelederen pålægger dem det', siger Nils Jørgensen.

Ansvaret

På Terslev Skole i Haslev Kommune er det ikke praktikvederlaget, skolens to praktiklærere bruger mest energi på at diskutere.

'Det er ikke bare en spøg at overlade sin klasse til et ungt menneske i fire uger, hvor man ikke ser dem. Man føler et ansvar for de børn. Man må jo dårligt tale med dem. Selv om man rent fagligt godt ved, hvad der sker, så ved man ikke noget om det sociale. Der kan ske nogle ting i klassen, som man bagefter skal rette op på. Det tager tid, og det får man ikke noget ekstra for', siger Bodil Ravnholt.

Det er ikke bare en spøg at overlade sin klasse til et ungt menneske i fire uger